Dansk forsker har set nærmere på hidtil uoplyst fænomen, som 3 pct. af befolkningen lider af
Har du også prøvet at stå over for en, der tydeligvis kender dig, men som du ikke kan genkende? Nu har en dansk forsker kigget nærmere på fænomenet.
Da pressemeddelelsen fra Københavns Universitet dumpede ned i min indbakke, ramte det lige ned i noget, jeg altid har døjet med.
Her er nogle eksempler:
Jeg mødte en dag en meget smilende kvinde tæt ved Kongens Nytorv i København. Jeg kunne godt se, at jeg havde set ansigtet før, men jeg kunne slet ikke placere det, og jeg forstod ikke, at hun spurgte så meget ind til min lille datter.
Først flere dage senere gik det op for mig, at det var en af kvinderne fra min mødregruppe. Mødregruppen, som jeg havde været sammen med dagen inden mødet ved Kongens Nytorv.
Gud, hvor må jeg have virket arrogant.
Og hvor må jeg have virket dum, da jeg på en tidligere arbejdsplads stillede et spørgsmål til min chef, som så viste sig slet ikke at være min chef, men en fra løn.
Gang på gang er jeg havnet i situationer, hvor jeg står over for en, der tydeligvis kender mig, men som jeg ikke kan genkende.
Det er pinligt.
Det er først for få år siden, at jeg fandt ud af, at der faktisk findes et ord for den ”lidelse”, jeg nok døjer med.
Ansigtsblindhed.
Store konsekvenser
I fagsprog hedder det prosopagnosi, og det kan have store konsekvenser for de personer, der lider af det, forklarer Erling Nørkær.
Han er psykolog og forsvarede fredag sin afhandling om ansigtsblindhed på Københavns Universitet.
»Det har overrasket mig mest, hvor stor en betydning manglende ansigtsgenkendelse har for nogle mennesker. Det er virkelig indgribende i deres liv og har betydning for, hvordan de indretter sig socialt, og hvilke uddannelser og job de vælger.«
Det er netop ord som pinligt, dumt og arrogant, han har mødt hos de personer med prosopagnosi, han har interviewet i forbindelse med sin forskning.
»Jeg tror ikke, jeg havde tænkt over det, før jeg begyndte at forske i det, men ansigter er jo enormt vigtige for os. Vi er fuldstændig afhængige af at kunne genkende andre,« siger Erling Nørkær.
Han forklarer, at ansigtsblindhed findes i forskellige grader. At de fleste nok i en eller anden grad har prøvet at se en, de ikke kan genkende, mens der også findes mennesker, der er verdensmestre i at genkende ansigter. For at finde ud af, hvor på skalaen man ligger, bruger forskerne en test.
Han sender mig et link. Jeg scorer 44 pct. og dumper med et brag.
Udvikles som baby
Hvorfor mon det lige har ramt mig, spørger jeg Erling Nørkær.
Det har han ikke svaret på. Han fortæller, at forskningen på området endnu er i den spæde start, og at man derfor ved meget lidt om, hvordan ansigtsblindhed opstår og udvikler sig, og om det kan behandles.
»Men allerede når vi kommer ud af livmoderen, begynder vi at kigge på ansigter og prøver at lære at skelne dem fra hinanden. Børn helt ned til fire måneder kan skelne deres forældres ansigter fra fremmedes. Så det er en evne, vi udvikler ekstremt tidligt, og derfor tror jeg også, at den er meget svær at træne i voksenlivet,« siger han.
Hans mål med forskningen er i første omgang at forsøge at finde en fælles forståelse for prosopagnosi og udbrede viden om emnet.
På længere sigt håber han, at man bliver bedre til at opdage det tidligere.
Han fortæller om et andet forskningsprojekt, han er en del af, hvor man undersøger babyer, der har forældre med prosopagnosi, fordi forskerne har en idé om, at det kan være arveligt.
»Så hvis vi nu kunne opdage det tidligt, så kunne vi måske også lave en tidlig indsats mod det eller i hvert fald være mere opmærksomme på det i institutioner og skoler,« siger han.
Indtil da må ansigtsblinde personer – bevidst eller ubevidst – lære sig selv nogle strategier for at genkende folk. F.eks. ved at se på den måde, de bevæger sig på, eller lytte til deres stemme eller se på deres smil.
Jeg plejer at snakke mig frem til, hvem jeg står over for. Fake it till you make it, som Erling Nørkær kalder min strategi.