Fortsæt til indhold
Mad & Vin

Danmarks bedste rødvin - sjette runde

To garvede vinsmagere har sat sig for at kåre Danmarks bedste rødvin.

Anders Halskov og Nana Wad

Efter forrige uges sejr til spanske La Garnacha Salvaje del Moncayo som vandt i en gruppe af europæiske latinske hold, er denne uges kamp sammensat af vin på tværs af Atlanten.

Kære læser, det er tid til vinkamp på højt internationalt niveau. I boksen sidder Anders og Nana med bind for øjnene og camouflerede flasker fra USA, Italien, Spanien, Frankrig og Argentina. Dét ved dommerne i smagende stund ikke en pind om, så her er der helt uden forkærlighed eller fordomme åben kamp mellem Europa og las America(s). Må det bedste hold vinde og lad os lige få dem præsenteret.

Two Vines Merlot, 2013 Washington State, USA. Forhandler Vinoble. Pris kr. 99,00.
Domaine du Seminaire Valreas, 2015, Cotes du Rhone Villages, Frankrig. Forhandler HJ Hansen. Pris kr. 100,00.
Catena Malbec 2013, Mendoza, Argentina. Forhandler Phillipson Wine. Pris kr. 99,95.
Finca Barcara, Time waits for no one, 2014. Jumilla, Spanien. Forhandler Laudrup Vin. Pris kr. 119,00.
Negroamaro I TratturiI, Feudi di San Marzano, 2015. Apulien, Italien. Forhandler Vinoble. Pris kr. 89,00.
Cline Cellars Zinfandel 2014. Lodi Valley, USA. Forhandler Vinoble. Pris kr. 99,00.

Gruppe F blev kickstartet af repræsentanter fra Californien og gode gamle Côtes du Rhône. Her blev det ubetinget sejr til franske Seminaire Valeras over Two Vines Merlot. Two Vines er en aldeles velsmagende og glimrende vin, men mangler personlighed på samme niveau som Seminaire Valeras, der øjeblikkeligt brillererede med markant tannin og flot frugt.

Så var det Syditalien der mødte det andet californiske hold i en uafgjort kamp. Negroamaro I TratturiI Feudi og Cline Zinfandel stod lige i kvalitet og stil; begge vine er drikkevenlige, smidige og behagelige.

Næste kamp var der særdeles format over, og måske var det gruppens bedste kamp, da Argentinas Cantena Malbec mødte spanske Finca Barcaras, ” Time Waits for No One. De henrykte dommere er enige om, at Cantana er moden, tætpakket, cremet og lækker med lang finish og at det her er vin i elegant laudrupsk spillestil. Men det går også rigtig godt på den anden banehalvdel hvor ”Time Waits for No One” på spansk monastrell-drue spiller råt, rustikt og sindssygt intenst. Ren og flot vin, men med tilsvarende vidunderlig smidighed, i dyst mod overlegen lækkerhed fra Cantena-holdet. En kamp med imponerende mange mål, bølge og fest på begge publikumstribuner. Simpelthen umulig at dømme andet end uafgjort.

Og sådan fortsætter ”Time Waits For No One” sit flotte, rå, rustikke spil af et tætpakket hold spillere med både charme, talent og personlighed, der hver gang indtager grønsvær og vinglas ubesværet. I kamp mod Cline Zinfandel vinder Time Waits For No One kampen, selv om Cline Zinfandel bestemt gør det godt med sin umiddelbare indbydende stil og smag af lækker, blød frugt.

Men Time Waits For No One scorer ubesværet, og det er næsten synd at Cline Zinfandel imens nærmest dribler kækt rundt på danseben i lidt for lette fodboldstøvler. Spanien vinder altså over USA, men Cline skal have ros for at være et godt sammensat og velspillende hold, altså en vin der ikke er en finger at sætte på kvalitetsmæssigt, og som vil falde i manges smag med sine bløde, behagelige, krydrede nuancer og harmoniske figur.

”Two Vines Merlot” og den syditalienske Negroamaro møder hinanden til Two Vines fordel, der outperformer sin modstander mod gode markeringer og bedre kvalitet. Negroamaro’en er en god vin fra Apulien og dommerne kan godt forstå den stiller op, for er der noget danskerne tilsyneladende holder af, er det krydrede, mørke syditalienere som denne. Gruppe F har bare for mange store personligheder, store vine der imponerer dommerne med råstyrke, kompleksitet og karakter, så Negroamaro ender sammen med Two Vines Merlot og Cline Zinfandel som de tre vine med færrest point.

Efter gruppens 15 kampe er det den spanske vin Finca Barcara, Time waits for no one fra det ikke helt så kendte område Jumilla, der vinder gruppen med 13 point. To vine deler andenpladsen med 8 point hver og da deres indbyrdes kamp ligeledes var uafgjort må holdene i omkamp. Det er Seminaire Valeros og Cantena Malbec, der må møde hinanden igen i en ”vind eller forsvind”-kamp. Begge vine er nogle af gruppens virkeligt gode, hvor dommerne i første møde glemte alt om sofistikerede gloser og bare mumlede ord som ”mega-lækker, mega-saftig, mega-flot, mega-charmerende” om begge vine. Presset til en afgørelse i omkampen bliver dommerne dog hurtigt enige om, at det er Catena Malbec, der går fra vinglasset som sejrherre, og dermed bliver gruppens runner up og går til ottendedelsfinaler sammen med ”Time Waits”.

En rigtig god gruppe at smage og dømme, hvor mange af vinene viste overraskende flot udvikling undervejs. F.eks. ender en af de sidste kampe med en dramatisk og forbløffende sejr til Two Vines over ellers stærke Cantena Malbec. Tiden i glasset har i den grad løftet Two Vines og det understreger endnu en gang, at intet er givet på forhånd, når vine møder hinanden i duel.

Afslutningsvis minder vi igen om, at alle vine bliver smagt mod hinanden, uvidende om hvad der befinder sig i glasset. Ingen fordomme, ingen favoritter. Læs med næste gang, når vinene fra næstsidste gruppe skal dyste om pladserne i ottendedelsfinalerne.

Gruppespillet i gruppe F

Vin 1 pointVin 2 point
Two VinesDomaine du Seminaire Valreas03
Two VinesCatena Malbec30
Two VinesTime Waits for no one03
Two VinesSan Marzano03
Two VinesCline Zinfandel11
Domaine du Seminaire ValreasCatena Malbec11
Domaine du Seminaire ValreasTime Waits for no one03
Domaine du Seminaire ValreasSan Marzano11
Domaine du Seminaire ValreasCline Zinfandel30
Catena MalbecTime Waits for no one11
Catena MalbecSan Marzano30
Catena MalbecCline Zinfandel30
Time Waits for no oneSan Marzano30
Time Waits for no oneCline Zinfandel30
San MarzanoCline Zinfandel11

Point gruppe F

Time Waits for no one13
Domaine du Seminaire Valreas8
Catena Malbec8
San Marzano5
Two Vines4
Cline Zinfandel2