Mænd sjusker med håndhygiejnen
Mænd undlader langt hyppigere end kvinder at vaske hænder efter toiletbesøg, viser ny undersøgelse, som også har påvist tarmbakterier på pengesedler, håndtag på indkøbsvogne og i busserne.
Nogle vil måske påstå, at de vidste det i forvejen, men nu er mænds dårlige håndhygiejne afsløret og påvist i en ny norsk undersøgelse, som afdelingen for sygehushygiejne på Rikshospitalet har foretaget.
Undersøgelsen viser, at mænd sløser langt mere end kvinder ved håndvasken efter toiletbesøg - hvis mændene da overhovedet kommer hen forbi håndvasken på vej ud fra toilettet.
Ifølge avisen VG har hygiejneforskerne i undersøgelsen taget stikprøver af bakteriemængden på forskellige genstande, som mange mennesker rører ved i løbet af en dag, og det viser sig, at mænd sjusker mere end kvinder.
Hygiejneafdelingen tog blandt andet mikrobiologiske prøver af vandhanerne og håndtagene på udgangsdørene på hhv dame- og herretoiletterne på en højskole i Oslo.
Mænd springer håndvaskningen over
På begge toiletter var vandhanerne fulde af bakterier, men mens kvinderne skyller hovedparten af bakterierne af i håndvasken, tager mændene dem med ud fra toilettet igen, viser resultaterne:
Håndtaget, som kvinderne griber fat i på vej ud fra toilettet, var så godt som skinnende rent - laboratoriefolkene fandt kun 17 bakterier på et område på størrelse med en håndflade. Derimod indeholdt mændenes udgangshåndtag 2.000 bakterier, og der var både tale om såkaldte hudbakterier og tarmbakterier.
Resultaterne stemmer overens med en undersøgelse fra American Society of Microbiology (ASM). Den afslørede, at 31 procent af de mandlige amerikanske flyrejsende ikke vasker hænder efter toiletbesøg, mens 21 pct. af kvinderne undlader håndhygiejnen.
Den norske afdelingslæge på afdelingen for sygehushygiejne understreger dog overfor VG, at man skal være lidt varsom med ikke at generalisere og udråbe alle mænd til hygiejnesjuskere.
Undersøgelsesresultaterne risikerer at blive lidt skævvredet, fordi de sidste personer, som i den norske test havde berørt håndtagene på toiletdørene, vil præge resultaterne mest. Eventuelle bakterier dør efter nogle timer, så det er fortrinsvis bakterierne - eller mangel på samme - fra toiletteternes seneste besøgende, der vil være at finde på håndtag og vandhaner.
Tarmbakterier på indkøbsvognen
Hvis for eksempel den sidste mand, som rørte håndtaget, inden bakterieprøven blev taget, var særlig slem til at undlade at vaske hænder, vil mange af bakterierne fra hans hånd sidde tilbage på håndtaget.
Bakteriejægerne tjekkede i forbindelse med undersøgelsen også andre genstande rundt omkring i Oslo. For eksempel fandt de tarmbakterier på stangen, som bus- og togpassagerer holder fast i under kørslen, ligesom de uønskede bakterier blev fundet på håndtaget på supermarkedets indkøbsvogn og på pengesedler.
Afdelingsoverlæge Egil Lingaas ved afdeling for sygehushygiene på Rikshospitalet understreger, at tarmbakterier ikke hører naturligt hjemme rundt omkring på den slags genstande. Tarmbakteriene kommer fra tarmen. For at de skal spredes, må nogen have kløet sig eller tørret uden at vaske hænder efterfølgende.
Tarmbakterier kan føre til diaré og i værste fald give alvorlige infeksioner, hvis man i sig.