V-pressemøde kørte af sporet
V-pressemøde kørte af sporet
God eftermiddag
Dansk politik er åbenbart reality-tv.
For TV 2 har i dag premiere på ”Højskolen”. Et tv-program hvor alle landets partiledere har været samlet i 24 timer på Ryslinge Højskole.
Nu har jeg engang selv været på et ægte højskoleophold, og dengang jokede vi også med, at de fem måneders intense samvær føltes lidt som et sindssygt reality-tv-format.
Jeg tror så, at vi lavede en del ting på det højskoleophold, jeg alligevel ikke tror, partilederne har kastet sig ud i... Men hvem ved?
Det får vi svar på i aften.
Først skal du have et politisk overblik – det kommer her:
- V-pressemøde handlede om homorygter, DF og droner
- Administrationen var dyrere end resultatet
- S-bagland vil have opgør med pensionsalder
V-pressemøde handlede om homorygter, DF og droner
Vi begynder hos Venstre.
For der var tydeligvis lagt en plan, da formand Troels Lund Poulsen og næstformand Stephanie Lose stod klar på Bordings Friskole (der altså ligger på Østerbro i København og ikke i Jylland) til at præsentere Venstres folkeskoleudspil.
Pressemøde i et meget lille klasseværelse? Tjek. Børnetegninger i baggrunden? Tjek. Roll-ups med Venstres logo og kampagneslogan? Tjek, tjek.
Formandsskabet fik da også fortalt, at V vil afsætte 5 mia. kr. til en to-lærer-ordning og til at afhjælpe folkeskolens inklusionsproblemer.
Men da det kom til den del af pressemødet, hvor journalisterne må stille spørgsmål, skete der noget med planen.
En journalist spurgte, hvad Troels Lund Poulsen tænker om Dansk Folkepartis ultimative krav om en nettoudvandring af muslimer fra Danmark.
Og hvad gjorde Troels Lund? Ja, han svarede på spørgsmålet.
Således var ballet åbnet for alt andet end folkeskoleudspillet.
En anden journalist spurgte derfor, om han havde tænkt sig at give en undskyldning til Helle Thorning-Schmidt og hendes mand over hele skatte- og homorygtesagen fra 2011.
Og en tredje ville vide, hvorfor en rapport om, hvad der skete i luftrummet over de danske lufthavne den famøse dronenat i september, var blevet udskudt til efter valget.
Det er ikke specielt kontrafaktisk at spekulere over, hvad f.eks. Lars Løkke Rasmussen ville have gjort i sådan en situation.
For det skete f.eks. i sommer, hvor alle ville tale om Fonseca-sagen, imens Løkke præsenterede en udviklingspolitisk strategi.
Hvad gjorde Løkke?
Ja, han nægtede at svare på alt, der ikke handlede om den nye strategi. Og så gik han.
Administrationen var dyrere end resultatet
Vi hopper en tur over til Socialdemokratiet.
For tilbage i 2022 indførte den daværende regering en ordning om statsgaranterede lån til huskøb på landet.
Det skulle gøre det muligt for f.eks. yngre par at få lov til at købe hus, hvis banken sagde nej, selvom privatøkonomien ellers så fornuftig ud.
Nu har mine kolleger Mads Bonde og Frederik Fogde tjekket op på, hvor mange huse, der så er blevet købt på denne ordning.
Svaret?
To styks.
Ja, faktisk er der blevet brugt flere penge på at administrere ordningen end på at få de her unge mennesker til at købe hus på landet.
Det kan du læse meget mere om her.
S-bagland vil have opgør med pensionsalder
Vi bliver i Socialdemokratiet, men hopper en tur ud i baglandet.
For imens rygterne fyger lystigt rundt på Christiansborgs gange om et pensionsudspil fra socialdemokraterne, har DR spurgt partiets lokalforeningsformænd, hvad de tænker, der skal ske med pensionsalderen.
Af dem, der har svaret, lyder svaret fra de fleste, at pensionsalderen skal fastfryses på 70 år.
Næstflest synes, at pensionsalderen skal være lavere end 70 år.
Måske synes de, at tingene skal være som i dag, hvor man i udgangspunktet kan gå på pension som 67-årig?
Jeg er spændt på Socialdemokratiets udspil.
For en ting er, at vi er mange, der gerne vil vide, om vi virkelig skal arbejde, til vi fylder 70. Eller endnu længere.
En anden ting er, om det her er endnu en ting, hvor S-partitoppen ikke er heeeelt kalibreret med baglandet.
Det tror jeg, vi snart finder ud af.
Det var alt for i dag. Tak fordi du læste med.
Med venlig hilsen
Mathilde Hougaard Boesen
Politisk reporter, Jyllands-Posten