Et farligt flirteri og en rystet Troels Lund
Pres på Løkke
God eftermiddag
Det er fredag, solen skinner, og der er lige landet et politisk overblik i din indbakke. Med de tre gode nyheder følger tre vigtige historier fra Christiansborg. Vi skal forbi kritik, en undskyldning og hotdogs.
- Løkkes hotdogs
- Et farligt »fliteri«
- Troels Lund er »rystet«
Løkkes hotdogs
Lars Løkke var savnet til regeringsforhandlingerne i dag.
I sidste uge krævede han, at Mette Frederiksen begyndte at forhandle med de blå partier. Siden har han ikke været til forhandlingerne.
I mellemtiden har han uddelt hotdogs, GOAT-bags og signerede valgplakater i både Aarhus og København.
Det får nu kritik fra Pelle Dragsted, politisk ordfører for Enhedslisten.
»Vi kan ikke stoppe med at forhandle, fordi Lars Løkke skal dele hotdogs ud på Kongens Nytorv. Jeg synes ærligt talt, det er på tide, at vi alle sammen tager et ansvar for den her situation. For den er svær,« sagde Dragsted til DR.
Mette Frederiksen har også lagt pres på Lars Løkke i dag.
»Hvis man vil danne en regering, så kan vi godt danne en regering nu,« siger hun til DR.
Ifølge Mette Frederiksen er der nu et projekt med potentiale på bordet. Det involverer en forbedring af drikkevandet, folkeskolen og erhvervslivets rammevilkår samt en ansvarlig økonomisk politik og en stram udlændingepolitik.
Et farligt »flirteri«
Intet er vigtigere end loyalitet for deltagere i realityprogrammet Paradise Hotel.
Det samme kan man næsten sige om Inger Støjberg, der i et interview med TV 2 anklager Troels Lund Poulsen (V) og Mona Juul (K) for decideret illoyalitet over for den blå familie.
Hun mener, at Venstre og De Konservative bør tage hjem og pleje den blå familie i stedet for at deltage i regeringsforhandlingerne..
Begge partier har i denne uge deltaget i regeringsforhandlinger med Mette Frederiksen.
Nu lyder kritikken fra Støjberg:
»Der er to partier, nemlig Venstre og De Konservative, der i øjeblikket overvejer, om de skal slå hul på fundamentet. Og det vil jeg kraftigt advare dem mod at gøre,« siger Inger Støjberg.
Dermed gentager hun sit budskab fra valgkampen, hvor hun også opfordrede V og K til at afsværge et samarbejde med Socialdemokratiet.
De Konservatives politiske ordfører, Mette Abildgaard, skriver til TV 2, at de blå kolleger »kan være helt rolige«, og at partiet arbejder for en borgerlig regering.
Det er uenighederne mellem Dansk Folkeparti og Moderaterne, der blokerer for den blå konstellation, skriver Venstres fungerende politiske ordfører, Sophie Løhde, til TV 2.
Troels Lund er »rystet«
Venstres formand, Troels Lund Poulsen, er fortsat sygemeldt efter en akut øjenoperation.
Det har nu udviklet sig til et lille drama.
På X skriver Troels Lund, at han er »rystet« over en kommentar fra Jacob Bruun, der er politisk kommenator i DR-podcasten ”Magten”.
»Jeg synes jo, at det var rigeligt svagt, at han (Troels Lund, red.) ikke var til de forhandlinger der. Undskyld mig, hvis han har ondt i øjet,« lød det fra Jacob Bruun, der er tidligere særlig rådgiver for Lars Løkke.
Nu undskylder han i en kommentar Troels Lunds X-opslag:
»Vil gerne undskylde mit ordvalg. Det kom for hårdt ud i podcasten Magten. Rokker ikke ved, at jeg synes, at det er et svaghedstegn, at Venstre bliver nødt til at forhandle regering uden formanden, men det skulle jeg have formuleret anderledes. Undskyld og god bedring.«
Lars Løkke kom også partiformanden til undsætning med en støttende kommentar:
»God bedring, Troels. Og kan bekræfte, at du er fuld operationel på telefonen« efterfulgt af en smiley, der græder af grin.
Det var dagens politiske overblik.
Rigtig god weekend.
De bedste hilsner,
Alma Carmen Christensen
Journalist, Jyllands-Posten