Hvordan holder hvælvinger sig oppe?
Hvordan kan hvælvinger på kirker holde? Er det noget med mørtlen eller noget arkitektonisk? Jeg tænker f.eks. på Santa Maria del Mar-kirken i Barcelona.
Venlig hilsen Nanna Villadsen, København.
Newton har talt med Hanne F. Gjelstrup, der er forskningskoordinator ved Arkitektskolen Aarhus.
»Når hvælvinger i gotiske katedraler som f.eks. Santa Maria del Mar ikke falder sammen, er det pga. konstruktionen. Jo fladere en hvælving er, jo mere tryk vil der ligge på midten af hvælvingen, og når den presses nedad, vil kraften forskyde sig ud til hvælvingens omkreds, og de bærende mure bliver presset udad. Det kan man modvirke ved at bygge hvælvingerne op af kileformede sten, dele det enkelte hvælv op i felter og gøre det mere spidst.
I den romanske stilperiode, der kom før den gotiske, var hvælvingerne ikke så høje og brede, og hvælvkapperne, dvs. de felter, hvælvingerne består af, havde næsten form som kugleudsnit. For at bære hvælvingerne byggede man meget tykke mure med forholdsvis små vinduesåbninger, og efterhånden som hvælvene blev større og højere, begyndte man at bygge stræbepiller uden på kirkernes ydermure for at modstå det udadgående pres fra hvælvingerne. Det kan man se på mange danske landsbykirker.
Da ambitionerne i gotikken steg, og kirkens indre symbolik blev en anden, begyndte man at bygge højere og højere, og ydermurene blev mere og mere gennemhullet af store glasmosaikvinduer. Det stillede nye krav til hvælvingskonstruktionerne, og profilen på hvælvingerne blev ændret, så de blev mere spidse, hvilket gør det udadgående pres i hvælvingerne mindre. Samtidig blev stræbepillerne, der før blot var forstærkninger uden på murene, til selvstændige konstruktioner, der kan minde om halve træer, der rækker deres grene ind mod kirkens mure, sådan som man kan se det på Notre Dame i Paris. På den måde kunne det udadgående pres fra hvælvingerne føres væk fra de tynde mure og videre ud i stræbepillerne.
Af og til gik det faktisk galt, og hvælvingerne styrtede sammen under eller kort efter byggeriet, så de eksisterende hvælv er eksempler på godt udregnede og konstruerede hvælv.«