Fortsæt til indhold
Mad & Vin

Fiskepålæg er sundt for det meste

Marinerede sild og torskerogn er sundt, men der er også fiskepålæg, som indeholder for meget fedt og for lidt fisk.

Fisk er sundt også de fleste typer fiskepålæg, men der er faktisk også en del mindre sunde produkter i supermarkedernes kølediske.

Det viser en undersøgelse, som Forbrugerstyrelsen og Fødevarestyrelsen har foretaget.

De to styrelser har undersøgt 25 slags fiskepålæg og bedømt dem efter spismærke-ordningen, der omfatter tre mærker, spis mest, spis mindre og spis mindst. Undersøgelsen viser, at der er mange ernæringsrigtige slags fiskepålæg i forretningerne. Halvdelen af de testede produkter får således spis mest-mærket og er derfor egnet som hverdagskost. Det gælder alle krydder- og marinerede sild, rejer og luksustorskerogn.

Mindre sunde er pålægstyper, hvor fisken svømmer i en sauce, f.eks. karrysild og makrel i tomat. Det gælder for 40 pct. af produkterne, der får spis mindre-mærket.

Kun to af de testede produkter får spis mindst-mærket og bør ifølge Fødevarestyrelsens anbefalinger kun spises ved særlige lejligheder. De to produkter er en sildepostej med et højt indhold af margarine produceret af Biggans og en dåse meget olieholdige kippers fra Larsen Danish Seafood A/S. Begge produkter får dumpekarakter, fordi de indeholder mere end 20 gram fedt pr. 100 gram.

Det officielle kostråd er, at man skal spise fisk to gange om ugen ved det varme måltid. Man kan også vælge at nøjes med en gang om ugen, hvis man til gengæld spiser fiskepålæg hver dag.

9 af 25 produkter i testen har et indhold af fisk eller rogn, der ligger under 70 pct. Derfor anbefaler cand.scient. i human ernæring Puk Holm, Fødevarestyrelsen, at man som forbruger kigger på varedeklarationen og vælger fiskeprodukter, som har et højt indhold af fisk.

»Fisk er generelt sundt, og fisk og fiskeprodukter skal vi spise mere af. De indeholder vigtige fedtsyrer, vitaminer, mineraler bl.a. d-itamin, jod og selen. Derfor skal man vælge produkter, som indeholder mest muligt fisk og ikke produkter, hvor den sunde fisk er blandet med for meget sukker, olie og andre fyldstoffer,« siger hun.

Puk Holm tilføjer dog, at også de fiskeprodukter, som er blevet tildelt spis mindre-mærket, sagtens kan indgå som del af et lødigt måltid, hvis de bliver serveret med f.eks. et stykke groft rugbrød og en skål salat.