Fortsæt til indhold
NB-Borgen nyhedsbrev

Danmark får en ny regering!

Den nye regering består af S, SF, R og M og støttes af Enhedslisten og Alternativet.

Danmark får en ny regering!

Fuglene kvidrer, en sval vind får træernes grønne blade til at bølge, og solen steger løs på en massiv hob af pressefolk og sikkerhedsvagter på græsplænen foran Marienborg, statsministerens embedsbolig, hvor jeg tilbringer denne tirsdag, der må betegnes som særdeles mindeværdig.

For en ny regering er klar! Og nu skal du høre alt om den.

Her er dit politiske overblik - og husk, at du kan følge seneste nyt på jp.dk!

  1. Her er landets nye regering
  2. I morgen får vi landets nye ministre
  3. Blokpolitikken er tilbage!

1. Her er landets nye regering

Væg til væg-smil foran Marienborg. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Den nye regering består af S, SF, R og M og støttes af Enhedslisten og Alternativet. Samlet når regering og parlamentarisk grundlag dermed op på 96 mandater.

Det sker efter de længste regeringsforhandlinger i Danmarkshistorien.

I regeringsgrundlaget står interessante elementer såsom gratis tandlæge til alle inden for 10 år, markant regulering af svineindustrien og gratis offentlig transport til unge.

Mellemskatten ryger desuden. Et element, der gavner Gentofte mere end Ringkøbing, direktøren mere end fabriksarbejderen, som min kollega Nikolaj Rytgaard skriver i Jyllands-Posten i dag.

Og så skal store bededag efter planen tilbage i 2030.

Også på momsen sker der ting og sager. Fødevaremomsen skal halveres, og momsen på frugt og grønt fjernes.

En typisk familie med to børn vil kunne spare op til 12.000 kroner om året på den ændring, viser beregninger, som PFA Pension har lavet.

2. I morgen får vi landets nye ministre

Tirsdag aften sidder en række politikere i regeringspartierne formentlig klar ved telefonerne. Det er her, opkaldene til de kommende ministre typisk vil blive foretaget.

Onsdag bliver ministerlisten så præsenteret. Jeg vil ikke kede dig med spekulationer om, hvem der besætter posterne – dem findes der rigeligt af fra andre journalister og analytikere – men blot konstatere, at der plejer at være et par overraskelser iblandt.

Det bliver vi meget klogere på onsdag.

3. Blokpolitikken er tilbage!

Det er, som om vi er tilbage til normalen.

Mens partierne i den nye regering og dens to støttepartier jubler over alt det, den nu skal i gang med at ændre, har de blå ladet kanonerne.

Støjberg mener, at Lars Løkke har begået “forræderi” mod det borgerlige Danmark. Alex Vanopslagh melder sig på sociale medier klar til at rydde op efter den nye regering.

Vi går en spændende tid i møde! Og du får en masse godt læsestof om det hele hos Jyllands-Posten.

Stay tuned!

Bedste hilsner

Journalist Frederik Fogde