Fortsæt til indhold
Mad & Vin

Mesterkokken Kofoed spiller fodbold og skater

Kreativ, filosofisk og med en helt særlig psyke. Rasmus Kofoed er ikke nogen mainstream-kok

»Det er fantastisk for os alle sammen. Nu vil jeg først nyde det og være glad sammen med personalet, så må vi se, hvad der sker.«

Sådan siger stjernekokken Rasmus Kofoed, der onsdag sikrede restaurant Geranium i København den tredje michelinstjerne. Geranium er nu i selskab med kun 115 andre restauranter i verden, der har tre stjerner.

Rasmus Kofoed fremhæver sit personale og lysten til at eksperimentere i køkkenet som grund til, at restauranten som den første i Danmark har fået tre michelinstjerner.

»Vi har nedbrudt grænserne mellem restaurant og køkken. Det var tidligere meget opdelt, men nu er det en ny tid, og det er vigtigt, at kokkene er synlige, så gæsterne kan se, hvem der laver maden. Kokkene skaber energi og stemning i restauranten,« siger han.

Bent Christensen, dansk gastronomis grand old man i en menneskealder og redaktør af Den Danske Spiseguide, beskriver Rasmus Kofoed som alt andet end en mainstream-kok.

»Han er kreativ, filosofisk og på mange punkter et usædvanligt menneske. Han skater, spiser vegetarmad og er rudolfsteinerbarn. Og han tænker over livet, dyrevelfærd, hvad vi spiser, og hvorfor vi spiser det. Det ligger dybt i ham.«

Bent Christensen kalder Geranium i København for verdens bedste restaurant.

»På Geranium kører det, som når Barcelona spiller fodbold,« siger han.

En helt særlig psyke

Bent Christensen har skrevet bøger om Rasmus Kofoed og har fulgt ham i årevis, bl.a. de tre gange han har stillet op til verdensmesterskabet for kokke, Bocuse d’Or, hvor han først vandt bronze, så sølv og fire år senere guld.

»Det kræver en helt særlig psyke. Da han vandt sølv, burde han have vundet guld, for han blev bortdømt af nogle franske luskerier,« lyder det fra Bent Christensen.

Rasmus Kofoed erkender da også, at han er et stort konkurrencemenneske, selv om det er blevet mindre med årene.

»Tre michelinstjerner har aldrig været et erklæret mål for mig, men jeg er et konkurrencemenneske og vil gerne gøre det så godt som muligt. Nu har jeg vundet det meste, man kan som kok, og jeg har brændt noget krudt af, så det fylder ikke så meget som tidligere. For mig er det vigtigt at gøre de ting, som jeg brænder for: At lave mad på restauranten og være hjemme hos min familie og finde en sund balance mellem arbejdsliv og familieliv,« siger han.

Fodbold og løb

Når Rasmus Kofoed ikke laver mad, slapper han med motion, og han synes ikke, at tilværelsen som kok på øverste niveau slider.

»Næ, for mig er det vigtigt at lave nogle andre ting end mad. Det hele skal ikke være arbejde. Jeg skal leve et liv ved siden mit køkkenliv for at være motiveret. Jeg spiller fodbold på et syvmandshold med nogle gamle venner, og jeg løber en del for at holde mig i god form. Jeg er trods alt 41 år, og så kan det være svært at følge med. Det er vigtigt for mig at være i bevægelse, men det er da ikke sikkert, at jeg bliver 91 år ligesom Paul Bocuse,« siger han.

Skateboard og rap

Rasmus Kofoed er også et musisk menneske. Sidste år rappede han en takketale, da han skulle modtage en præmie, og så er han vild med at stå på skateboard.

»Det har jeg gjort meget, men jeg har ikke så meget tid til det mere. Jeg tager altid skateboardet med til Roskilde Festival, hvor der er et ret fedt rampelandskab. Ellers kan det også være fedt at rulle ned ad en flad vej - det er der, jeg skal lære mine børn det,« siger han.

Helt vegetar er han ikke.

»Min kæreste, mine to børn og jeg spiser primært vegetarisk derhjemme. Jeg er vokset op med vegetarkost og holder meget af det. Jeg elsker grøntsager, og alle burde spise flere grøntsager og skære ned på kødet. Men det er ikke sådan, at jeg ikke må spise et stykke kød, hvis jeg har lyst til det eller er ude at spise.«

Stjerneskud på d’Angleterre

Rasmus Kofoed har flere signaturretter - en af dem er en kunstig knivmusling, hvor skallen kan spises, og indmaden er det rigtige muslingekød.

Kofoed blev 1997 udlært kok på det fornemme Hotel d’Angleterre på Kongens Nytorv i København. Siden blev han køkkenchef på Kroghs Fiskerestaurant i København og på selvsamme d’Angleterre. Begge steder røg han dog uklar med chefen.

På d’Angleterre opstod balladen, da chefen først krævede en club sandwich på menukortet og siden forlangte, at der skulle serveres stjerneskud. Det blev dråben, som fik bægeret til at flyde over for Rasmus Kofoed.