»Jeg var sikker på, at jeg ville blive lykkelig, hvis bare jeg fik den perfekte vægt og krop«

Jette Uhre var bare 22 år, da hun blev ramt af en depression. Siden 15-års alderen havde hun været besat af sin krop, været på den ene slankekur efter den anden

»Det var egentlig ikke, fordi jeg var overvægtig – set ud fra BMI-skalaen – men jeg begyndte at gå på slankekure, fordi jeg ikke følte, at jeg levede op til de forbistrede kropsidealer, der er i vores samfund,« siger hun.

I årene frem til sin depression forsøgte Jette Uhre sig med et utal af slankekure, herunder Atkins-kuren, Dukan-kuren, diverse juice- og kålkure samt ekstreme proteinkure.

»Jeg kan huske, at jeg var på noget, der hedder ”3-dages-kuren”, sammen med min mor og søster. Den var meget mærkelig, f.eks. skulle man spise fem TUC-kiks med hytteost til frokost i skolen og en rød pølse med broccoli til aftensmad. Det endte med, at jeg gik og spiste i smug. Jeg skammede mig over, at jeg ikke havde disciplin til at holde kuren.«

Senere lagde Jette Uhre damebladenes slankekure fra sig og begyndte i stedet at opfinde sine egne regler og spise meget restriktivt. ”Sundhedsfanatisme” kalder hun det i dag.

»Jeg spiste ekstremt sundt, men også i meget store mængder. Jeg var sikker på, at jeg ville blive lykkelig, hvis bare jeg fik den perfekte vægt og krop, men i realiteten havde jeg stadig et meget usundt forhold til mad.«

De endeløse tanker om »mad, vægt og kropshad« fik Jette Uhre til at føle sig så stresset, at hun en dag måtte sygemelde sig. Og hvad gør man så?

Skrev sin egen bog

Jette Uhre begyndte at fokusere på, hvordan hun kunne tage ansvar for at få det bedre med sig selv og sin krop. En dag ad gangen, fokus på at føle velvære. Hun begyndte at studere mindfullness og fik øjnene op for det, der hedder ”mindful spisning”. Det har hun nu skrevet en bog om, ”Slip slankekursmentaliteten”, der udkom i januar.

Efter at have taget et personligt opgør med slankekure og kropsidealer har du nu skrevet din egen bog med råd om, hvordan man bør spise. Nogle vil måske sige, at du tilslutter dig den industri, du selv kritiserer. Hvad tænker du?

»Jeg ser ikke dette modsætningsforhold. Den formel, jeg kommer med i bogen, handler ikke om at tabe sig og gå på slankekur, men om at få et balanceret forhold til mad, om at føle velvære i sin krop og ikke stresse over at skulle tabe sig. Når jeg eksempelvis skriver om, hvordan man undgår overspisning, så er det ikke med det formål at få folk ned i vægt, men fordi overspisning i sig selv er smertefuldt.«

Og hvad så hvis man faktisk døjer med overvægt og inderligt ønsker at smide nogle kilo?

»Hvis du spørger mig, er den mest holdbare løsning, at man sætter sit fokus på vægttab i baggrunden – måske som 2. prioritet – og i stedet fokuserer på at få et balanceret forhold til mad og ens krop. Hvis du spiser med fokus på at ville dig selv det bedste, uanset hvad du så måtte veje, så vil du i længden være mere tilbøjelig til at leve sundt. For mange mennesker vil det ende ude i et holdbart vægttab – ikke for alle, men for nogle.«

Stressende at være på kur

Ifølge Jette Uhre er det ligefrem usundt at være på slankekur. Hun henviser til forskning, som viser, at to tredjedele af alle, der taber sig på en slankekur, efter fire år vejer mere, end da de tog hul på deres kur.

»Problemet med slankekure er, at de skubber til nogle biologiske overlevelsesmekanismer i mennesket. Når du undergår et hurtigt vægttab, sætter din krop og dit sind alt ind på at komme tilbage til dens ”normalvægt”. Grundlæggende kan man sige om min bog, at den handler om, hvordan man arbejder med disse mekanismer, frem for at arbejde imod dem.«

I din bog introducerer du begrebet ”slankekursmentalitet”. Hvad skal vi forstå ved det?

»Det er tænkt som en samlebetegnelse for alle de her meget firkantede og begrænsende overbevisninger omkring mad, vægt og krop, som typisk er kendetegnet ved forbud og restriktioner. Man fokuserer på alt det, man ikke må, men ofte er virkningen den modsatte, fordi vores hjerne har en indbygget trang til de ting, der er en begrænsning omkring.«

Du sætter samtidig lighedstegn mellem slankekure og stress. Hvorfor det?

»Hvis du har et ekstremt fokus på tallet på badevægten, så er det lidt som at leve i et mentalt fængsel. Slankekure er ofte forbundet med skamfølelse. Mange slankekure virker jo faktisk til at starte med. Vi taber os, mens vi er på dem, men når vi så ikke kan holde kuren længere, og vi tager de tabte kilo på igen, så skyder vi skylden på os selv – for slankekuren, den virkede jo.«

»Der er ekstrem meget skam omkring mad og vægt i vores samfund. Man går rundt og hader sin egen krop. Tænker at den er forkert. Man bliver fyldt med stresshormoner, udskiller kortisol, som paradoksalt nok er med til at øge ens appetit samt til at lagre fedt omkring maven. Slankekuren bliver en form for quickfix-løsning, et ”yoyo-vægttab”, hvor man taber sig hurtigt, tager på igen osv. Og det er denne måde at leve på, som for de fleste mennesker faktisk har vist sig at være mere usund, mere sundhedsskadelig, end at forblive på en stabil, høj vægt.«

Hvordan er dit forhold til mad i dag?

»Jeg har ikke længere nogen bekymringer omkring mad. Jeg spiser, når jeg er sulten og har ikke længere denne her ”mentale støj”, der forhindrer mig i at følge mine naturlige instinkter og mærke efter, når jeg er sulten eller mæt. Da jeg var yngre, tænkte og bekymrede jeg mig om mad og min vægt 90 pct. af mine vågne timer. I dag fylder det maksimalt 10 pct.«