Vandloppens hemmelige våben

Det Indiske Ocean

Klik. Klik. Klik. Klik.

Som en anden togkonduktør, der tæller sine passagerer, sidder forsker Jens Nybo Larsen fra Danmarks Miljøundersøgelser og tæller ekskrementer. Petriskålen med vandlopper er stillet ind under mikroskopet, og mens han stirrer ind i de forstørrende øjne, klikker han med tælleren i venstre hånd. Det gør han, hver gang han får øje på en ny klump fra nogle af de vandlopper, der svømmer rundt i skålen.

Han klikker oftere med sin tæller, end planktonforskerne om bord havde forventet. For vandet er trukket op af Det indiske Ocean, og midt i de store have som her er der ikke meget næring at hente. Det øverste lag vand, hvor lyset er, tilføres sjældent næring fra de dybere lag, der herude når en dybde af fem kilometer.

Men det er forår på disse kanter, og derfor spiser vandlopperne flere måltider, fordi der lige nu er masser af mad i deres køleskab. Deri ligger forklaringen på de ekstraordinære mange klik med tælleren.

På køleskabets hylder fordeler sig havets fødekæde, og den sidste uge har køleskabslågen stået på vid gab.

Forskerne forsøger at forstå forholdet mellem havets planktonorganismer. Både fordi alle kendte fiskearters yngel er afhængig af deres eksistens, og fordi havene optager og transporterer enorme mængder CO rundt i vandet, og hvis vi i fremtiden skal dæmme op for verdens klimaforandringer forårsaget af kulstofproblemer, skal vi kende mere til, hvordan kulstof påvirker, bliver omdannet og optaget af organismerne i havet.

Vandloppen kan godt lide alger, der står for 40 pct. af den globale iltproduktion. Men vandloppen spiser også det mindre dyreplanktion, som er encellede dyr. De svæver i vandet og lever af de bakterier og andre mindre typer plankton, der måtte komme forbi. Jo mere mad vandloppen spiser, desto flere æg og ekskrementer kommer ud i den anden ende. Det har stor betydning for fødekæden og for, hvor mange fisk, der kan produceres i området.

Små, vigtige klumper

»Lorten er vigtig, fordi den synker fra overfladen ned i de dybere lag, hvor andre organismer får glæde af den,« fortæller biolog Eva Friis Møller fra Københavns Universitet.

Plankton og dyr, der lever dybt nede i det mørke hav uden lys, er afhængige af produktion i de øverste vandlag, bl.a. vandloppernes ekskrementer. På vej ned til bunden bliver de optaget af flere andre dyr. Rejer og muslinger, som lever på bunden, spiser ekskrementerne, men også dyreplankton ernærer sig af afføringen.

Vandloppen selv spiser så grimt, at den spilder 40 pct. af maden, som bliver til opløst organisk stof, der flyder rundt i vandsøjlen. Mikroskopiske bakterier optager det opløste organiske stof, og de bliver spist af planteplankton, som ender i vandloppens køleskab.

Eva Friis Møller har sammen med sine fem kolleger de seneste dage nærstuderet vandloppernes livscyklus. De har fundet frem til, at 60 pct. af det, de æder, bliver til æg og afføring, heraf halvdelen til hver. En vandloppehun fra Det indiske Ocean lægger 11,3 æg i døgnet, og en gennemsnitsvandloppe producerer 24 ekskrementer. Forskerne kan derudfra finde ud af, hvor meget føde, der når ind i fødekæden via vandlopperne.

»Hvis ægproduktionen er høj, bliver der mere mad til fiskelarverne, som skal vokse og blive til de fisk, vi spiser,« siger professor i marinebiologi Torkel Gissel Nielsen fra Danmarks Miljøundersøgelser.

Vandets forureningsfilter

Når Jens Nybo Larsen klikker på sin tæller for hver ny spottet klump afføring, handler det ikke kun om at iagttage fødekæden.

Opdagelsen ligger i at finde ud af, hvordan organismerne udveksler energi og kulstof mellem hinanden, så man kan komme nærmere svaret på, hvad havet gør ved alt sit kulstof og ikke mindst, hvordan det optager en del af menneskets udslip af CO i atmosfæren.

Hvert år lukkes over syv mia. tons kuldioxid ud i atmosfæren. To mia. tons optages i havet og bliver til kulsyre og carbonat, mens oceanerne samtidig selv indeholder 50 gange så meget kulstof som atmosfæren. Havet er dermed det vigtigste kort at sidde inde med i det store spil om kuldioxids påvirkning af klimaet. For hvor meget kulstof kan mennesket blive ved med at deponere i havene? Og hvad er konsekvenserne for dyreliv og fiskeproduktion?

Hvor der er mange alger, optager havet mere CO, fordi algerne bruger CO til at danne organisk kulstof. Når vandloppen spiser algerne, bliver kulstoffet transporteret videre i fødenettet, hele vejen op til fiskene, fordi de lever af vandlopperne.

Men der foregår også en anden transport af kulstof. Den, der kører ned i dybet, helt ned under bunden, hvor den forsvinder for evigt. Det er bl.a. kulstofholdig vandloppe- og fiskeafføring, der fører an i den trafik. Hvis ekskrementerne når helskindet til bunds uden at blive fortæret, bliver de begravet i bunden, og dermed forsvinder noget kulstof ud af systemet.

»Visse fiskearter som f.eks. lysprikfisk stiger op fra dybhavet om natten for at finde føde i overfladen. Med sig ned tager de kulstofholdigt plankton, som de har spist. Beregninger har vist, at de på en dag kan transportere 1,5 mio. tons kulstof fra overfladen til dybhavet,« fortæller ph.d. i biologi Jens Tang Christensen fra Aarhus Universitet, der om bord på Galathea 3 undersøger kulstofkredsløbet i atmosfæren og under bølgerne.

Gødning til havet

Den trafik interesserer de fleste klimaeksperter. For skal vi bevare CO-indholdet i atmosfæren på status quo, er begravelsen af kulstof på havets bund nødvendig. Indtil videre har havene optaget omkring 35 pct. af den ekstra CO, der stammer fra fossile brændstoffer.

»Nogle har været inde på, at vi skulle begynde at gøde havet visse steder, så det kan øge optagelsen af CO,« siger Jens Tang Christensen.

Flere steder mangler havene enten kvælstof eller jern. Sydhavet lider af jernmangel. Derfor taler forskere om at strø et skud jerntabletter over havet for at øge produktionen af alger og fisk. For jo flere alger og liv i det hele taget, desto højere optagelse af CO.

»Men det skal overvejes grundigt. Dels fordi, det ikke er så ligetil at drysse jern ud over havet, og dels fordi det er svært at overskue konsekvenserne. Samtidig kan en sådan løsning også opfattes som en sovepude, der fjerner fokus fra at begrænse CO-udslippet. Men hvis vi kender processerne bedre, bl.a. fødekæden, kan vi bedre forudsige, hvad det vil medføre,« siger Jens Tang Christensen.

Derfor studerer forskerne vandloppens spisekammer og cyklus i den øvrige fødekæde. Gør de ikke det, vil det aldrig lykkes at forudsige konsekvenserne af indsatsen mod den globale opvarmning.

»Vi diskuterer jo ikke længere, hvorvidt der er global opvarmning eller ej. Nu handler det om, hvornår vi ser de virkelige problemer. Er det om 50 eller 150 år? Og der spiller havet den afgørende rolle,« siger Jens Tang Christensen.