Vi fikser ikke problemerne med børn og unges fordybelse ved at gå offline

For nogle år siden udgav det amerikanske IT-firma Microsoft en rapport, der viste, at menneskets opmærksomhedsspænd var faldet fra 12 sekunder i år 2000 til 8,25 sekunder i 2014, hvilket gjorde det kortere end en guldfisks ni sekunder. Nyheden gik verden rundt og skabte alarmerede overskrifter i medierne, men da det britiske nyhedsmedie BBC senere undersøgte rapportens resultater i dybden, kom det frem, at den byggede på alt for spinkle data. Under alle omstændigheder ramte påstanden lige ind i en tidstypisk angst for, at vi bliver dårligere og dårligere til at koncentrere os, i takt med at verden omkring os massivt, konstant og med alle midler forsøger at påkalde sig vores opmærksomhed.

Bekymringen popper med jævne mellemrum op både blandt meningsdannere og forskere, og den handler især om, hvorvidt børn og unge er blevet dårligere til at fordybe sig – både i livet i det hele taget, og ikke mindst når de skal lære noget i skolen.

Fordybelsestyve

Det er både de digitale teknologier som mobiler og tablets og de sociale medier som Instagram og Snapchat, der bliver udnævnt som fordybelsestyve i dag, og tendensen har været længe undervejs. Allerede i 2010 udgav den amerikanske journalist Nicholas Carr bogen ”The Shallows” om den måde, internettet forandrer vores hjerner på ved at give os adgang til uendelige mængder af information, vi kan scanne, scrolle og klikke os frem til fra link til link. Carr mener, at det modarbejder vores evne til at fokusere i længere tid på en ting ad gangen og derved også gør det sværere at fordybe os.

Carrs bog slog bredt igennem og pustede til angsten for, at internettet og de store søgemaskiner ville reducere os til multitaskende og hyperaktive overflademennesker, der er ude af stand til at læse en bog fra ende til anden eller forholde os til komplekse problemstillinger som andet end noget, der kan fikses ved at tjekke på nettet. Helt så slemt står det endnu ikke til her 15 år senere. Men diskussionen om, hvad digitaliseringen betyder for vores opmærksomhed, er bestemt ikke forstummet.

Dyb eller hyper

Vi kender udtrykket ”hyper” fra ord som hyperaktiv, hypermobil og hyperventilere. Hyper vil sige overdrevet eller alt for meget, og det er også det, H’et står for i den psykiske diagnose adhd, Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder. Personer med adhd har ofte svært ved at regulere deres opmærksomhed og bevare den på noget bestemt i længere tid ad gangen, især hvis det ikke interesserer dem.

Ordet hyper blev også brugt af den amerikanske medieforsker N. Katherine Hayles i en artikel fra 2007, der i dag er lidt af en klassiker i kulturforskningen. Den hedder ”Hyper and Deep Attention: The Generational Divide in Cognitive Modes”, og her kom Hayles med den hypotese, at vi var midt i et skifte mellem forskellige former for opmærksomhed, som hun kaldte henholdsvis dyb opmærksomhed og hyperopmærksomhed.

Den dybe opmærksomhed, skrev Hayles, har vi brug for til at løse komplekse opgaver såsom at beregne et matematikstykke, læse en roman eller mægle i en konflikt. Hyperopmærksomheden er derimod god, når vi skal forholde os hurtigt til skiftende omgivelser med mange potentielle opmærksomhedspunkter.

Begge former for opmærksomhed har altså fordele og ulemper. Men Hayles mener, at hyperopmærksomheden historisk set må have været den, der dominerede hos mennesket, fordi den dybe opmærksomhed kræver, at vi befinder os i et miljø og en kultur, hvor vi er i så trygge rammer, at vi ikke konstant behøver at være opmærksomme på vores omverden.

At bygge bro

Hayles’ teori om et skifte fra hyper til dyb var en hypotese og altså ikke noget, hun havde bevis for. Hun mente, det var nødvendigt at skelne imellem de to for at kunne pege på de udfordringer, der opstår i uddannelsessystemet, når eleverne har svært ved at koncentrere sig. Udfordringer, som vi i høj grad også står over for i dag ifølge mange lærere.

Hendes løsning var dog ikke at bortvise de på det tidspunkt nye og fancy computere fra skolen. Derimod talte hun for, at lærerne skulle udvikle former for undervisning, der bygger bro mellem hyper- og dybdeopmærksomheden. Det kunne for eksempel ske ved at inkludere computerspil og sociale medier, når eleverne arbejder med klassiske romaner. En af de øvelser, Hayles dengang ganske fremsynet foreslog, var således at lade eleverne lave Facebook-profiler til romanernes hovedpersoner for at undersøge, hvordan de iscenesatte sig selv.

At gå offline gør det ikke alene

I dag er computere en integreret del af skolelivet og får ofte skylden for, at eleverne har svært ved at fordybe sig. I den internationale ICILS-undersøgelse fra 2023, der undersøger skoleelevers skærmbrug, angiver cirka 7 ud af 10 danske lærere, at de mener, at it i skolen distraherer eleverne fra at lære. Men som Hayles tror jeg ikke, at vi fikser problemet ved bare at fjerne computerne.

I en undersøgelse, jeg selv har lavet i tre danske 8. klasser, skyldtes den manglende evne til at fordybe sig blandt andet den måde, klasserummet var indrettet på. Og også larm og uro fra andre elever, uklare rammer for undervisningen og mange skift og afbrydelser spillede en rolle. Derfor hørte mange af eleverne musik i hovedtelefoner – tilsluttet deres mobiltelefoner – for at skærme sig mod uroen.

Eleverne havde især svært ved at finde ro og fokus, når de skulle læse i den roman, de arbejdede med i undervisningen. De fortalte, at de godt kunne læse og forstå ordene, men at det var sværere at blive opslugt af fortællingen og indleve sig i karaktererne. De oplevede ikke rigtig noget, mens de læste, hvilket også forklarede, hvorfor flere af dem fandt det ret meningsløst at læse romaner.

I undersøgelsen afprøvede jeg forskellige tiltag, der blandt andet viste, at det hjalp eleverne til at fordybe sig i historierne, hvis de gik offline. Men offline gjorde ikke det hele. Det betød også meget, om eleverne selv var med til at vælge, hvilke bøger de skulle læse, og om undervisningen gav dem plads til sammen at reflektere over de udfordringer, de oplevede, når de skulle læse langt og fordybet.

Dybdelæsning tager tid

Flere læseforskere mener, at det er blevet sværere for de yngre generationer at læse fordybet, i hvert fald længere, sammenhængende og mere komplekse tekster som for eksempel romaner. Det, de også kalder for at dybdelæse.

At læse er i det hele taget en ret vanskelig aktivitet for hjernen, for den tager tid at lære, og den skal holdes ved lige. Så selv om langt de fleste børn stadig lærer at læse og måske også godt kan læse korte tekster som nyheder og sms’er og undertekster, kan de ikke nødvendigvis læse længere romaner eller komplicerede fagtekster.

Den amerikanske læseforsker Maryanne Wolf har beskæftiget sig med det, der foregår i hjernen, når vi dybdelæser, og det er virkelig en hel masse på én gang. Når vi for eksempel læser en roman, danner vi indre billeder af handlingen, indlever os i personerne, forsøger at forstå de ting i teksten, som ikke bliver skrevet direkte, danner os hypoteser om, hvad der kommer til at ske, og kobler pointer til vores eget liv eller andre tekster, vi tidligere har læst. Hvis vi på den måde skal læse dybt, kan vi ikke samtidig læse alt for hurtigt. Vi kan hverken skimme eller scanne, men må finde et tempo, der gør det muligt for os at leve os ind i og forstå teksten ordentligt.

Den situation, vi læser i

Andre læseforskere har påpeget, at det at læse fordybet i høj grad også handler om den situation, vi læser i: hvordan lys og lyde omgiver os, om vi sidder hårdt eller blødt, om vi er trætte eller veltilpasse, og om vi går nysgerrigt eller pligtskyldigt til teksten. Noget lignende kom jeg selv frem til i mit forskningsprojekt om romanlæsning. Både det, der foregår inde i vores hoveder, og det, der foregår omkring os, er altså værd at tage højde for, når vi skal lære børn at læse fordybet i skolen, ja i det hele taget lære noget som helst.

For fordybelse handler ikke bare om at fokusere sin opmærksomhed, arbejde vedholdende eller forstå et emne i detaljen. At fordybe sig handler også om selve oplevelsen af og engagementet i det at udføre en meningsfuld aktivitet.