Svineriet i garagen

Det er nogle spøjse navne, som restauratør Michael Larsen har valgt til sine to restauranter i baggården til Mejlgade 35: Svineriet og Gourmet Garagen; det sidste oven i købet med afslappet forhold til dansk retskrivning. Man skal også helst vide på forhånd, hvad der gemmer sig derinde bag den grafittimalede port, for den indbyder ikke i sig selv til at kigge indenfor.

For nylig var omgivelserne ved at blive et nummer for meget for selv restauratøren, for marginale eksistenser, der holdt til i nogle tomme bygninger i baggården, var lidt for ivrige efter at bringe omgivelserne og indgangen i fuld sproglig overensstemmelse med restaurant Svineriets navn.

Nu er der kommet lidt mere orden i sagerne. Bygningerne er handlet, de marginale og i denne sammenhæng tvivlsomme eksistenser er væk, og restauratøren har drevet sin promovering af de to restauranter så vidt, at han har opsat et lille skilt ud til Mejlgade.

De to restauranter ligger i samme bygning og er kun adskilt med en dør, men deres udbud af mad og vin er ret forskelligt. Mens Svineriet sit navn til trods serverer mad på et højt gastronomisk niveau med tilhørende ambitiøst vinkort, koncentrerer Gourmet Garagen sig om det enkle, rustikke italienske landkøkken med få, men gode og gedigne tilbud på spisekortet.

Stor var vor forbavselse, da vi denne fredag aften på aftalt tid dukkede på Gourmet Garagen og straks af en venlig tjener blev ledt hen til døren til Svineriet, der ligger nogle trappetrin lavere.

Ingen misforståelse

Vi troede, at der var tale om en misforståelse, men det var det ikke. Forklaringen var, at Gourmet Garagen denne aften var optaget af et større, privat selskab, og derfor havde man valgt at servicere Garagens gæster i Svineriet.

»Det kræver lidt opmærksomhed,« forklarede tjeneren, »for servicen er forskellig i de to restauranter. Bl.a. skænker vi vand for gæsterne i Svineriet, mens gæsterne i Gourmet Garagen selv må skænke vand.«

Det var til at leve med, ikke mindst fordi der i overensstemmelse med god tone ikke blev forlangt ekstra betaling for vandet.

Således gik det til, at vi - i lighed med nogle andre gæster - nød det enkle italienske landkøkken, mens man ved nabobordene nød den højere gastronomi og fik skænket vand af tjeneren.

Ledsageren forelskede sig straks i den menuen med tre retter med undtagelse af desserten. Hun ville hellere have ost. Intet problem, anmelderen spiste desserten, ledsageren fik ost, og på regningen hed det en trerettersmenu for 225 kr.

Det kan vel være lige meget, om desserten bliver serveret på den ene eller den anden side af bordet, men vi har andre steder oplevet rigoristiske fortolkninger af den sag.

Forretten og hovedretten var henholdsvis bagt torsk med hvid balsamico, sorte oliven samt en kompot af peberfrugt og skalotteløg, som smagte fremragende og matchede torsken perfekt, og kalvesteg med stuvning af spidskål, forårsløg og lidt grønne asparges, og som tilbehør kartofler med urter, parmesan og det for tiden allestedsoptrædende ramsløg fra Riis Skov.

Anmelderen valgte fra kortet en vitello tonnato (60 kr.) som forret og en unghane i hvidvin (155 kr.) som hovedret.

På tjenerens anbefaling valgte vi fra det meget beskedne vinkort et glas Grechetto 2008 (40 kr.) til ledsagerens torsk og et glas af den noget kraftigere Fiagré Bianci IGT 2008 til anmelderens lidt mere bastante forret: Stegt kalvekød med tuncreme, capers og rucolasalat.

Straks ved ankomsten var der serveret godt hjemmebagt brød og den herligste olivenolie. Hvis ikke man vidste bedre, kunne man godt glemme, at det var den uprætentiøse afdeling af restaurationskomplekset, vi lod os betjene af.

Kun to hovedretter

Kalvekød til denne ene, unghane til den anden - så var kortets muligheder udtømt.

Der var kun de to hovedretter. Men hvad skal man med mere, når kvaliteten er i orden?

Kalvekødet var mørt og lækkert, spidskålen med forårsløg og asparges veltilberedt med sprødheden intakt - og tilsat stykker af parmesan. Kartoflerne var først kogt, så bagt og derefter vendt på den hårde måde, som tjeneren udtrykte det - med olivenolie, urter og ramsløg, der gav det sidste pikante pift. Sidstnævnte var indtil for få år siden blot ukrudt i skovbunden, men er nu kommet til ære og værdighed som den fine krydderurt, den er.

Unghanen, som ifølge det oplyste var en økologisk en fra Hopballegård ved Vejle, var god og karakterfuld i smagen, men en anelse hårdere stegt, end anmelderen selv ville have gjort. Stegt fennikel, jordskokker og ristet pancetta, selvsamlet strandkål og let jævnet skysovs til. Flot og enkelt.

Fra det meget overskuelige vinkort med tre hvide og seks røde vine - alle italienske - havde vi valgt en Barbera d'Alba 2007 fra Matteo Coreggia (350 kr.), som gik fint til begge retter. Alle vinene med undtagelse af de to dyreste rødvine til 400 og 500 kr. fås tillige glasvis.

Ricottakagen er den italienske udgave af den amerikanske cheesecake, som her blev serveret med blodappelsin og pistacier. Velsmagende, men også en anelse hårdere i konsistensen end højst nødvendigt.

Ledsageren nød sit ostebræt med fem forskellige gårdoste fra det nordøstlige Italien, bl.a. en cremet gedeost og en 60 dage gammel gorgonzola, som var valgt frem for den to år gamle.

Heldigvis for det, for denne var stærk nok endda. Ostene blev serveret sammen med marmelade af grønne tomater, svesker og tranebærkompot.

Dilemma

Kortet byder kun på to søde vine, og det skabte et lille dilemma.

Anmelderen er lidt træt af muscat, så den var udelukket, og den anden mulighed, den lidt sherryagtige Marsala Targa Riserva 1999 (35 kr.) var ikke helt velegnet til desserten, meddelte tjeneren. Det var rigtigt, måtte anmelderen sande efter stædigt alligevel at have bestilt den.

Så den fik ledsageren til sin ost, hvor den gjorde bedre fyldest, og tjeneren tilbød et glas Passito Bianco Recchis 2005 (35 kr.) fra Svineriets vinkort. Skarpere er grænserne alligevel ikke.

Vi kom af med i alt 1.090 kr. for det hele, inklusive den kop earl grey-te, som er obligatorisk for ledsageren. »Intet måltid uden en kop te at slutte af med,« erklærer hun. Hende om det.

Aftenen var en helt igennem positiv oplevelse, og vi er stærkt fristet til at lande på fem stjerner. De gives imidlertid ifølge karakterskalaen øverst på forrige side for »et ambitiøst og udfordrende køkken i kombination med et gennemtænkt vinkort og professionel betjening.«

Betjeningen lever fuldt ud op til kravet, og vinkortet er tydeligvis gennemtænkt, men i sit udvalg for snævert til at kunne berettige fem stjerner, lige som køkkenet alle sine kvaliteter til trods ikke kan betegnes som udfordrende. Det drejer sig om velkendte og gennemprøvede klassikere.

Derfor ender vi med fire store stjerner og en anbefaling for helhedsoplevelsen og fem for betjeningen.

LÆS OGSÅ: Femstjernet svineri