Enorm isklump har sagt farvel til Antarktis og flyder nu rundt i iskoldt farvand
Det gigantiske isbjerg har med det samme indtaget førstepladsen blandt verdens største, og det måler op til flere gange New York Citys samlede areal.
Da en satellit fra Det Europæiske Rumagentur (ESA) søndag den 6. maj fløj en af sine mange ture rundt om kloden, fik den øje på noget usædvanligt, mens dens fotolinse svævede flere tusind kilometer over Antarktis.
En fra verdensrummet øjensynligt lille mørk linje var dukket op helt ude i kanten af den tilfrosne, hvide antarktiske kystlinje ved det, der kaldes Ronne-soklen.
Satelitten, Copernicus Sentinel-1, knipsede et billede, og da Det Europæiske Rumagentur fik set nærmere på det, viste den lille, sorte linje i det ishvide landskab sig at være vand, der pludselig var dukket op mellem det antarktiske fastland og en gigantisk klump is, som nu indtager placeringen som det absolut største isbjerg i samtlige verdenshave.
Ca. 4.320 kvadratkilometer måler den flydende isblok, der har fået navnet A-76 - omtrent 175 km på den lange led og 25 km på bredden. Det er knap fire gange arealet af New York City og lige lidt mindre end halvanden gange Fyns størrelse - helt præcis 1,46 gange større.
Det er en naturlig del af cyklussen i Antarktis, at større og mindre isblokke med jævne mellemrum vrister sig fri af fastlandets gletsjere, men ifølge forskere er der i den senere årrække blevet kortere og kortere mellem disse løsrivelser, hvilket kan være relateret til klimaforandringer og global opvarmning.
Ifølge et satellitfoto fra Det Europæiske Rumagentur fylder A-76 lidt mere end den spanske ferieø Mallorca, og efter løsrivelsen flyder isbjerget nu rundt i Weddell-havet ud for Antarktis, hvor det kan slutte sig til den hidtidige ejer af isbjergenes globale førsteplads målt på areal: A-23A.
Men mens A-76-isbjerget altså er næsten halvanden gange så stort som Fyn, måler A-23A 3.880 kvadratkilometer, hvilket - hvis vi skal bevare Fyn som sammenligningsgrundlag - er 1,3 gange større end øen i midten af Danmark.
Tidligere i år løsrev et noget mindre isbjerg, A-74, sig fra Antarktis, men det er med 1.270 kvadratkilometer slet ikke i nærheden af A-76 og A-23A.
A-74 dækker blot 43 procent af Fyns samlede areal.