Nyt mobilabonnement? Disse sammenligningsportaler er ikke gode nok
Forbrugerrådet Tænk har undersøgt de mest populære sammenligningsportaler for mobilabonnementer. De er fulde af mangler og fejl, lyder konklusionen.
Der findes flere hundrede mobilabonnementer på det danske marked, og det kan være svært at finde det abonnement, der passer bedst. Derfor lover en række sammenligningsportaler at hjælpe med at gøre arbejdet. Problemet er bare, at de har så mange fejl og mangler, at de ikke fører frem til de billigste abonnementer.
Det fastslår Forbrugerrådet Tænk, som har undersøgt fire populære tjenester: mp.dk, telepristjek.dk, mobilabonnement.dk og telepriser.dk
»Det står ikke godt til på dette marked. Som forbruger er man ikke så godt hjulpet, som Energistyrelsen og politikerne giver indtryk af,« siger cheføkonom Martin Salamon, Forbrugerrådet Tænk.
Fire slags mobilbrugere
Konklusionen er den samme, som rådet nåede frem til ved en lignende undersøgelse i 2011. Den blev gennemført, umiddelbart efter at den statsfinansierede Teleprisguide var blevet lukket, fordi den daværende minister forventede, at private aktører ville kunne give mere pålidelige resultater.
I et marked med 60 forskellige selskaber og flere hundrede ret sofistikerede abonnementer og meget forskellige forbrugsmønstre, kunne prisportaler virkelig komme til deres ret, hvis de var lavet ordentligt og fungerede.Martin Salamon, cheføkonom, Forbrugerrådet Tænk
I Forbrugerrådet Tænks undersøgelse har man defineret fire eksempler på mobilbrugere med varierende forbrug af tale, data og sms/mms: teenageren, den meget aktive bruger, den gennemsnitlige bruger og den minimale bruger. I hvert tilfælde blev der søgt efter mindst tre abonnementer.
Mp.dk klarede sig bedst og havde kun én prisangivelse, der ikke kunne genfindes hos udbyderen, mens Telepriser.dk havde flere fejl.
Ingen af portalerne kunne finde frem til samtlige af de billigste abonnementer på markedet. Telepriser.dk var tættest på og fandt tre fjerdedele af de billigste abonnementer, mens Telepristjek.dk og Mobilabonnement.dk kun fandt lidt over halvdelen af dem.
Forskel på informationer
Undersøgelsen kommer samtidig med, at Energistyrelsen har evalueret 12 af de mest benyttede prissammenligningsportaler. Styrelsen har for hver af de 12 prissammenligningssider indhentet og sammenholdt de faktiske oplysninger på prissammenligningssiden med anbefalingerne i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens rapport om ”Prissammenligninger på internettet”. Evalueringen viser, at ingen af de 12 prissammenligningssider følger samtlige anbefalinger.
»Uanset hvilken tjeneste, man vælger, får man ikke alle de oplysninger, man burde få, hvis man skulle have en objektiv og dækkende information. Når forbrugerne ikke kan se forskel på, hvem der gør det godt og dårligt, ja, så gør det ingen forskel, om portalen gør det godt eller dårligt, for hvordan søren skulle forbrugerne opdage, at en portal kun viser 7 af de 12 billigste abonnementer,« siger Martin Salamon.
En tredjedel følger anbefalingerne om, at siderne stiller central information til rådighed på en tydelig og let tilgængelig måde, en tredjedel følger anbefalingerne i nogen grad, mens den sidste tredjedel gør det i mindre grad. Trods det blandede resultat mener telegrafinspektør Jane Ørum, Energistyrelsen, at prisportalerne bidrager til gennemsigtighed.
»Men der kan være stor forskel på informationsniveauet på siderne. Derfor er det en god idé tjekke flere forskellige sider og gøre op med sig selv, hvilket behov man har for taletid og data.«
Ifølge Forbrugerrådet Tænk bør man indføre en model som i Storbritannien, hvor prisportalerne kan vælge at lade sig akkreditere af en uafhængig instans.
»Energistyrelsens undersøgelse viser, at portalerne har problemer med bare at leve op til de basale krav. Vores tjek viser, at forbrugerne er rigtig dårligt hjulpet med de portaler, som findes i øjeblikket. I et marked med 60 forskellige selskaber og flere hundrede ret sofistikerede abonnementer og meget forskellige forbrugsmønstre, kunne prisportaler virkelig komme til deres ret, hvis de var lavet ordentligt og fungerede,« siger Martin Salamon.