Kostekspert: Der findes ingen hokuspokus-løsninger
Hvis du vil af med dobbelthagen eller mave-dellen, kræver det en stor indsats og ikke kun små ændringer, mener Christian Bitz, som langer ud efter Sundhedsstyrelsens seneste anbefalinger.
Sundhedsstyrelsens 10 veje til vægttab lover overvægtige mennesker, at de kan tabe sig med få midler. Hvis du i stedet for at spise en pose slik hver aften ser en film uden de tomme kalorier, kan du fx tabe dig 23,5 kilo på et år.
Men den udmelding er Christian Bitz, ernæringsekspert og forfatter til bogen "Verdens bedste kur 2" langtfra enig i.
- Al forskning viser, at jo hurtigere man taber sig, jo større chance er der for, at man holder vægten over længere tid. Vi anbefaler folk, at de går ud og gør en relativ stor indsats for at tabe sig. At anbefale overvægtige mennesker at de bare skal tage små skridt, mener vi er direkte forkert, siger Christian Bitz, der i lighed med sin medforfatter på "Verdens bedste kur 2" og institutleder for Human ernæring på KU Arne Astrup giver udtryk for sine forbehold overfor Sundhedsstyrelsens råd.
Læs også på ALTfordamerne.dk: Tabte 20 kilo uden afsavn
Christian Bitz har især set sig gal på Sundhedsstyrelsens råd om, at man ved at skære lidt ned på de tomme kalorier kan reducere sin vægt kraftigt.
- Det der helt basalt er galt, er de beregninger de lover folk. Hvis man spiser en halv pose slik mindre hver dag, kan man tabe 12 kilo på et år, eller hvis man går 20 minutter hver dag, kan man tabe fem kilo på et år.
De beregninger er der ikke hold i. Det er rent skrivebordsarbejde, som ikke holder vand ude i den virkelige verden, siger Christian Bitz.
Ved første øjekast kunne man tro, at det var bedre for overvægtige at gøre en lille smule for at bringe kalorieindtaget ned i stedet for intet, men det mener Christian Bitz ikke.
- Det kan man godt argumentere for, men det gør, at man hurtigt falder tilbage i gamle vaner og ikke får noget ud af indsatsen. Al forskning viser, at jo hurtigere man taber sig og går intenst til værks, jo større chance er der for, at folk holder vægten i det lange løb. Det er ikke særlig svært at få folk til at tabe sig et kilo eller fem. Det, der er svært, er at tabe sig mange kilo og holde vægten nede. Derfor mener jeg, at Sundhedsstyrelsens råd om små skridt er fuldstændig forkert, siger Christian Bitz.
Læs også på ALTfordamerne.dk: Spis efter din kvindetype
For alle med for meget på sidebenene er der faktisk kun en ting at gøre, mener han.
- Der er ikke nogen hokuspokus-løsninger, der blæser fedtet væk, mens man ser "Desperate Housewifes". Man skal spise nogle færre kalorier, end man forbrænder. Det gør man ved at spise flere proteiner og færre kulhydrater, som vi skriver i vores bog og bevæge sig, for det kræver en stor indsats at gå på kur. Man skal gøre op med sig selv, at man virkelig vil det og hvorfor, så man er sikker på at være motiveret i høj grad, siger Christian Bitz.