Motorola Moto E - smartphone til ekstremt små budgetter
Motorola er efter succesen med Moto G nu ude med endnu mere mobil for pengene.
Smartphone-revolutionen er endnu ikke global, for 70 pct. af verdens befolkning må fortsat nøjes med klassiske telefoner, deres uhjælpeligt små skærme og manglende apps. Derfor lancerer Motorola nu den globale prisbasker Motorola Moto E.
Selvom prisen er holdt nede omkring 800 kr., kan Moto E mingle med langt dyrere enheder.
Nyeste Android-version
Nyeste Android 4.4.2 er, ifølge Motorola selv, optimeret, så den kan reagere hurtigere end den langt dyrere Samsung Galaxy S4. Motorola bedyrer, at modtagelse af opkald, start af browser eller kamera foregår mellem 0,9 og 1,7 sekunder hurtigere i en Moto E.
Selve indmaden byder på en dual-core, der tikker ved 1,2 Ghz, 1 GB RAM, 4 GB lagerplads samt micro-SD udvidelse op til 32 GB. Batteriet rummer 1980 mAh, og Motorola lover, at Moto E kan holde til en hel dags brug. Kameraet er på fem megapixels.
Flere farvemuligheder
Moto E er også designet til at være holdbar. Skærmens 4,3 tommer store qHD-display er beskyttet af Gorilla Glass 3, og telefonen er vejrbestandig.
Man kan, ligesom i storebror Moto G, udskifte bagcovers og vælge blandt ni farverige covers eller fem gummierede grip-covers for yderlige beskyttelse.
Specifikationer
- Mål: 125 x 65 x 12,3 mm, 140 gram
- Skærm: 4,3” qHD display med Gorilla Glass 3, 256 PPI
- Ydelse: Snapdragon 200, 1,2 GHz dual-core, 1 GB RAM
- Kamera: 5 megapixels
- Lager: 4 GB + micro-SD op til 32 GB
- Batteri: 1980 mAh, heldagsbatteri
- Software: Android 4.4.2 KitKat
- Øvrigt: nanocover, bagcover i 9 forskellig farver samt 5 grip-covers.
Prisen lander på omtrent 800 kr. De første Moto E’ere rammer allerede handlen i Indien og lanceres snart i Storbritannien, Brasilien, Mexico, Spanien og Canada.