Fortsæt til indhold
Familie & Sundhed

Forskere: Lightsodavand er ikke sundere

Sodvandselskere skal ikke regne med vægttab ved at gå over til lightudgaver, siger kritikere.

Hvis tallene på vægten har en faretruende retning mod tre cifre, så hjælper det ikke at udskifte den sukkerholdige yndlingslæskedrik med en lightudgave. Det siger forskere fra Imperial College London og to brasilianske universiteter.

Årsagen er, at lightsodavand får brugerne til at spise mere og måske endda ligefrem overspise usunde fødevarer, skriver britiske The Times.

Forskerne siger, at branchestøttede studier der viser, at lightsodavand kan fremme vægttab, måske ikke er uvildige. Så selv om fem undersøgelser indikerer, at en ændring i drikkevanerne har givet et vægttab hos forsøgspersonerne, så er forskellene små. Og andre undersøgelser har ikke kunnet påvise en forskel, påpeger professor Christopher Millett fra Imperial College London. Han er medforfatter på en ny stor undersøgelse, der konkluderer, at 150.000 briter årligt kunne undgå at blive overvægtige, hvis fødevareindustrien skar ned på mængden af sukker i fødevarer.

"Der mangler overbevisende sundhedsresultater ved at skifte over til kunstigt sødede drikkevarer og der er en risiko for, at undersøgelser, foretaget af industrien, er farvede," siger Maria Carolina Borges fra Federal University of Pelotas i Brasilien.

Men de kritiske forskere møder modstand fra kolleger. For eksempel siger Susan Jebb fra University of Oxford at »kunstigt sødede drikkevarer er et skridt i den rigtige retning for de forbrugere, der er vant til sukkerholdige sodavand«.

Naveed Sattar fra University of Glasgow er enig.

»Som praktiserende læge så jeg meget hellere, at mine patienter drak lightsodavand i stedet for sukkerholdige sodavand. Men helst af alt naturligvis vand.«

Også branchen er ude med riven på grund af kritikken af lightsodavand.

»På et tidspunkt, hvor vi forsøger at få forbrugerne til at skære ned på kalorierne generelt, er det et ekstremt uheldigt, at produkter, der kun indeholder få eller slet ingen kalorier dæmoniseres uden beviser,« siger Gavin Partington fra British Soft Drinks Association.

The Times afslørede i oktober 2015, at Coca-Cola havde hældt millioner af pund i videnskabelig forskning og ernæringstiltag, der havde til formål at stille virksomhedens produkter i et sundhedsrigtigt lys. I samme måned advarede parlamentets sundhedskomite mod, at Coca-Cola og lignende økonomiske interesser havde stor indflydelse på fedmedebatten i England.