Fortsæt til indhold
NB-Borgen nyhedsbrev

Dahlin som V-formand?

Dahlin som V-formand?

God eftermiddag

Det er 9. april, solen skinner, og Danmark er heldigvis frit.

Det skal man minde sig selv om netop i dag, 86 år efter Nazitysklands besættelse af Danmark og i en tid, hvor den store verden rumler, mens vores egen lille andedam gudskelov er mere rolig.

Her kommer dagens politiske overflyvning.

  1. Trump med nye kommentarer om Grønland
  2. V-politiker: Dahlin bør være formand
  3. Elendig nyhed for elnettet, dig og den grønne omstilling

Trump kalder Grønland et dårligt drevet »stykke is«

Donald Trump har igen skrevet om Grønland på sociale medier. Foto: REUTERS/Kevin Lamarque

I nat dansk tid kastede Donald Trump sig igen over Grønland på sit eget sociale medie, Truth Social.

Anledningen var et overstået krisemøde med Nato-generalsekretær Mark Rutte i Det Hvide Hus.

Trump har været rasende over, at Nato-allierede ikke har støttet USA militært i krigen mod Iran, hvor en våbenhvile pt. har sat kamphandlingerne på pause.

Den manglende støtte i Iran hænger tilsyneladende sammen med Trumps ønske om at overtage Grønland, skriver USA’s præsident på Truth Social.

I vanlig stil i VERSALER og med masser af udråbstegn!!!

»NATO WASN’T THERE WHEN WE NEEDED THEM, AND THEY WON’T BE THERE IF WE NEED THEM AGAIN. REMEMBER GREENLAND, THAT BIG, POORLY RUN, PIECE OF ICE!!! President DJT«.

Oversat til dansk:

»NATO var der ikke, da vi havde brug for dem, og de vil ikke være der, hvis vi har brug for dem igen. Husk Grønland, det store, dårligt drevne stykke is!!! Præsident DJT.«

Aaja Chemnitz, der indtil for nylig sad i Folketinget for det grønlandske venstrefløjsparti IA, er rasende over opslaget:

»At insistere på at kalde vores hjemland for et stykke is, der er dårlig drevet, viser igen den manglende respekt for vores land,« skriver hun på Facebook.

Summa summarum: Intet tyder på, at Donald Trump har glemt Grønland.

Venstre-byrådsmedlem kræver formandsskifte

Venstre fik et helt igennem elendigt folketingsvalg.

10,1 pct. af stemmerne. Det dårligste valg nogensinde.

Nu begynder kritikken at vende sig mod makkerparret Lund&Lose – formand Troels Lund Poulsen og næstformand Stephanie Lose.

I hvert fald hos Niels Martin Vind, der sidder i byrådet for Venstre i Fredericia.

»Troels og Stephanie tog prisværdigt ansvar, da der var mest brug for det og er dygtige ministre, men jeg kan ikke mærke dem udstråle venstrepolitik. Derfor bør vi have en anden i spidsen,« skriver han i et debatindlæg i Jyllands-Posten.

Niels Martin Vind har endda et bud på, hvem der i stedet skal være formand:

»Jeg kan mærke Morten Dahlin, og det er jeg overbevist om, at resten af Danmark også kommer til.«

Morten Dahlin, en af Venstres helt store profiler, afviser over for TV 2 al snak om et formandsskifte.

»Jeg bakker fuldt og helt op om vores formand og næstformand, som jeg mener, er de helt rigtige til at stå i spidsen for vores parti.«

Energinet får hård, hård kritik

Ok, det her kan måske lyde lidt tungt og kedeligt. Men det er vigtigt, så læs med.

I dag har Statsrevisorerne udtalt »skarp kritik« af Energinet.

Energinet er det statslige selskab, der ejer, driver og udbygger el- og gasnettet i Danmark. Kort sagt er et velfungerende Energinet helt centralt for den grønne omstilling.

For hvad hjælper det at bygge vindmøller, energiøer eller solcelleparker for milliarder af kroner, hvis ikke den grønne strøm kan sendes rundt i landet?

Vil det brintrør, som Energinet skal bygge gennem Sydjylland, og som skal sende grøn brint til Tyskland, blive færdigt til tiden?

Cirka 70 pct. af Energinets projekter er forsinkede. Tilmed er forsinkelserne i gennemsnit på små 2,5 år, skriver Statsrevisorerne.

En ting er, at det er nedslående nyt for klimaet og den grønne omstilling.

Et udbygget elnet er nemlig »en central forudsætning« for at nå 2030-klimamålet, skriver Rigsrevisorerne.

Noget andet er, at det kan gå ud over din pengepung. Energinets projekter er blevet omkring 10 mia. kr. dyrere end planlagt – penge, der i sidste ende skal betales af private og virksomheder over en dyrere elregning.

Ansvaret? Det ligger bl.a. hos Klimaministeriet, der »gentagne gange« er blevet gjort opmærksom på forsinkelserne, men »har reageret for sent«, skriver Statsrevisorerne.

Av, av, av.

Det var alt for i dag, god eftermiddag og aften

Anders Redder, journalist på Jyllands-Postens Christiansborg-redaktion