Mød din forfader: Knogler fra ny menneskeart opdaget i hule
Fundet af en gammel bunke knogler i en sydafrikansk hule kan have afgørende betydning for forståelsen af menneskehedens stamtræ.
Dybt inde i mørket i en skjult og svært tilgængelig hule har forskere fundet 15 delvise skeletter og omkring 1.550 knoglerester. Knoglerne menes at tilhøre et indtil nu ukendt familiemedlem af menneskeslægten og er det hidtil største fund af rester fra tidlige mennesker i Afrika.
Forskerne bag opdagelsen har døbt den nye menneskeart Homo naledi. Navnet refererer til stedet, hvor knoglerne blev fundet. De blev opdaget i nogle huler kaldet Rising Star, som ligger 50 km uden for Johannesburg i Sydafrika, og naledi betyder stjerne på lokalsproget Sesotho.
Den nye art blev præsenteret torsdag af et internationalt team bestående af flere end 60 forskere under ledelse af den amerikanske palæontolog Lee R. Berger. Forskningen blev tidligere på ugen offentliggjort i tidsskriftet Elife.
»Det er det største og vigtigste fund af tidlige mennesker nogensinde på det afrikanske kontinent,« sagde professor Lee Berger fra Witswaterrand Universitet i Johannesburg, Sydafrika.
Artiklen fortsætter under videoen
De 15 forskellige individer repræsenterer både han- og hunkøn og en bred palet af aldersgrupper. Et af de mest presserende spørgsmål er, hvordan de er havnet i hulen, som er temmelig besværlig at tilgå.
Tilsyneladende har arten, som har haft en hjerne på størrelse med en gennemsnitlig appelsin og en kampvægt på omtrent 45 kg, udført ritualer, som man indtil nu har troet meget mere moderne arter til.
Efter at have efterforsket mulighederne for massedød, ukendte rovdyr, at ligene skulle være blevet transporteret ind i hulen af vand, eller at hulen måske var en dødsfælde, konkluderer forskerne, at det mest sandsynlige scenarie er, at individerne er blevet placeret i hulen bevidst, og at hulen var et gravkammer.
Det skyldes, bl.a. at knoglerne ikke har mærker efter rovdyr eller andre tegn, der kunne indikere, at knoglernes ejermænd var havnet i hulen på naturlig vis. Det er overraskende, da det tyder på, at arten udførte begravelsesritualer, flere mio. år før man troede. De hidtil kendte eksempler går blot ca. 200.000 år tilbage.
Alene det at komme ind i kammeret og tage fossilprøver med ud viste sig at være en hård mission for forskerne. Den smalle åbning var den eneste vej ind i hulen, og der var derfor brug for et team af meget slanke og adrætte arkæologer og pantæologer. Klatrerne skulle kunne komme gennem en klippesprække på under 20 cm og være i stand til at kravle 12 meter ned gennem en smal, lodret skakt. I en video kan man se et eksempel på, hvor smalle skakterne er i hulerne, hvor fossilerne er blevet fundet.
Artiklen fortsætter under videoen
Det enestående fund kan være svar på en lang række spørgsmål om menneskehedens fødsel og udvikling, men efterlader sig flere løse ender. Det er nemlig endnu uopklaret, hvornår Homo naledi har levet.
Fundets placering gør det svært at datere knoglerne, for der er intet dyreliv eller lignende i hulen, som kan hjælpe med at bestemme tidsperioden. Dele af naledis primitive anatomi indikerer, at arten kan være mellem 2,5 og 2,8 mio. år gammel. Geologerne mener ikke, at hulen kan være flere end tre mio. år gammel.
Homo naledis hjerne er lille, hvilket er et lighedstegn med andre tidligere menneskearter så som abemenneskearten Lucy, der levede i Etiopien for 3,2 mio. år siden. Den fylder kun omtrent en tredjedel af det moderne menneskes. Bækkenet, brystkassen og skuldrene peger ligeledes tilbage mod abeforfædrene.
Dens kranieform, kæbe, tænder samt arme, ben og fødder minder derimod om det moderne menneske, Homo. De menneskeligt lange lårbensknogler og slanke skinneben og fødder passer til en oprejst gang. En gennemsnitlig naledi ville være ca. 152 cm høj.
Homo naledis hænder er en gåde i sig selv. Umiddelbart ligner de menneskehænder, men de ydre fingerknogler er krumme som abefingre. Forskerne mener, at arten muligvis både har været i stand til at gå langt og til at kunne svinge sig i træerne.
Ifølge professor Lee Berger indeholder hulens indhold sandsynligvis mange flere hemmeligheder, end man lige nu kender til.