Fortsæt til indhold
Mad & Vin

Test: Spaghetti med bid i

Selv om der ikke er andet end hvedemel i, kan der alligevel være stor forskel på spaghetti, viser test af fem lange pastasnore.

Af LOTTE JAHNSEN

Den økologiske spaghetti fra en af verdens ældste pastafabrikker, De Cecco, bliver med fem stjerner dagens sikre testvinder og får især ros for at have et godt bid, ikke at klistre og så at have en tydelig og god smag. Testens billigste spaghetti, X-tra spaghetti fra SuperBrugsen, får med fire stjerner en flot andenplads med en smule bid og en tydelig smag, og X-tra bliver dermed dagens bedste køb til prisen.

At der kan være så stor forskel på smagen af et så enkelt produkt, kan bl.a. komme an på melkvaliteten, produktionsmetoden og tykkelsen på spaghettien. Alt det kan man ikke se ud af pakken og listen med ingredienser, og derfor er der ikke andet for i jagten på yndlingsspaghettien end at gøre som italienerne: Smag Dem frem, find Deres yndlingsmærke, og hold fast i det til evig tid.

Spaghetti til tænderne

Glem alt om kogetiderne på spaghetti. Spaghetti skal - som al anden pasta - koges al dente eller til tænderne. Det betyder, at den skal koges, indtil den har en konsistens, hvor den stadig yder en smule modstand til tænderne, når man tygger i den. Uden hverken at være for blød eller for hård. Husk derfor altid at smage Dem frem i stedet for blot at stille æggeuret.

Forbrugs fødevaretjek er en smagstest. Panelet blindsmager fem varer, der er udvalgt, så de rammer bredt.

Se grafikken med testresultaterne her