Risotto ai funghi e prezzemolo Risotto med svampe og persille
Til 4 personer
Denne risotto er lige noget for dig, hvis du er vegetar. Ved at stege svampene fremhæver man rigtig deres smag, som yderligere forstærkes af den rene, intense smag af persille.
1 portion risotto
200 g rensede svampe, revet i strimler
Olivenolie
Havsalt og friskkværnet sort peber
1 helt hvidløg, brækket i fed
1 lille bundt frisk timian
1 spsk smør
1 lille bundt meget friskhakket bredbladet persille
1 citron
Parmesan
Forvarm ovnen til 200 grader. Gå i gang med risottoen. Når risottoen koger lige så stille, skal svampene steges. Opvarm en tykbundet, ovnfast stegepande (dvs. ikke en med plastichåndtag!) og hæld lidt olivenolie i.
Steg først svampene i en-to minutter på et blus, til de begynder at tage farve, og krydr dem med salt og peber. Flæk hvidløgsfeddene på langs, pil dem og rør dem i svampene sammen med timian og smør. Sæt panden i ovnen i ca. seks minutter, til svampene er møre og fyldige i smagen.
Når du rører smør og parmesan i risottoen, skal du også røre persillen i; det giver en utrolig grøn farve og duft. Hak de halve hvidløgsfed og halvdelen af svampene groft, og rør dem i risottoen sammen med et godt skvæt citronsaft til at afbalancere smagen. Øs risottoen op i seks tallerkener, fordel resten af svampene over hver portion og servér retten straks med revet parmesan.
Billede og opskrift er hentet fra bogen "Jamies Italien" af Jamie Oliver. Foto: David Loftus og Chris Terry. Udgivet på forlaget Aschehoug.