Kulturkamp blandt karafler

I den lille by Monkton, Maryland, USA, bor en mand med sin kone og sin bassethound, Hoover. Den store, kraftige mand kan med sine 120 kilo ikke skjule, at han holder af god mad og vin, men er i øvrigt forholdsvis anonym i nabolaget. Han er lykkeligt gift med sin ungdoms kæreste Pat, han arbejder hjemmefra, rejser en del, holder af at invitere gode venner til middag og elsker at høre Neil Young til arbejdet, særligt "Rust Never Sleeps" fra 1979, hvis heftige, larmende guitarsoloer efter hans eget udsagn holder vanviddet fra døren for en stund.

Manden hedder Robert M. Parker Jr. En ærkeamerikansk dreng fra landet, der er vokset op i beskedne om ikke fattige kår, uddannet jurist og advokat og i dag den mest indflydelsesrige kritiker i verden overhovedet, alle kunstarter medregnet.

Men Robert M. Parker Jr. beskæftiger sig kun med vin. Hans dom styrer ikke bare prisdannelsen, men har påvirket selve opfattelsen af, hvad der er god smag. Og hvordan man skaber den.

Den store Paris-smagning

Historien kunne også begynde et andet sted.

I 1976 arrangerede englænderen Stephen Spurrier en vinsmagning i Paris. Spurrier er et typisk eksempel på de englændere, der i en årrække dominerede vinbranchen; aristokratisk, dannet (og universitetsuddannet), orienteret mod de klassiske vine fra Bordeaux og aktiv med forskellige interesserer i branchen: skribent, konsulent, underviser og vinhandler, sidstnævnte aktivitet dengang med hovedsæde i Caves de la Madelaine i Paris.

Det var en usædvanlig vinsmagning, Spurrier havde sat sig for at organisere. Formelt i anledning af 200-året for den amerikanske uafhængighedserklæring, reelt naturligvis også for at promovere sin forretning.

Da Spurrier indkaldte deltagerne, fortalte han dem først ikke akkurat hvor revolutionerende, hans projekt faktisk var. Nemlig en smagning af de bedste amerikanske vine mod de bedste franske af samme type. De indkaldte dommere, som talte de mest respekterede franske navne i branchen, fik først lige inden smagningens begyndelse at vide, at de ikke bare skulle smage store vine, men også være dommere i en landskamp.

Men de gik med på spøgen, selv om mange franskmænd af forskellige grunde fandt ideen anstødelig.

Smagningen foregik blindt, altså med skjulte etiketter.

Og der sad de så, Frankrigs ypperste eksperter, og sniffede, kom med kommentarer og gav karakterer, og de var sikre i deres sag.

»Denne her er fra Napa Valley, den har jo ingen næse,« udbrød én, da han smagte, hvad der viste sig at være Batard-Montrachet (Bourgogne). »Ah, endelig hjemme i Frankrig,« sagde en anden, da han smagte en amerikansk chardonnay, mens en tredje om en cabernet sauvignon fra Napa Valley udtalte, at den var et levende bevis på »Frankrigs storhed.«

De amerikanske vine vandt. Ikke stort, men de vandt, og først og fremmest faldt de ikke igennem. I de fleste tilfælde blev de altså ikke engang genkendt som værende netop amerikanske, læs: underlødige eller andenrangs.

Rasende reaktion

Resultatet gav genlyd, så det stadig kan høres i dag, 30 år senere. Der var reportager både i CBS Nightly News og i Time Magazine, og de deltagende amerikanske flasker opnåede at blive udstillet på Smithsonian Institute i Washington D.C.

Ganske vist havde amerikanere allerede gennemført lignende smagninger, men det var sket med amerikanske dommere og på amerikansk grund, og ingen i Europa havde taget videre notits af det. Dette her var noget andet. Franskmændene var blevet gjort til grin, ikke bare i deres eget land, men af deres egne vineksperter.

Flere af dommerne protesterede da også som rasende, da resultatet forelå, og mange søgte at ændre deres karakterer eller nægtede at udlevere deres skemaer med smagenoter. For franskmændene var det ikke kun nederlaget, men i virkeligheden også hele ideen, der var anstødelig.

»Det er meget amerikansk, dette med, at der altid er en, der skal være den bedste,« sagde en fransk kritiker, der tilføjede, at det svarede til, hvis en mand sad højtråbende ved et middagsselskab og gav karakterer til sine elskerinder.

100 point

Men netop denne idé, at den ene vin er bedre end den anden, og at der kan udnævnes en vinder, kom franskmændene til at lære at leve med. Med vinskribenten Paul Lukacs' ord, så skete der det, at smag nu ikke længere var en funktion af historien, men kunne isoleres til væsken i glasset - vinen i sig selv og ikke det, den repræsenterede.

Nogle få år efter Spurrier-smagningen fik nemlig Robert Parker Jr. sit gennembrud og med ham en helt ny måde at vurdere vin på. Nok havde eksperterne tidligere givet karakter og stjerner til de vine, de smagte, for at give indtryk af kvaliteten, men Robert M. Parkers grad af detaljering var uset. Inspireret af det amerikanske skolesystem fik han med ét slag et amerikansk publikum i tale, da han tildelte vine point efter samme system, som man i USA vurderer en skoleelev. Alle kendte det, og alle forstod det.

50 point får man for at møde op eller i vinens tilfælde for at være i glasset. Herefter kan opnås op til 100 point for diverse egenskaber, duft, smag osv. Resultatet bliver et tal, som man kan forholde sig til, på samme måde som man kan forholde sig til en eksamenskarakter.

En af Parkers kritikere var og er Michael Broadbent, en høj, mager og aristokratisk englænder, direktør i auktionshuset Christies og en klassisk old school-brite, hvis konservatisme kan beskrives alene gennem det faktum, at han har døbt sin søn Bartholemew. Michael Broadbent har sin faste klumme i vinbladet Decanter, hvor teksten flankeres af billedet af direktøren i nålestribet jakkesæt og cykelklemmer, højt hævet på sort herrecykel med kurv.

»Der findes ikke en 94 points vin,« siger han til Elin McCoy i bogen "The Emperor of Wine", den første biografi om fænomenet Parker - og en bog, som med fuld ret er blevet kaldt en stor amerikansk fortælling.

Broadbent angriber det, der er blevet kaldt »myten om den objektive bevidsthed.« Altså troen på, at man kan måle smag og indtryk, som man måler indholdet af alkohol eller ph-værdien.

Selv bruger han ikke 100-point-skalaen, og han taler ikke om vin i de samme direkte vendinger, som Robert Parker brugte især i begyndelsen.

Men Broadbent har heller ikke de samme skrupler, når det gælder sammenblanding af interesser. De englændere, der dominerede vinpressen i halvfjerdserne, var med deres dybe involvering i branchen og deres utallige kasketter - meget langt fra traditionelle journalistiske idealer om uafhængighed.

Forbrugernes talerør

Netop uafhængigheden var og blev Robert Parkers raison d'étre.

Parker så sig selv som oprører, som den demokratiske revolution i en aristokratisk vinverden. Mens de engelske skribenter var pot og pande med de fine slotte og kun kendte til varierende grader af vidunderlig, så var Parkers kommentarer anderledes farverige og kritiske. En vin havde f.eks. »lige så meget finesse som en liderlig flodhest,« og så var det lige meget, om den havde et fint, gammelt navn og en lang historie.

»Hvis vinen er dårlig, så siger jeg det,« proklamerede amerikaneren.

Parkers tilgang til vines verden er inspireret af forbrugeradvokat Ralph Nader, og det var fra begyndelsen Robert Parkers mål at være netop dette, forbrugernes talerør, i en verden af billige tillægsord og opskruede priser på noget, der kun var renomme, ikke reel kvalitet. Parker er vokset op i skyggen af Watergate-skandalen med dens sorte lektie om sammenblanding af interesser, det påvirker ham den dag i dag.

Og Robert M. Parker Jr. blev en succes.

Broadbent har selvfølgelig ret i, at en 94 points vin ikke findes. Dertil er faktorerne omkring vin ganske lige så talrige og variable, som var det poesi. Men er forestillingen, om at vin kan tildeles point, falsk - så virker den til gengæld. Ingen kan forklare forskellen på 93 og 94 point, men alle kan forholde sig til, at 94 er mere end 93 point.

Og hvis Parker havde troet - som han utrætteligt gør opmærksom på i sit eksklusive tidsskrift The Wine Advocate, vinens uillustrerede svar på Statstidende, fyldt med smagenoter og point - at smagenoterne ville komme til at stå i forgrunden, så tog han fejl; både hans læsere og i sidste ende også hans kritikere tog 100 point-systemet til sig.

Der blev afholdt 1.000 points middage, hvor 10 vine blev serveret, alle med karakteren 100 fra Robert Parker. Rige samlere delte deres vinkældre op, ikke efter område, men efter Parkers karakterer. Vinhandlere solgte deres vin med angivelsen af Parkers point, alt over 95 blev revet væk, alt under 90 point samlede støv på hylderne og var nærmest usælgeligt. Annoncer med en ordlyd som »90 Parker-point for 60 kroner« er ikke ualmindelige, heller ikke herhjemme, og i den ligning forsvandt vinen selv.

Den amerikanske kritikers magt over branchen steg og steg, og i dag har hans ord en vægt, så de skaber, hvad de nævner. Han kan skabe en kultvin på én dag. Et eksempel er Screaming Eagle i Napa Valley, der har set en seks liters flaske solgt for en halv million dollars. Vinhuset er kun godt 10 år gammelt, og har altså ingen lang historie eller tradition, men Parker elskede vinen fra første årgang.

Og siden er prisen bare steget og steget.

Legetøj for yuppier

Robert Parkers indflydelse kunne især mærkes i Frankrigs største vinområde, Bordeaux.

Amerikaneren fik sit gennembrud med sin præcise forudsigelse af kvaliteten af 1982-årgangen, som mange andre kritikere bortdømte. Omtrent samtidig eksploderede interessen for vin - og for investering i vin. Den, der købte 1982-årgangen i en primeur, kan i dag inkassere en profit på et pænt stykke over 2.000 procent, i enkelte tilfælde væsentlig mere.

Bordeaux 1982 er vinverdenens svar på Microsoft-aktien, og den handles nogenlunde ligesådan.

I 1980'erne blev vinen et yndet legetøj for yuppier med mange penge og lyst til at bruge dem. Og hvad man savnede i viden om vin, i erfaring og i veludviklede smagsløg, det fandt man i Robert Parkers point. De villige købere kiggede blindt på 100-point skalaen og indrettede indkøbene efter den.

Salget af klassificeret Bordeaux-vin foregår i flere såkaldte trancher. De fineste slotte meddeler i flere omgange en pris på vinen i den nye årgang, som altså sælges ud lidt efter lidt, følende markedet på tænderne. I modsætning til andre vinområder er prisdannelsen i Bordeaux svingende som kurserne på aktiemarkedet. Den afhænger af stemningen på markedet, af kvaliteten, af mængden - og af Robert Parkers point.

I de senere år har de fleste slotte ganske enkelt ventet, til de forelå, før de meddelte prisen.

Derfor venter man i Bordeaux med bæven og forventning, når The Wine Advocate udkommer med hans vurderinger af de fadprøver, der er blevet præsenteret ved den årlige smagning af den nye Bordeaux-årgang. Det sker, før vinen er kommet på flaske, og allerede her handles den første gang, typisk med agenter som første aftager. Hvad der sker herefter er spekulation, gevinst eller tab.

Og forløbet er blevet så afhængigt af Robert Parker, at amerikaneren blev beskyldt for at svigte Bordeaux, da han blev væk fra smagningen i 2002 i sorg over begivenhederne den 11. september 2001.

Bidt af en hund

Ikke alle elsker ham i Bordeaux.

Da ejeren af det fornemme Château Cheval-Blanc, Jacques Hébrard, engang i begyndelsen af 1980'erne åbnede det nye nummer af The Wine Advocate, blev han rasende. Amerikaneren havde kaldt 1981-årgangen af den berømte St. Emilion-vin for både skuffende og middelmådig, og Hébrard følte, han måtte reagere.

Han ringede til Parker og krævede, at han kom tilbage til slottet for at smage vinen igen. Denne indvilgede modstræbende, for dagene som rejsende vinkritiker er lange nok i forvejen, men Parker har vel følt en forpligtelse til at rette en fejl, hvis han altså havde begået én.

Da Parker ringede på døren blev han ikke bare mødt af slotsejeren, men også af en rasende hund, der straks kastede sig over hans skinneben. Hundens ejer gjorde ingen mine til at stoppe den, men stod nogle meter bagved, rødglødende af raseri, og mens hunden bed sig fast, svingede Hébrard sit eksempler af The Wine Advocate og råbte:

»Dette ... dette er, hvad De har skrevet om min vin.«

Jacques Hébrard fastholder den dag i dag, at det var en meget lille hund, og at det slet ikke blødte. Parker siges på sin side gentagne gange at have fremvist et blivende ar.

Ar eller ej, Parkers magt i Bordeaux er enorm. Og med magt følger had.

Imidlertid er Robert Parker bekvem både at elske og at hade, fordi han personificerer en historisk udvikling. Man kan efter behag kalde det globalisering eller amerikanisering, under alle omstændigheder er det lettest at håndtere, hvis man kan sætte navn og ansigt på. Livet bliver nemmere, hvis man kan pege mod det modsatte fortov og sige: se, der går globaliseringen, det dumme svin.

Sikkert er det, at vin i de seneste 20 år er kommet til at smage mere ens. Ligesom McDonald's-burgere smager ens, hvor i verden man end kommer.

Mondovino

Spurrier-smagningen i 1976 var også med til at rokke ved franskmændenes utrættelige mantra; terroir.

Ordet er nærmest uoversætteligt. Det betegner en symbiose af jorden, klimaet, historien, druen og vinbonden, og tilsammen skaber disse faktorer en både mytisk og mystisk betydning. Når en franskmand taler om goût de terroir, siger han også, at nu er der ikke mere at diskutere.

Det er en tankegang, der er under pres.

»Vinen er død,« siger Aimé Guibert, vinbonde i Languedoc, Sydfrankrig.

»Og lad mig forklare, hvad jeg mener. Vin er - og har været - gennem årtusinder - et religiøst samhørighedsforhold mellem mennesket og jorden. Uden indgriben udefra. Men vinen er død nu.«

Krydsklip til en stor, grinende, skægget mand i en stor Mercedes. Han sidder og taler i sin mobiltelefon.

»De skal bare mikrooxidere,« siger han igen og igen. »De skal bare mikrooxidere.«

Manden i bilen hedder Michel Rolland, og scenerne (og klipningen, ikke mindst) stammer fra instruktøren Jonathan Nossiters mere end to timer lange dokumentarfilm "Mondovino", der stillede op til Cannes-festivalen sidste år. Som film og som politisk statement er den ikke meget mere afbalanceret end Michael Moores film, men i al sin forudindtagethed er den også ret underholdende.

Michel Rolland er såkaldt flying winemaker. Dvs. han fungerer som konsulent for flere end 100 vinerier rundt omkring i verden, som han mod (rigelig) betaling velsigner med sin opskrift på, hvordan man laver god vin.

Rolland er en af Robert Parkers gode venner, men hvad der formodentlig er vigtigere; de deler opfattelse af, hvordan god vin skal smage; kraftigt og med masser af moden frugt i forgrunden - sagt forenklet. Oh, to live on sugar mountain. Sagt med Neil Young.

Ordet jammy hører til Parkers foretrukne tillægsord, og dem er der gennem årene blevet flere og flere af, og de har formeret sig gennem de titusinder af nærmest religiøst betagede tilhængere, som forbrugerens selvudnævnte advokat har fået gennem årene.

Rolland er tidens mest indflydelsesrige eksempel på en konsulent, og ligesom hans kolleger i Italien står han for en bestemt stil, der virker ret genkendelig, hvor i verden den end tages i anvendelse.

Nydelse her og nu

Grundlaget for hele denne tekniske udvikling er det arbejde, der blev gjort af Emile Peynaud, professor i ønologi (læren om vin) ved universitetet i Bordeaux. Gennem 1960'erne og 1970'erne var han ansvarlig for en revolution inden for kunsten at fremstille vin. Han lærte producenterne at kende forskel på formel modenhed (i form af sukkerindhold) og reel modenhed, der kræver en senere høst, og sammen med en række andre tiltag har det betydet, at der i dag er meget længere mellem vine, der ikke smager godt.

Og at definitionen på en god vin har bevæget sig mod det kraftige og frugtrige, væk fra det syrerige og elegante. Hen mod det, franskmænd gennem mere end 100 år, har kaldt goût americain.

Sødme og kraft er nemt og billigt at opnå i de nye vinlande, der generelt har megen sol. Langsomt, men sikkert overtager disse vine det brede marked, det gælder herhjemme og på verdensmarkedet generelt.

I England, hvor vin indtil for et par årtier siden var en aristokratisk drik, er australske vine nu største spiller på markedet. Måske netop fordi en ny generation af vindrikkere, der før drak fadøl på barerne, slet ikke overvejer at drikke overklassens Bordeaux-vine, men kræver fruit up front - og nydelse her og nu.

I "Mondovino" optræder også Hubert de Montille, en skaldet, aldrende vinbonde i Bourgogne

»Vin er civilisation. At der er vin, betyder fravær af barbari,« siger han og taler om, at en vin skal have længde, ikke bredde.

»De brede vine er de moderne vine. De snyder dig til at tro, du får noget. Som Michel Rollands vine.«

Desperat fornærmelse

Hubert de Montille gør sig i filmen til talsmand for, at der eksisterer en amerikansk sammensværgelse, der har ødelagt folks smag og dermed fransk vin. Så vred er og var han, at han en aften gjorde skandale i en restaurant i Beaune. Ved synet af Robert Parker og dennes medarbejder Pierre Rovani, der sad og hyggede sig ved et bord, råbte Montille, så hele restauranten kunne høre det, at han var vældig tilfreds med det, der skete den 11. september 2001.

Bemærkningen gav genlyd ikke mindst på internettet, hvor Robert Parker på Mark Squires Bulletin Board kunne se sine trofaste tilhængere i færd med at organisere en boykot af Montille.

Men Montilles desperate fornærmelser er kun et af flere eksempler på, at franskmændene er under pres. De taber markedsandele både hjemme, grundet regeringens anti-alkohol-kampagne, og ude. I Sydfrankrig demonstrerer vrede bønder og overfalder lastbiler med udenlandsk vin, i Bordeaux skænker bønder deres vin gratis ud i protest - der er nemlig alt for megen vin i Bordeaux, og det er kun det allerbedste, der går som varmt brød. Resten, der engang kunne sælges uanset kvaliteten i slipstrømmen på de fine navne, har det meget svært i dag.

Verden tror ikke længere på etiketter, den vil have en nemmere, sødere drik, men er det Robert Parkers skyld?

Næppe. Som Gerald Asher siger det til Elin McCoy: »Hvorfor skulle kompleksitet og elegance være i høj kurs i vinens verden, når de ikke er det i kulturen i øvrigt?«

Her har Asher en pointe, der stikker dybere end almindelig fladpandet kritik af amerikanisering og globalisering.

Vi lever ikke i nogen underspillet, forfinet tid. Vi lever i Pamela Andersons tid, ikke Ingrid Bergmans. I Metallicas tid, ikke Svend Asmussens. Hvorfor skulle det være anderledes med vin? Det moderne menneske venter ikke på noget eller nogen, hvorfor skulle det så være villig til at vente 10 år på, at en vin bliver til at drikke?

Vin har i årtusinder været en del af civilisationen, men civilisationen udvikler sig, forandrer sig. Kan det undre, at vinen gør det samme?

Man kan mene, at noget går tabt, men har tabet ikke også altid været en del af kulturhistorien? For nu at citere Parkers yndlingsplade: It's better to burn out than to fade away. Er det ikke (også) et signalement af tiden?

Vinen i fremtiden

I december 2004 kom Parker til Tokyo. Han blev modtaget som en helt, og der afholdtes middage med en kuvertpris på en million yen. Rige japanere stod i kø for at komme med, og nogle af verdens største vine blev knappet op ved den lejlighed - selv Parker blev faktisk overvældet.

Det er asiaterne, der kommer. Japanerne og ikke mindst kineserne er kommet til penge, de vil have del i verdens goder, herunder den gode vin. Det kan næppe undgå at betyde stigende priser på første cru Bordeaux, for selv om mange asiater efter sigende må blande Coca-Cola i den for at få den til at smage sødt nok, så begynder de naturligvis med den mest kendte og mest prestigefulde vin.

Hvordan skal det gå med resten af den gamle verden?

Journalisten Lawrence Osborne slutter sin personlige og underholdende rejse gennem vinens verden på en strand i Taranto, Puglien, hvor han efter at være grinet ud af det lokale værtshus (»får du penge for at skrive om VIN?!«) nyder et iskoldt glas af den lokale hvidvin fra lige meget hvor.

»Ikke noget af det, jeg drak på Château Lafite, er halvt så godt som dette,« siger han til sig selv. En romantisk konklusion, der i dybde ikke rækker meget længere end fotoalbummet med ferieminder fra Toscana.

For det er ikke sommerdrømmen om det hurtige knald og det lokale sprøjt, der på længere sigt har en chance som salgsargument på regnvåde novemberdage i Brønshøj. Snarere vil vinens verden som så mange andre områder dele sig yderligere og skarpere op i masse- og finkultur, konsum kontra dyrkelse.

Med en del ret forsvarer Robert Parker sig mod beskyldninger om at være globaliseringens kyniske håndlanger med en konstatering af, at ingen som han har formået at gøre små, fransk vinproducenter kendte i den vide verden - en indsats, der har indbragt ham den sjældne légion d'honneur, overrakt af selveste præsidenten.

Men det hjælper alt sammen ikke noget. Vin er blevet et masseprodukt, og som sådan må det blive mere ens, mere forudsigeligt. Det er industriens væsen. I dag findes der firmaer, der har lagt Parkers smagenoter på en database og tilbyder vinproducenter en præcis opskrift på smagen af en 90+ points vin.

Den indædte kamp om den gode smag, om indflydelse og magt vil fortsætte også i vinens verden.

Med Samuel Johnsons ord:

»Vin gør en mand mere tilfreds med sig selv. Jeg siger ikke, at det gør ham mere tilfredsstillende at være sammen med for andre mennesker.«

Læs Niels Lillelunds vinguide