Brutalt action-orgie i ørkenen

Byg den ultimative krigerbil og fræs rundt i et fjendtligt, postapokalyptisk ørkenlandskab. Mad Max er et brutalt bilspil, der besynderligt nok er mere rørende end filmen fra i sommers.

Artiklens øverste billede
Spillet Mad Max foregår i et postapokalyptisk ørkenlandskab, hvor man kan bygge vilde biler og bekæmpe fjender.

Spil

Mad Max

Avalanche Studios

PS4, Xbox One og PC, 499 kr. (anmeldt på PS4)

+18

Jeg så først Mad Max: Fury Road for nylig. Det havde jeg glædet mig til. Jeg havde noteret mig, at den havde fået både fire- og femstjernede anmeldelser i flere aviser og magasiner.

Folk, der havde været i biografen, sagde, at de knap havde trukket vejret fra det øjeblik, de satte sig i biografsædet, så vild og hæsblæsende var den. Det ville være den perfekte optakt, inden jeg skulle spille Mad Max på min PS4, tænkte jeg. Så nu skulle jeg endelig se den.

Jeg blev mildt sagt skuffet. Over filmen, altså. Der var nogle flotte scener, bevares. Men jeg kedede mig gudsjammerligt gennem det meste af det hæsblæsende actionfræs.

Det er selvsagt ikke, fordi jeg har noget imod action. Jeg var bare hamrende ligeglad med, hvad der skete med samtlige personer, inklusiv Charlize Therons enarmede kriger, og så kan man overlæsse sin ’historie’ med nok så meget ultravold og brølende brutalitet.

Det er stadig fuldstændigt ligegyldigt. Og så var det oven i købet mærkeligt kitsch i al sin overlæssede pompøsitet, grænsende til det komiske. Jeg havde det, som om jeg sad og så en film, der prøvede at være dødsmetal, men i virkeligheden bare var Lordi, det finske ”heavymetal”-band, der vandt det internationale melodigrandprix i 2006.

Nuvel: at lave et spil, der foregår i det samme postapokalyptiske, solsvedne, olietørstige univers som sommerens eksplosive blockbuster og den forudgående trilogi fra 1979-85 er mildt sagt oplagt.

For filmenes nærmest erotiske besættelse af de tunede og modificerede biler og deres kurver, fart og hestekræfter kan oversættes direkte til spiluniverset, hvor det giver masser af mening: Det er tempofyldt bilræs i åbne, trøstesløst barske landskaber, bestandig opgradering af køretøjet, jagt på knappe vand- og olieressourcer, samt masser af fladmast metal, masser af eksplosioner og masser af voldsomme slagsmål.

I modsætning til Fury Road har spillet Mad Max den fordel, at her sidder man selv bag rattet, hvilket ikke levner tid til at sidde og kede sig. I hvert fald ikke helt på samme måde.

Men mere bemærkelsesværdigt er det, at spillets univers faktisk formåede at vække mere vemod i mig end samtlige af filmens 120 minutter. Det er ret godt klaret.

Og hvor kommer den så fra, den vemod? Fra de storslåede, støvede landskaber, man fræser igennem med sit hærgede køretøj, under den svitsende sol eller den sugende mørkeblå nattehimmel. Fra de tilsandede motorveje, flyvrag og andre minder fra jordens mere frugtbare fortid, som dukker op i ørkenlandskabet. Og især fra den maksimalt underdanige, pukkelryggede bilentusiast og -mekaniker Chumbucket, der melder sig som Max Rockatanskys uundværlige hjælper tidligt i spillet.

Sammen kaster det sårede makkerpar sig ud i jagten på den über-vamle psykopatskurk Scabrous Scrotus (typen, der har menneskehoveder i bæltet og et opadvendt barberblad som skridtbeskytter) samt opbygningen af Max’ bil, Magnus Opus, som bliver større, vildere, hurtigere og mere dødbringende, jo mere skrot og jo flere reservedele, man får skrabet sammen.

Og når man så efterlader Chumbucket til sit mekanikerarbejde, mens man selv løber ud på sine egne missioner i den solsvedne ørken, kan man høre ham tale med bilen med en begejstret omsorg og en forventningsfuld jubel, der er bevægende i alt sit rablende vanvid.

Det siger noget om, hvor beskidt og barbarisk en verden, man fræser rundt i: Når et af de mest sympatiske væsener, man møder, er denne krumbøjede, Gollumlignende skabning, der tilbeder biler så intenst, at han har opbygget sin helt egen religion omkring dem.

Er man bare en tusindedel så begejstret for biler som Chumbucket, vil man have en fest med sit fræs i den udstrakte, barske ørken og sine løbende opgraderinger af den skramlede monsterbil med pigge, harpuner og triple-nitro-boosts.

Er man lidt mindre bilbegejstret, vil man nok kede sig en anelse efterhånden, fanget i den evindelige jagt på mere vand, mere benzin og flere tørre tæsk i den brutalt nedsvitsede, postapokalyptiske verden, hvor kun brandsårs-hærgede og selvmutilerede psykopater er tilbage og kommunikerer med brøl, rustne kæder og motorsave.

Til gengæld gør den pixellerede udgave af Max, hvor utroligt det end kan lyde, et mere menneskeligt indtryk end Tom Hardys præstation i Fury Road. Så interessant som Mel Gibsons version af Mad Max i de originale film bliver det dog ikke. Heller ikke helt så hypnotisk for øjnene. Jeg tror, det er på tide at se Mad Max 2: The Road Warrior igen.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.