Organisation: Syng "Happy Birthday" to gange, mens du vasker hænder
Man bør vaske hænder i 20 sekunder, vurderer britisk farmaceutorganisation.
Det kan lyde komisk, men faktisk er det dybt seriøst. For at opretholde en god håndhygiejne bør man vaske hænder i 20 sekunder, og det svarer til at synge fødselsdagssangen "Happy Birthday" to gange.
Sådan lyder det fra Royal Pharmaceutical Society (RPS), der er en britisk farmaceutorganisation.
Hvis alle mennesker vasker hænder i 20 sekunder, kan det bl.a. forebygge 30 pct. af alle diarrétilfælde og 16 pct. af alle luftvejssygdomme, vurderer RPS.
I Danmark anbefaler Sundhedsstyrelsen, at man vasker hænder i mindst 15 sekunder.
Generelt har styrelsen stort fokus på vigtigheden af god håndhygiejne.
»I praksis drejer det (red., hygiejne) sig om alt fra hænder, overflader, tøj og fødevarer – og fra hospital til private hjem og ung til gammel. Det har dog vist sig, at god håndhygiejne er den mest effektive måde til at forhindre smittespredning af sygdom i vores samfund,« lyder det på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.
Håndsprit kan også være med til at skabe en god håndhygiejne. Det skal dog primært anvendes, når hænderne ikke er synligt beskidte, og når der ikke er mulighed for at bruge vand og sæbe, oplyser Sundhedsstyrelsen.