Fortsæt til indhold
Mad & Vin

Fennikelsuppe med jomfruhummerhaler

Af LARS THOMASSEN

4 spsk olie

2-3 fennikel

3 løg

1/2 liter hønse- eller skaldyrbouillon

1 dåse hakkede tomater

Salt & peber

2 dl fløde

5 cl Pernod eller lignende

16 jomfruhummere

Rens fennikel og løg, skær dem i mindre stykker og svits dem i olien. Tilsæt bouillon sammen med tomaterne og kog godt igennem. Tag gryden af ilden og køl lidt af. Blend det hele grundigt og hæld suppen gennem en sigte over i en ny gryde. Kog op og tilsæt fløden. Kog videre i et par minutter, indtil suppen jævner en smule. Tag gryden af ilden og rør Pernod eller anden spiritus med anissmag i.

Kom de levende jomfruhummere i kogende letsaltet vand og giv dem tre minutter - måske lidt mere, hvis de er meget store. Tag dem op, skyl dem med koldt vand ganske kort og servér dem hele til suppen.

NB: Hoveder og skaller fra jomfruhummerne kan svitses i hedt smør. Tilsæt en halv flaske hvidvin og kog i en halv times tid. Blend det hele og sigt suppen. Kog den siede suppe ind, indtil den smager kraftigt af skaldyr. Tilsæt eventuelt lidt fløde. Så har man en dejlig suppe - eller bisque.