Fortsæt til indhold
Familie & Sundhed

De fire ting som ødelægger din sundhed

Du ved alt om, hvordan man lever sundt. Alligevel gør du det ikke. Se årsagerne her og få løsningerne.

Jo Brand, ALT for damerne

Du er helt sikkert så klog og velinformeret, at du godt ved, hvad du skal spise og gøre for at leve det sunde liv. Alligevel ender du højst sandsynligt alt for ofte med bagen i sofaen og med en stor pose slik i skødet. Hvorfor? Det har kostvejleder, slankekonsulent og sundhedscoach Alexandra Svarre et muligt svar på.

– Da jeg for to år siden sprang ud som sundhedspecialist, troede jeg, at jeg ”bare” skulle ud og sælge sundhed og fortælle folk, hvad de skulle gøre. Men jeg fandt hurtigt ud af, at lige meget hvad jeg sagde, svarede de ”det ved vi godt”. Og sådan er det: Vi ved godt, at vi skal spise æbler i stedet for chokolade. Vi ved godt, at det er sundere at løbe en tur, end det er at ligge på sofaen. Ligesom vi også godt er klar over, at det er bedre at drikke vand end kaffe. Vi ved altså godt alle de her ting, og vi kender alle de løftede pegefingre, forklarer Alexandra Svarre, der oplever, at folk er ved at få nok af forbud og påbud.

– Folk er ved at blive trætte af sundhed. Sundhed er blevet noget, der er forbundet med askese: ”Du må ikke spise hvede, du må ikke drikke kaffe, og du skal holde dig fra mælkeprodukter”. Der bliver sjældent talt om det gode ved sundhed: Hvor dejligt et æble kan smage, og hvor fedt det er, at man kan mærke blodet bruse rundt i kroppen efter en løbetur, lyder det fra sundhedscoachen.

LÆS OGSÅ på ALTfordamerne.dk: Tab op til 10 kilo med disse nye kure

Forpligt dig!

Men selvom en del af os er ved at være mætte af løftede pegefingre, vil vi ifølge Alexandra Svarre stadig gerne leve et sundere liv og tabe de famøse sidste par kilo. På baggrund af samtaler med sine klienter er Alexandra Svarre kommet frem til, at en del af os ligger under for en eller flere af i alt fire sundhedsblokeringer, der forhindrer os i at leve det sunde liv.

Alexandra Svarre har følgende råd til kvinder, der gerne vil være sundere:

– Vil du se resultater, handler det først og fremmest om at forpligte dig. Derudover skal du fjerne de blokeringer, du har for sundhed.

Blokering 1: Jeg er ikke er den sunde type

Det går den ud på: Du ser ikke dig selv, som ”den sunde type”. Du tænker tanker som ”jeg er jo en livsnyder”, ”jeg er så træt af de der sundhedstyper, der taler om, hvor dejligt det er at løbe en tur”og ”fitnesscentre er for sådan nogle overpumpede typer”.

Sådan slipper du blokeringen: Indse, at ingen mennesker fødes som sunde eller ikke-sunde typer. Forskellen på den, der løber et maraton, og den der ikke gør, består i, at maratonløberen har taget action, mens den anden ikke har. Det handler om valg, handling og vedholdenhed.

LÆS OGSÅ på ALTfordamerne.dk: Slank og sund: Se de 11 smutveje her

Blokering 2: Det skal være ekstremt, før det virker

Det går den ud på: Du tænker sort/hvidt, når det kommer til sundhed, og tror kun, at du kan nå dit mål ved at spise ekstremt. Det er dig, der siger ting som ”jeg holder mig fra sukker”, ”jeg undgår kaffe”, ”jeg spiser ikke hvede” og ”jeg kombinerer aldrig kulhydrater og proteiner i samme måltid.” Men du kan sjældent holde nogen af delene mere end et par dage.

Sådan slipper du blokeringen: Se på dit sundhedsmål på samme måde, som du ville se på en opsparing. Hvis du skulle lave en opsparing, ville du skære ned på dit overflødige forbrug, men du ville jo ikke skære hele dit forbrug væk – for så ville du ikke kunne leve. Så hvis du vil være sund, skal du skære ned på det usunde, men ikke skære det hele væk.

Giv i stedet dine vaner et tjek. Find ud af, hvad du reelt spiser ved at lave en kostdagbog, og find så ud af, hvor du kan gøre det bedre.

Vil du spise flere grøntsager, så lav nogle gnavegrøntsager af f.eks. gulerod, kinaradise og selleristænger og tag dem med dig. Spiser du to portioner af dem om dagen, bliver det til 700 portioner grøntsager om året, og det har en betydning for din sundhed!

Blokering 3: Det tager for lang tid

Det går den ud på: Du tror, det tager uoverkommeligt lang tid at tabe dig. Ligesom det vil kræve en kæmpe indsats at nå dine mål.

Sådan slipper du blokeringen: Tænk på, hvor længe du egentlig har villet tabe dig eller har ønsket at nå dit mål, og find så ud af, hvor længe det reelt vil tage at nå det. Hvis du f.eks. beslutter dig for at tabe et kilo om ugen, tager det 20 uger at tabe 20 kilo. Og hvis du har vejet 20 kilo for meget i 10 år, er 20 uger så lang tid?

LÆS OGSÅ på ALTfordamerne.dk: Sådan spiser du dig til drømmekroppen

Blokering 4: Det er alt eller intet

Det går den ud på: Du er typen, der efter en weekend, hvor du har svælget i junkfood og drinks, beslutter dig for at være ”helt sund” om mandagen, men når du så kommer til at spise fem vingummibamser efter frokost, falder alle dine sunde planer til jorden, og du går tilbage til at spise usundt for ”nu kan det hele jo være lige meget.”

Sådan slipper du blokeringen: Forestil dig, at du går på en sti: Du har fået at vide, at der er den smukkeste havudsigt, men der, hvor du går, er der dunkelt, træerne er høje, og du kan ikke se himlen. Men efter et stykke tid lysner det lidt, der vokser blomstrende æbletræer, og du kan igen se himlen, men der er stadig ingen havudsigt. Men du får at vide, at du bare skal blive ved, så kommer du til havet. Og det passer! Sådan er det også med dine sundhedsmål: Hvis du ikke giver op, skal du nok nå dem. Det gør ikke noget, at du stopper undervejs og spiser et stykke kage. Hvis du bare bliver ved med at bevæge dig fremad, når du målet til sidst.

Du kan ikke bare sige til dig selv: Jeg vil aldrig spise slik, kage og chips, hvis du godt ved, at det ikke kan fungere i praksis. Vær realistisk for din sundheds skyld! Vælg det til, der giver dig livskvalitet, og skær det fra, der er en dårlig vane, og som du alligevel ikke sætter pris på. Måske finder du ud af, at du dropper fødselsdagsbollen, men spiser fødselsdagskagen.

Tænk også på, at selv små skridt på vejen mod sundhed tæller: Hver gang du tager et æble i stedet for et stykke chokolade, er det et skridt fremad i forhold til din sundhed. Og at løbe en lille tur er bedre end slet ikke at løbe. Alt, hvad du gør, gør en forskel.