Fortsæt til indhold
Familie & Sundhed

Samler fedtet sig på maven? Her er årsagerne

Fem faktorer kan være skyld i, at du har for meget af det farlige fedt på maven, mener to ernæringseksperter.

/ritzau/FOKUS

Du er ikke gravid, og du har heller ikke spist en fodbold. Alligevel har din mave efterhånden indtaget en form, der leder tankerne hen på netop de muligheder, når du forgæves forsøger at få bukseknappen til at nå sammen.

Lyder det bekendt, så er det ikke nødvendigvis kun, fordi du har spist ekstra meget flæskesteg og konfekt i juledagene.

Mavefedt, der kan føre til flere livsstilssygdomme, kan nemlig også skyldes en række andre faktorer. Som det første kan du for eksempel med fordel kigge i kalenderen og overveje, om du simpelthen har for travlt.

- Ligger du under for stress, er kroppen mere disponeret for at lagre fedt inde i bughulen, så det handler om at vende blikket indad og få mere ro i sit mentale liv, forklarer trænings- og ernæringsekspert Martin Kreutzer.

En for travl hverdag vil desuden ofte medføre en anden dårlig vane, der kan øge mængden af fedt på maven, nemlig overspisning af kulhydrater. For eksempel i form af store mængder pasta, hvidt brød og slik mellem måltiderne, siger Per Brændgaard, der er cand.scient. i human ernæring og vejleder i kost og motion.

- Når man spiser for mange kulhydrater og for meget sukker, er det som regel, fordi man er stresset, så når man fjerner stressen, får man også ofte fjernet den specifikke lyst til sukker, siger han og tilføjer, at din fodboldformede mave også kan skyldes, at du stort set aldrig dyrker motion og får pulsen op.

Kan du ikke nikke genkendende til det ovenstående, skyldes det måske, at du i stedet skal skodde smøgerne og tømme barskabet - vel at mærke ved at smide alkoholen ud - hvis du har problemer med fedtophobning på maven.

Ifølge Per Brændgaard er det videnskabeligt bevist, at rygning får fedtet til at sætte sig på maven, mens alkohol har samme påvirkning af kroppen som stress og får bughulen til at lagre mere fedt.

- Det kan godt synes lidt harmløst med et til to glas vin om dagen, men det er altså det, der feder nede i dunken, når året er omme, siger Martin Kreutzer.

Han fortæller, at fedt på maven helt grundlæggende er mere skadeligt end fedt på for eksempel lår eller arme, der i højere grad blot fungerer som en slags ekstra fedtdepoter.

Mavefedtet bliver farligt, fordi det hober sig op mellem vores indre organer og konstant belaster vores kredsløb med en tyk blodstrøm af fedt, som også påvirker den samlede hormonbalance.

Det betyder større risiko for at få livsstilssygdomme som for eksempel diabetes og hjerte-kar-sygdomme.