Værtshusejere: Bander truer os og kræver beskyttelsespenge
Nørrebro-værtshuse trues af unge indvandrere, der kræver penge og råber op om sharialov. Brutalt drab på dansk professor i USA. Tønders borgmester er pludselig død.
Vil du have Briefing i din indbakke alle hverdage? Meld dig gratis til Premiums nyhedsbrev hver morgen og middag og få nyhedsværtens eksklusive overblik på tre minutter.
Værtshusejere på det ydre Nørrebro har i måneder forsøgt at få Københavns Politi til at gribe ind over for en gruppe helt unge med indvandrerbaggrund, der har udsat mindst to værtshuse for trusler, chikane, hærværk og afpresning ved højlys dag, beretter Radio24syv.
Tre værtshusejere og ansatte står i dag frem i radioen og fortæller om truende unge, der kaster kanonslag ind ad døren, brosten gennem ruderne eller cykler mod ruderne. Heidi Dyrnesli fra Café Heimdal ved Nørrebro Station i København oplevede fornylig, at nogle unge kom ind på hendes bar og krævede, at alle gæster skulle forlade stedet, fordi »Nørrebro hører under sharia, så der ikke måtte drikkes alkohol.«
Værtshusejerne har mange gange anmeldt episoderne til politiet, men oplever, at det lokale politi aldrig dukker op eller reagerer langsomt på anmeldelserne. Hos lokalpolitiet på Nørrebro siger politikommissær Peter Veje, at han godt forstår frustrationen, men at de skyldige jo skal tages med »fingrene i kagedåsen, og det har vi meget svært ved. De tager jo benene på nakken, inden vi kommer.« Peter Veje vil dog tage sagen op med kolleger i andre dele af politiet, men understreger, at politiet har »rigtig mange ting« at tage sig af på Nørrebro, og »vi har kun de resurser, vi har.«
Vi skal til USA, hvor et bestialsk drab på en 76-årig dansk professor har vakt stor opsigt. Den pensionerede kvindelige danske professor, der arbejdede som underviser på det lokale Quincy College, blev i fredags dræbt af mindst 35 knivstik på sin bopæl i Plymouth i delstaten Massachusetts. Det lokale politi betegner ifølge Boston Globe drabet som »ufatteligt brutalt« og mistænker danskerens 24-årige nabo for drabet.
Han har en fortid med psykiske problemer og har flere gange truet med at begå selvmord. Fredag aften fandt politiet hans bil efterladt på en bro over en flod, og vidner har fortalt, at de hørte et stort plask næsten samtidig med, at politiet fandt bilen. Liget er dog endnu ikke fundet, og derfor betragter politiet ham stadig som mistænkt, skriver metroxpress.
Vi bliver i USA, hvor den nærmest uendelige føljeton af primærvalg i nat fortsatte med en sejr til Bernie Sanders over Hillary Clinton i demokraternes primærvalg i West Virginia. Sejren er erklæret af medier som MSNBC, Fox News og CNN, men den ændrer næppe Clintons endelige sejr, skriver CNN. Ikke overraskende vandt Donald Trump republikanernes primærvalg i West Virginia og Nebraska – han er partiets eneste tilbageværende kandidat.
Dagens debathistorie kan meget vel være Jyllands-Postens tophistorie, der stiller spørgsmålet: Skal vi have en fælles ungdomsuddannelse? Altså, at alle unge begynder i samme uddannelsesspor med linjer, der forbereder til henholdsvis videregående uddannelse og til håndværkerfagene. Det mener en række eksperter, som JP’s mand på uddannelsesområdet, Morten Vestergaard, har talt med. Får vi en fælles ungdomsuddannelse, vil vi være på linje med forholdene i Sverige, Norge og Finland.
Finans har i dag en spændende historie om det såkaldte Udkantsdanmark, hvor befolkningstallet efter en årrække med stagnation og affolkning nu igen stiger. Det fremgår af en redegørelse fra erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V), men eksperter er dog skeptiske og advarer mod at konkludere for optimistisk på baggrund af tallene.
Føljetonen om de forsinkede sporarbejder på Østfyn fortsætter i dag, men der er dog fremskridt, meddeler DSB. I dag kan der køre ét lyntog i timen mellem Odense og Nyborg, hvor Banedanmark kæmper for at få de sidste reparationer på plads. Passagerer i alle andre tog skal fortsat over i togbusser mellem Odense og Nyborg.
Efter en kort pause er prisstigningerne på fast ejendom vendt tilbage, fremgår det af ejendomsmæglerkæden Homes seneste prisindeks. Fra marts til april steg huspriserne på landsplan med 2,1 pct., mens lejligheder steg med 1,1 pct. Den kraftige stigning kommer oven på et fald i priserne i marts. Sammenlignet med april 2015 ligger huspriserne 3,3 pct. højere.
Var et omfattende og spektakulært tyveri af flere end tusinde værdifulde og uerstattelige dokumenter fra Rigsarkivet i virkeligheden et bestillingsarbejde? Det kunne meget tyde på, skriver Berlingske, som har gennemgået dokumenterne i sagen, der i 2013 førte til domme på to år og 21 måneders fængsel til to mænd med tilknytning til rockermiljøet. Berlingske har i sagens akter nu fundet et brev fra en af de dømte arkivtyve, der indikerer, at tyverierne af flere hyldemeter dokumenter om krigstidens danske nazister var bestilt arbejde.
Et dødsfald: Tønders borgmester siden 2009, Laurids Rudebeck (V), døde tirsdag aften, bekræfter kommunens kommunaldirektør over for Jydske Vestkysten. Dødsfaldet kom helt uventet, for den meget fysisk aktive Rudebeck var kun 56 år og var i gang med at træne sig op til en halv ironman, skriver avisen.
Så er Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, på spil igen. I en tv-transmitteret tale fra hovedstaden Ankara krævede han i går, at tyrkiske statsborgere senest fra oktober skal kunne rejse til EU uden visum. Det har været målet, at tyrkerne skulle have visumfrihed fra udgangen af juni, hvis Tyrkiet inden da også opfylder de sidste 5 af 72 kriterier for at opnå det, skriver Reuters.
Mere Europa: En ny arbejdsreform blev i går vedtaget per dekret af Frankrigs regering, og den metode blev modtaget med råb og piften i det franske parlament, skriver Financial Times. Reformen vil blandt andet gøre det nemmere for arbejdsgivere at fyre og ansætte medarbejdere.
Lidt erhverv:
En af Danmarks største eksportvirksomheder, Carlsberg, oplevede i Østeuropa en vækst på 20 pct. i årets første kvartal, skriver Finans. Østeuropæernes tørst var med til at drive Carlsbergs nettoomsætning i kvartalsregnskabet frem med 2 pct., mens mængderne faldt med 2 pct. til 29,3 mio. hektoliter. »En solid start på vej mod bedre balance mellem markedsandel, bruttomargin og indtjening,« brummer Carlsbergs koncernchef Cees 't Hart tilfreds.
Og så var det i aftes, at Premier League-klubben West Ham tog afsked med sin hjemmebane igennem mange år, Upton Park. Det skete med hooligans pinlige angreb på spillerbussen fra modstanderholdet, Manchester United. Fodboldbøller kastede med flasker og dåser mod bussen, da den ankom til stadionområdet. West Hams ledelse har varslet livsvarige karantæner til de skyldige.
Inde på grønsværen takkede West Hams spillere af med en sejr på 3-2, og det tidligere mesterhold måtte derfor se sine chancer for at kvalificere sig til næste sæsons Champions League glide over i hænderne på rivalerne fra Manchester City. Mange West Ham-fans har på Twitter taget afsked med det gamle stadion. En af dem har lagt et gammelt videoklip ud, hvor man på fantastisk vis ser en tilskuer heade en vildfaren bold tilbage på banen. »Jeps, det var mig,« skriver West Ham-tilhængeren.
DET ER SKET I NAT
Tre personer blev i nat dræbt ved to voldsepisoder ved et indkøbscenter og i et nærliggende hus i byen Taunton 60 km syd for Boston i USA. Mindst fire mennesker blev stukket ned i angrebene, og den formodede gerningsmand - der er mellem de tre dræbte - blev skudt af en betjent i civil , oplyser nyhedsbureauet Reuters.
En 32-årig mand fra lokalområdet blev i nat anholdt i Ringparken i Holstebro efter en fire timer lang politiaktion. Kort før klokken et i nat lykkedes det betjente at anholde manden, der var mistænkt for at være i besiddelse af skydevåben, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.
Når den verdensberømte filmfestival i Cannes onsdag aften officielt går i gang, bliver det med skærpet sikkerhed som aldrig før, skriver The Guardian. Franskmændene er særligt opmærksomme på sikkerheden efter terrorangrebet i Paris i november, hvor 130 mennesker blev dræbt. Det er 69. gang, filmfestivalen finder sted, hvor blandt andet Den Gyldne Palme skal uddeles. Den danske filminstruktør Nicolas Winding Refn deltager i hovedkonkurrencen med sin nye film, »The Neon Demon«.
Bangladesh har henrettet lederen af landets største islamistiske parti, Motiur Rahman Nizami, for forbrydelser begået under landets befrielseskrig mod Pakistan i 1971. Det oplyser regeringen i hovedstaden Dhaka. Tusinder af politisoldater er udkommanderet for at opretholde ro og orden på Nizamis tilhængere efter henrettelsen, fordi henrettelsen kan blive mødt med voldsomme reaktioner fra Nizamis tilhængere, siger iagttagere ifølge Reuters.
DET SKRIVER ANDRE MEDIER OM
- Berlingske: Rusland vil trække hovedparten af sine tropper hjem fra Syrien, lovede landets præsident, Vladimir Putin, for to måneder siden, men russerne bomber stadig massivt i Syrien, og det har givet Syriens præsident, Bashar Al-Assad, overtaget i krigen.
- Politiken: Da tyve i juli sidste år lagde en værdifuld bronzebuste fra Glyptoteket ned i en køjesæk, kunne de i ro og mag forlade museet, som ikke opdagede noget, viser aktindsigt. Tyveriet blev først opdaget efter 12 dage.
- Børsen: En lukning af gasfelterne Tyra vil lægge en dæmper på Maersk Oils investeringer i den danske del af Nordsøen og dermed koste arbejdspladser, siger direktøren.
- DR Nyheder: Regeringen sløjfer målet om at inkludere 96 pct. af eleverne i folkeskolen, siger Anni Matthiesen, der sidder i Børne- og Undervisningsvalget for Venstre. Udmeldingen kommer dagen før, at regeringens egen ekspertgruppe fremlægger sine anbefalinger for den fremtidige inklusion i folkeskolen, og her bliver det anbefalet at droppe dem. I stedet skal fokus være på hver enkelte elev.
- Information: I 1960’erne var parallelsamfund noget positivt, der skulle forbedre Danmark. I dag dækker begrebet over en nærmytologisk frygt for »sorte huller på landkortet«, som truer vores eksistens. Ny ph.d.-afhandling kortlægger for første gang opblomstringen af et centralt, men ifølge forskeren dårligt defineret, begreb i indvandrerdebatten.
DET SKAL DU HOLDE ØJE MED I DAG
Europaparlamentet stemmer om den endelige vedtagelse af det nye Europol-samarbejde. Regeringen har herefter et år til at få en ny aftale på plads for at undgå, at Danmark ryger ud af Europol.
Den neddroslende prins Henrik afholder reception for Verdensnaturfonden.
Højesteret afsiger dom i en den første af en række store sager om hashhandel i Christiania. Domstolen skal afgøre, om en person kan være medansvarlig for salg af hash, selv om man kun er set få gange i en bod, og selv om personen for eksempel er bortrejst i flere måneder. 10i personer får dom.
Vil du have Briefing i din indbakke alle hverdage? Meld dig gratis til Premiums nyhedsbrev hver morgen og middag og få overblikket over de vigtigste historier. Har du tips, tricks eller bemærkninger til Briefing, så skriv til premium@jp.dk. Vi svarer altid.