Fortsæt til indhold
Viden

Malariamyg går målrettet efter mennesker

Forskning tyder på, at myg med malaria bliver tiltrukket af menneskers lugt.

Et hollandsk forsøg med myg tyder på, at malariamyg går målrettet efter menneskelig duft, når de skal finde deres kilder til blod og dermed det næste måltid.

Forsøget viste, at myg med den dødelige parasit i sig var tre gange så tilbøjelige til at lande på et stykke stof med menneskesved på sig, end myg der ikke var bærere af malariaparasitten.

Det skriver sciencenews.org.

Beskidte sokker

Forskerne fra Wageningen-universitetet i Holland fik en testperson til at gå med de samme sokker i 20 timer. Herefter blev de hængt op i en beholder, hvor der var både malariamyg og myg uden parasitten.

Derefter talte forskerne simpelthen, hvor mange gange de to slags myg landede på det svedlugtende stof, og det gjorde malariamyggene altså tre gange så hyppigt.

"Det er et meget interessant, men også indledende, resultat," siger Michael Riehle fra University of Arizona i Tucson, USA, ifølge sciencenews.org. Han påpeger, at forsøget kun blev udført med sved fra en enkelt person, og at der blot blev brugt 176 myg i forsøget.

Mere viden nødvendig

Det vides allerede om malariainficerede myg, at de suger mere blod fra deres "værter" end andre myg. Forskerne bag den nye opdagelse påpeger dog behovet for mere viden om malariamyggenes tiltrækning af mennesker.

Det vides f.eks. ikke, hvordan parasitten i myggen manipulerer med myggens lugtesans eller hvilken del af menneskelig lugt, der tiltrækker myggen. Det er alligevel forskernes håb, at den nye opdagelse kan bruges til at konstruere en form for fælder til malariamyg.

"Vi er kun lige ved toppen af isbjerget for viden omkring, hvilke strategier parasitten bruger i myggene. Det er bemærkelsesværdigt, eftersom der er tale om en encellet organisme," siger Hilary Hurd fra det engelske Keele University til sciencenews.org.

Hun har samarbejdet med nogle af forskerne bag det nye forsøg.