Fortsæt til indhold
Mad & Vin

Test: Hold dig fra bouillonterninger

De smager ikke af noget som helst, viser en blindtest. Køb fond i stedet eller lav den selv.

Af ANNE VIGSØ BENDSEN

Samtlige bouillonterninger fik bundkarakterer i en blindtest foretaget af 24timer. Faktisk var testpanelet overhovedet ikke imponeret over det udvalg af bouillon og fond, der findes på supermarkedernes hylder.

”Det er kun, fordi forbrugerne ikke ved, hvad en fond er, at det her kan eksistere,” siger kokken Nicolai Tram til 24timer.

Terninger og pulver smager grimt

Der blev smagt på ni forskellige produkter, hvoraf seks fik bundkarakter. Det var alle sammen smagsforstærkere, der sælges som terninger eller pulver. Den klassiske Okse-kødkraft fra Knorr dumpede med et brag med 0 stjerner. Til gengæld var der et lille udvalg af fonde, der ifølge smagspanelet godt kan bruges. Bouillon sælges normalt som terninger eller granulat, mens fond typisk er flydende.

Den dyreste blev testvinder

Testvinderen med fire stjerner ud af seks blev Jürgen Langbein Liquid Beef Stock fra Magasin Mad & Vin til 39,75 kroner for et glas med 200 ml, der ikke skal fortyndes. Det løber altså op i 198,78 kroner per liter. En heftig pris i forhold til de næstbedste i testen, der blev tildelt tre stjerner – Oscar Okse Fond fra SuperBrugsen og Knorrs Beef Fond ’du Chef’ fra Irma, der kun koster henholdsvis 6,33 og 6,25 kroner per liter. Testpersonerne er dog enige om, at den man laver selv helt klart bliver bedst.

Læs mere om testen hos 24.dk

Find opskrift på oksefond hos Alletiders Kogebog

Læs også: Test: Små nuancer gør forskellen på olien