Fortsæt til indhold
Familie & Sundhed

Chokolade: Sexlyst og fastere bryster

<p>Et længere liv, en slankere talje, fastere bryster og øget sexlyst. Genvejen til alle disse herligheder går hverken igennem benhård motion, kosmetiske operationer eller mængder af medicin.</p>

Ny forskning viser, i al sin bekvemmelighed, at chokolade ikke bare smager godt - det har tilmed en lang række positive effekter på vores helbred, hvis vi vel at mærke spiser det med måde og holder os til den mørke af slagsen.

Det påpeger ernæringsekspert, professor Arne Astrup, som er leder af Institut for Human Ernæring ved Københavns Universitet.

Sammen med kollegerne på instituttet er han i øjeblikket i færd med at gennemføre en række forskningsprojekter, der skal kortlægge chokoladens gavnlige virkning - blandt andet dens slankende egenskaber!

Grøntsag forklædt som slik

Forskningen er sat i gang på baggrund af en række udenlandske videnskabelige forsøg, som blandt andet allerede har dokumenteret, at chokoladespisere lever længere.

"I øjeblikket vælter det ind med solide studier, der viser, at chokolade er særdeles sundt, ja, nærmest en grøntsag forklædt som slik," siger Arne Astrup.

Det er først og fremmest chokoladens indhold af polyfenoler, som har en biologisk gavnlig virkning i vores krop. Præcis hvordan de virker, ved man endnu ikke, men de er kendt for at nedsætte forekomsten af hjertekarsygdomme og åreforkalkning.

Dertil kommer, at chokoladen også kan øge kvinders sexlyst, fastslår professoren, som ikke afviser, at det samme er tilfældet for mænds.

Sexlysten stiger

"Heller ikke her ved vi præcis, hvorfor chokolade får sexlysten til at stige, men det handler formentlig om, at der er stoffer, som øger blodgennemstrømningen i kønsorganer og i dele af hjernen."

Arne Astrup understreger, at de gavnlige stoffer findes i kakaosmøret, og derfor er det ikke al chokolade, som er godt. Den mørke chokolade indeholder mest af det rene kakaosmør og er kun tilsat begrænsede mængder sukker. Modsat spoleres den lyse chokolades sundhedsværdi af den tilsatte fløde.

”Derfor skal man holde sig til den mørke kvalitetschokolade,” råder Arne Astrup.

Han understreger, at alle kalorier feder, også de kalorier, som findes i mørk chokolade. Alligevel er der grund til at antage, at mørk chokolade ligefrem kan have en slankende effekt på mange - hvis den altså indtages i begrænsede mængder.

Mætter godt

Det skyldes ifølge professoren, at mørk chokolade har et højt smeltepunkt og derfor ligger længere tid og fylder op i mavesækken. Det nedbrydes langsommere, og det giver en udpræget mæthedsfornemmelse, som bevirker, at vi spiser mindre.

Og de gode budskaber fortsætter:

Mørk chokolade kan tilmed give fastere bryster, forlyder det.

"Halvdelen af fedtet i chokoladen er stearinsyre, som har en fast konsistens. Det fedt, som vi spiser, indlejres i vores fedtvæv, og hvis vi spiser mørk chokolade i små mængder over længere tid, bliver det hårdt," forklarer Arne Astrup.

Derfor lyder rådet, at hvis du føler trang til søde sager, så snup et stykke godt chokolade i stedet for slik, kager og chips. Med særdeles god samvittighed.