Festival-dagbog, dag 4: Rockstjerne-dystopier og afførings-katastrofen

Kære læsere!

Hvis sarte sjæle vil slippe for at læse om mine maveproblemer, anbefaler jeg, at i springer direkte ned til interviewet med Muse-forsangeren, Matthew Bellamy.

Kh. Rasmus

I nattemørket foran Avalon-scenen, hvor jeg skal høre Goat med tre venner, forstår jeg endnu ikke helt situationens alvor. Jeg kan mærke en let rumlen i maven, der føles som om en tiger-unge ligger i min mavesæk og knurrer.

”Måske skulle jeg ikke have drukket vandet fra vandhanerne i lejr-området,” når jeg at tænke, før tigerungen laver et kortvarigt brøl, der får mine øjne til at spile op.

”Jeg bliver nødt til at gå ned i mediebyen og få strøm på min mobil,” siger jeg til mine venner og prøver at virke afslappet.

Men jeg når ikke engang at gå 10 meter, før det går op for mig, at Mediebyen er alt, alt for langt væk. En doktor behøves ikke til at stille min diagnose, som lyder således:

”Hvis du ikke finder et toilet indenfor 5 minutter, Rasmus, så skider du i bukserne!”

Jeg spænder ballerne det bedste, jeg har lært og sigter direkte mod toiletterne ved Avalon. De ligger blot 25 meter fra scenen. Lyset fra toilet-indgangen åbenbarer sig i natten som himlens porte, men jeg må til min rædsel konstatere, at der er kø. En alt for lang kø.

Nu skal der tænkes hurtigt.

Der er for mange mennesker til, at jeg kan nedværdige mig til at afværge katastrofen i et buskads. Den blotte tanke om, at den djævelske handling bliver foreviget af en forbipasserendes smartphone giver mig kuldegysninger.

Jeg må sigte mod Mediebyen, der ligger hele 300 meter væk. Ruten er ifølge mine umiddelbare udregninger som følger: Cirka 50 meter ned ad grusstien fra Avalon og ud på asfaltvejen bag Orange Scene. Derfra 200 meter ligeud, afsluttet af 50 meters zik-zakkeri mellem semi-kendte i Mediebyen. I min nuværende tilstand svarer 300 meter velsagtens til at løbe 10 kilometer i et par vaders.

Jeg ville i dagens artikel egentlig gerne have lavet en spidsfindig reference til Stanley Kubricks mesterværk ”Rumrejsen, 2001”, med hvilken jeg forklarer, hvordan vi med smartphones outsourcer vores hukommelse til teknologien, slippes fri fra geografiens lænker og bryder med tid og rum, når vi snapper, instagrammer osv. Men med med min nuværende mave-situation må jeg konstatere, at Rumrejsen 2001 er blevet erstattet af Rumle-rejsen 2015.

Allerede på turen ned langs grusstien fra Avalon, begynder omverdenen så småt at sortne, og min gangart begynder at kunne sammenlignes med guld-robotten 3-CPO’s fra Star Wars. En karakteristisk, usikker vralten. Tigerungen i min mave er begyndt at blive rigtig ilter.

Folk omkring mig på grusstien ænser jeg ikke. De ligner bevægelige kegler, der er placeret udover hele festival-pladsen med det ene formål at sikre, at jeg laver i bukserne.

Men det MÅ bare ikke ske,” tænker jeg. Uret tikker.

”Det MÅ bare ikke ske!” tænker jeg igen.

Smartphonens dominans under koncert

Væk er også mine tanker om at dække festivalens digitale liv på en original måde. Væk er mine følgende tanker, som jeg skrev ned i min notesbog tidligere på dagen under koncerten med rapperen Kendrick Lamar:

”Under Kendrick Lamar-koncerten stikker publikum, på opfordring af rapperen, deres smartphones i vejret med lommelygte-funktionen slået til. I den fersken-farvede aftensol, synes de tusindvis af smartphones over menneskehavet ved Orange Scene at rumme en poesi, der symboliserer smartphonens dominans under festivalen. Husk at kombinere Kendrick-reportage-elementet med en email fra 3 mobil, der viser, at der blev brugt 21,4 TB data i 3’s netværk på hele festivalen indtil nu. Forbruget svarer til 396 døgns kontinuerlig streaming af Netflix i HD og dermed har 3’s kunder slået rekorden i dataforbrug fra hele festivalen i 2014, som var på 17 TB.”

Folk i vejen på asfaltvejen

Jeg er nu nået ned til asfaltvejen, der til min ulykke er svært befolket. Svedperler begynder nu for alvor at pible frem på panden.

Et metalhegn på højre side af vejen afskærer mig fra muligheden for at ”skide” genvej et sted i vejkanten.

Mediebyen er stadig min eneste chance.

Pt. føles det som om en hyperaktiv mini-version af bordtennis-spilleren Michael Maze sidder inde i min mave og konstant banker en bordtennisbold mod min syd-indgang, som jeg spænder sammen som bare fanden.

Da jeg med (hvad jeg forestiller mig) er blodsprængte øjne, når indgangen til Mediebyen, begynder balle-musklerne at løsne sig en smule grundet det længerevarende pres.

Jeg prøver kortvarigt at trykke ballerne sammen med hænderne, men konstaterer hurtigt, at det ikke rigtigt virker og desuden ser totalt latterligt ud. Sådan kan jeg ikke entrere Mediebyen - eller nogen-som-helst by.

I stedet tager jeg febrilsk solbriller på i håb om, at de i det mindste kan sikre, at jeg ikke bliver genkendt i menneskemylderet.

10 meter til nærmeste Mediebys-toilet

Da jeg ser, at der også er kø foran toilettet 10 meter længere fremme, nærmer jeg mig det endelige sammenbrud. Nu føles det som raketfyrværkeri Nytårsaften i min mavesæk. Ironisk nok er klokken lidt i 12.

Der er kun ét alternativt toilet: Det, der ligger ved Mediebyens presselade, og det kræver 30 meters ekstra gågang.

I vildelse begynder jeg snerrende at mumle til mig selv som en galning: ”Du har klaret det så langt, Rasmus! Så kan du sgu’ også klare turen til det toilet!”

I denne akutte krise-situation synes min krop og tankevirksomhed at være skrumpet ind til to baller, et sæt ben og en mave fuld af ondskab. Klar til hovedrollen i en genindspilning af en film, man passende kunne kalde ”Rosemary’s bæh-by”.

Nu ser jeg toilet-skur nummer to i mediebyen komme til syne – og jeg har tilsyneladende fået haltet mig igennem Mediebyen uden at blive genkendt! De semi-kendte havde heldigvis travlt med at være semi-kendte.

Som en Nascar-racerbil drifter jeg rundt om toilettets indhegning uden at trykke for meget på gas-pedalen (Status: 5 meter til toilettet).

Op af trappen (Status: 2 meter til toilettet).

Ind på toilettet (Status: 0 meter + desperat nedknapning af bukser til toilet).

Frihed! The brown feeling.

Muse-forsangeren redder (måske) mit rygte

Efter seancen på toilettet, som jeg skal spare jer for at gå mere i detaljer omkring, får jeg vand i hovedet og begynder så småt at ligne et menneske igen. Jeg går vaklende ud i natten, men kommer tilbage næste morgen for at skrive igen.

”Undskyld! Jeg har lige et spørgsmål!” siger jeg henvendt til pigen i presseladen og fortsætter:

”Ville det i al fremtid afskære mig fra muligheden for en date med en pige, hvis jeg skriver en dagbog for en af landets største aviser om mine afførings-problemer på Roskilde Festival?”

”Altså… hmmm…..” svarer hun forvirret.

”I artiklen skriver jeg også et interview med forsangeren fra Muse. Det er da cool nok? Pynter det ikke lidt på det?” prøver jeg igen. Hun svarer:

”Hmm… altså, hvis du i artiklen pointerer, at i dag er en ny dag, og at du har det bedre, så tror jeg nu nok det skal gå.”

Jeg griner og og går hen til tastaturet for at skrive interviewet med Muse-forsangeren, Matthew Bellamy, som jeg talte med et par dage tidligere. Lad os spole tiden tilbage til formiddagen før interviewet:

Muse om mekanisering

”Det der fly! Det flyver lavt! Det ligner en drone!” siger min ven til mig og peger op på et lille, muligvis ubemandet metalfly, der i faretruende og krybende langsomt tempo svæver henover græsplænen ved Pavillion-scenen.

Jeg rammes af en særegen terror-/overvågnings-frygt, men undertrykker de mørke tanker med en slurk øl og lader flyveren passere.

It-tænkeren Andrew Keen har tidligere fortalt mig, at vi lever i en ”paranoid tidsalder” grundet frygten for terror og overvågning. Den passer jeg så fint ind i.

Jeg kommer til at tænke på flyet, da jeg står bag Orange Scene, backstage, i et sofalokale med den 37-årige Muse-forsanger Matthew Bellamy. Han er kendt for at lave stadionrock, hvis pompøse lydmalerier maler et dystopisk billede af fremtiden med overvågning, korruption, global opvarmning og nu: ”Droner” og i særlig grad USA’s udenrigspolitik

Matthew Bellamy rejser sig høfligt op og giver hånd ved min ankomst. Vi sætter os ned i sofaen. Jeg fortæller ham om den gnist af frygt, der ramte mig, da det drone-lignende fly passerede græsplænen og spørger:

Forstår du min umiddelbare reaktion?

”Ja,” svarer han næsten sørgmodigt og kigger ned i bordet, mens han tager sig lidt nervøst til sine knæhaser og fortsætter:

”Det handler om ”afstand”. Teknologi skaber afstand. Og afstand skaber mangel på empati. Med afstand kan du ikke se konsekvenserne af dine handlinger. Du kan ikke mærke dem. Og det kan ret hurtigt gøre dig kølig. Droner er åbenlyst en teknologi, som skaber så meget afstand, så det bliver meget let at dræbe folk uden at tænke på konsekvenserne. For nemt,” konstaterer han med reference til den amerikanske regerings brug af droner til krigsførelse.

Jeg når ikke at byde ind, før han ivrigt fortsætter:

”Afstand begyndte under Industrialiseringen, men den er blevet mere og mere ekstrem. Så det startede, da vi byggede robotter og maskiner, der erstattede menneskers arbejde på fabrikker. Store firmaer begyndte at lave beslutninger baseret på matematiske udregninger og tænker ikke på konsekvenserne for arbejderne. Simpelthen fordi afstanden mellem chefen på toppen og arbejderne er for stor.”

Men vi plejer at sige, at moderne teknologi, fx sociale medier, har bragt os tættere sammen – ikke skabt mere afstand. Men du lader til at mene, at teknologien faktisk også kan fjerne os fra vores medmenneskelighed?

”Faren er, at folk bruger vendingen ”forbundet” om sociale medier, men det er en særlig slags forbindelse. Jeg tror, at sociale medier skaber overfladiske forbindelser frem for følelsesmæssige forbindelser. Og når du systematisk begynder at fjerne de følelsesmæssige forbindelser og empatien, så ender du på det nærmeste med de her nye, virtuelle bureaukratier, der er undertrykkende. Næsten af kommunistisk art. Det ligger bare i teknologiens natur: Vi forbinder os på en overfladisk måde.”

Jeg tænker i mit stille sind, at emnet måske er lidt for omfangsrigt til en 10 minutter lang snak, mens Matthew Bellamy snakker videre om, hvordan miljøet trues via global opvarmning. Han konkluderer, at vi sammen, gennem teknologien, ødelægger ”alt”.

”Mekaniseringen af menneskeheden skaber et resultat, der er mod menneskeheden,” fastslår han.

Du stiller, på et af numrene på det nye album, spørgsmålet: “Are you a drone?”. Hvorfor gør du det?

Matthew griner lidt nervøst, men taler ivrigt videre. Han kigger stadig ofte ned i bordet og laver ofte hurtige bevægelser, når han snakker.

”Ifølge min egen teori, så kan vi kun knuse denne her kæmpe, industrialiserede version af menneskeheden, hvis individer vågner op og tager andre valg. Hvad mener jeg med det? Jeg mener alt fra marinesoldaten i hæren. Drone-piloten, der bare følger ordrer. De er alle en del af en kæde, der skaber destruktion. Du kan ikke bekæmpe maskinen, fordi den er for stor og for anonym – men en drone-pilot eller religiøs ekstremist kan vågne op og sige: Jeg behøver ikke at gøre det her! Hvis alle vågner, knuser vi maskinen,” siger han.

Du burger i en af sangene på det nye album en John F. Kennedy-tale fra 1961. Hvorfor sammenligner du den periode med i dag?

“Der er ligheder mellem dengang og i dag. I 1960’erne frygtede vi Sovjet og måske Kina. Nu frygter vi teknologi og teknologiens effekter. Og når jeg siger teknologi, så mener jeg også teknologiens effekter. Teknologiens evne til at ændre vores psykologi og blive besatte af effektivitet.”

Da PR-manden siger, at interviewet er slut, vil jeg lige teste, hvor dybt hans frygt for fremtiden stikker. Har han nogen selvironi? Jeg spørger:

Jeg er jo bare en journalist, og du er en af verdens største rockstjerner. Så den overvågning jeg oplever via sociale medier er minimal sammenlignet med den fokus, du får overalt. Bliver du nogensinde lidt paranoid?

“Hahaha,” griner han, næsten lidt forlegent over sit mørke sind og afslutter:

”Ja, jeg har nok altid været lidt paranoid - og det udtrykker jeg da også helt klart i mine sange”.

Læs de andre festival-dagbøger

Læs ”festival-dagbog, dag 1: ”Batteri-krise rammer teknologi-journalisten”

Læs ”festival-dagbog, dag 2: På selfie-cruise med Ørntoft og Kwamie Liv”

Læs ”festival-dagbog, dag 3: Jordens mest sexede mand forklarer sin vanvittige instagram-profil”