Festival-dagbog, dag 2: På selfie-cruise med Ørntoft og Kwamie Liv

”Fuck!” lyder det halvkvalt fra et grønt iglotelt i lejren. Også denne morgen ikke bare påvirker mobilteknologi det sociale liv i lejren. Den er omdrejningspunktet.

Et hoved popper ud af teltet, tilhørende Frederik, der uddyber: ”Fååååårrrrk, hvor er det nederen! Jeg ankom i går aftes, og jeg har allerede fået punkteret min luftmadras og har mistet min mobil!”

Lettere fortumlet kryber han ud af teltet, væk fra den flade madras, der ligner et brugt, blåt kondom til kæmper. Der breder sig en næsten højtidelig stemning i lejren over mobil-tabet – som når et elsket kæledyr afgår ved døden.

En undersøgelse, lavet af firmaet Lookout, har tidligere vist, at 94 pct. er bekymrede over at miste deres telefon. 73 pct. siger, at de føler panik, når de mister den. 38 pct. er mest bekymrede over prisen og besværet med at få en ny.

De næste fem minutter sidder Frederik med dybe panderynker og en opgivende mine i sin festival-stol og siger næsten taktfast: ”Fuck, fuck, fuck, fuck, fuck”.

Han er vist en af de 73 pct., der går i panik.

”Vi SKAL finde den. Du kan jo nærmest ikke engang tisse uden at blive væk fra de andre uden din smartphone,” siger jeg.

”FUUUUUUUUUUUUUUCK!” råber han mod himlen og nikker efterfølgende. Rationaliteten sparker ind og andre i lejren hjælper til ved at logge ind på ”Find my Phone” (en app, der kan finde forsvundne telefoner via GPS-teknologi), men der er ingen forbindelse.

”Denne her bliver din nye bedste ven!” siger Magnus med et kækt smil og klasker Roskilde Festivals papirmanual ned i Frederiks skød.

Alle griner som en reaktion på, hvor latterligt bedaget papirprogrammet er i forhold til en smartphone med app’s. Frederik kaster programmet ned på jorden.

Arbejdets allestedsnærvær

Magnus fra lejren, en af indehaverne af Vess Gallery på Vesterbro, har selv haft sit bøvl med smartphones dagen før. Ikke fordi han manglede forbindelse, men fordi forbindelsen til omverdenen tog overhånd.

Med tømmermændenes svar på heavy metal tilsat koklokke tjekkede han sin email fra morgenstunden og skulle inden for en time svare arbejdsmail vedrørende, om beskrivelsen af et Vess-event til den Københavnske Trailerpark-festival var god nok. Smartphonen har affødt arbejdets allestedsnærvær.

Instagram binder bånd

I dag skal jeg interviewe den dansk-zambianske musiker Kwamie Liv om hendes forhold til digitale medier.

På vej ned mod Apollo Countdown-scenen, hvor hun spiller senere, hører jeg hendes EP ”Lost in the girl” via Spotify i høretelefonerne.

Kwamie Liv er spændende at snakke med sociale medier om, fordi hun egentlig er ret sky i interview, og sociale medier lever gennem udadvendthed og lysten til at dele.

En panisk situation opstår imidlertid nede ved scenen, hvor jeg ikke kan få adgang til backstage. Grunden er, at mit armbånd har den forkerte farve.

Status: To minutter til interview-tid. Ingen kontakt.

Fibrilsk får jeg skrevet en email til hendes tourmanager bag scenen, der sender sit amerikanske nummer. Jeg ringer fluks til ham, og det er i sig selv fantastisk, at mobilsignalerne når at runde USA, før de dirigeres tilbage til Danmark og kulminerer i en ringetonelyd på hans telefon 3 sekunder senere.

Vi arrangerer, at Kwamie Liv kommer ud på græsset foran scenen, hvor vi laver interviewet.

Fans taler direkte til kunstnerne

Snakken får en sjov digital vinkling, fordi jeg to uger tidligere, efter at have hørt hendes EP ”Lost in the girl” på repeat i en uge, lavede en tegning af hende på min anden Instaprofil @rasmus.holiday. Jeg taggede Kwamie i tegningen, og hun repostede to dage senere billedet på sin profil.

”Det er i øvrigt mig, der lavede den der tegning af dig,” siger jeg for at prøve at løsne interview-situationen lidt op.

”No way! Var det dig?! Jeg elsker den! Det skulle du have sagt! Har du tegningen med?” svarer hun og erstatter det første formelle håndtryk med en krammer, suppleret af et hvidt tandpasta-smil, der står i skarp kontrast til hendes sorte solbriller.

”Jeg har desværre ikke tegningen med,” svarer jeg og tilføjer: ”Men jeg kan godt sende den til dig.”

”Cool! Gør det!” siger hun.

(Nedenfor ses tegningen, som der refereres til) .

Jeg prøver at dirigere interviewet tilbage på sporet, kigger ned i notesblokken på min smartphone og spørger:

Du virker ret privat, så hvordan finder du en balance mellem at være kunstner og så at leve i en tid, hvor det forventes at du deler ud af dit liv på sociale medier? spørger jeg.

”Jeg er privat af natur, så jeg deler ikke hele mit liv via sociale medier eller i interview, men jeg er virkelig taknemmelig over de sociale medier, fordi det giver så direkte adgang til mennesker. For eksempel dig! Du tegnede noget kunst, og jeg fandt det via et hashtag og forelskede mig i det. Og derfra kan vi kommunikere sammen online. Og når jeg ser dig nu, så er jeg ekstra glad for at se dig på grund af, at vi allerede har en ”fortid”. Det er en stor forandring, som ikke kunne være fundet sted uden teknologi,” svarer hun og opsummerer cirkulationseffektion således:

”Jeg skaber noget og lægger det ud. Folk hører det, og det påvirker dem følelsesmæssigt, hvorefter de skaber noget nyt med det, som forbinder sig tilbage til mig. Det er da helt fantastisk.”

Og der har vi det så: Et skoleeksempel på, hvordan almindelige musik-fans – i dette tilfælde en tilfældig journalist - kan komme tættere på kunstnere og rent faktisk røre dem ved brug af sociale medier.

Jeg får næsten lyst til at omskrive et kendt citat fra filmen Casablanca til: Of all the Instagram-pictures, of all the profiles of the world, she reposted the picture from mine.”

Situationen får mig til at tænke på en snak, jeg havde for nogle år tilbage med det amerikanske IT-geni Ray Kurzweil om, hvorvidt sociale medier dræber intimiteten mellem mennesker. Han sagde: ”Kritikere siger, at vi i dag kommunikerer gennem skærme. Men de har en tendens til at glemme, at der rent faktisk sidder mennesker bag skærmene.”

Hmmm.... well played, Kurzweil.

Kwamie om knapper

Kwamie uddyber sit forhold til sociale medier:

”Da jeg lagde sangen ”Higher” ud på Facebook, fik jeg umiddelbart efter også vildt mange private meddelelser fra folk, der skrev, hvordan sangen havde hjulpet dem i deres liv. Det er jo meget mere værd for mig end et ”like” eller en kommentar, hvor der står ”cool”, fordi sangen også betyder rigtigt meget for mig.”

Og rigtigt er det jo, at ”like-knappen” stort set ikke kræver nogen tankevirksomhed, tænker jeg.

Selv bruger jeg den ofte, når jeg føler en form for social angst, fordi min Facebook-profil er begyndt at ligne en ubefolket westernby, kun besøgt af den ugentlige, metaforiske vindheks, der triller forbi.

Det er egentlig ikke så vigtigt, hvad jeg liker – bare det er forholdsvist cool. Det vigtige er, at mit like giver mig synlighed.

Den pulitzer-pris nominerede IT-tænker Nicholas Carr fortalte mig engang, at ”like-knappen” er en ”automatiseret social respons”. Vi får muligheden for at trykke på en knap i stedet for at tænke dybere over et emne og formulere noget mere dybsindigt.

Den er således et eksempel på, hvordan vi i stigende grad automatiserer flere og flere dele af vores liv, så vi ikke selv behøver at tænke kritisk. Vi kan trykke på knapper, der viser os vej på Google maps. Knapper, der genererer musikspillelister i Spotify. Og snart knapper, der får biler til at køre af sig selv. Sådan kunne man blive ved.

Det interessante ved like-knappen er således, at vi i dag kommunikerer så hæftigt med hinanden, så der er opstået et behov for dens eksistens. Uden like-knappen kan vi ikke nå at besvare alle de beskeder, vi gerne vil.

Jeg spørger Kwamie Liv om ikke, jeg må tage en selfie med hende, før jeg dribler videre. Det må jeg gerne.

”Selfien er sgu en fejring af livet”

Efter koncerten støder jeg på den anmelderroste, danske digter Theis Ørntoft, som jeg for en god ordens skyld skal tilføje, at jeg netop har været på ferie med i Tokyo.

Han bliver forholdsvis ofte genkendt på gaden af folk, der kan lide hans digte, så jeg spørger af nysgerrighed, om han oplever, at selfien er blevet den nye autograf. Jeg har lidt på fornemmelsen, at folk finder et foto med en kunstner de kan lide mere værdifuldt end en krussedulle på et stykke papir.

Theis nikker og siger, at han da oplever, at selfien er ved at vinde kampen mod autografen. Det har han egentlig ikke noget problem med.

”Jeg synes, at selfien er super duper. I modsætning til autografen giver den mening. Den slags selfies er sgu en fejring af livet,” siger han, holder en kort tænkepause, og supplerer:

”Selvfølgelig mister jeg lidt af mig selv, hver gang der bliver taget sådan et billede af mig – men hvad fanden, det gør jeg jo hele tiden alligevel,” afslutter han med antydningen af et glimt i øjet bag et par solbriller med lilla glas.

Jeg spørger Theis, om ikke han vil tage en selfie af sig selv til min artikel og sende den til mig i en sms. Det vil han gerne.

På min vej videre falder mine tanker på ”selfie-forskeren” Dave White fra Oxford University, leder af Technology Assisted Lifelong Learning Research and Development Group, som tidligere har fortalt mig, at selfies, delt via sociale medier, handler om meget andet end narcissisme og selviscenesættelse.

Ud over at man med en offentligt delt selfie siger: »Her er jeg. Jeg var en del af dette øjeblik«, så er selfies også populære, fordi de repræsenterer de få øjeblikke, hvor folk i dag har total kontrol over deres eget selvbillede i en tid, hvor folk fotograferer hinanden som skød de med maskingeværer under Anden Verdenskrig. Man kan tage selfien igen og igen, indtil man føler sig tilfreds med den version, man deler med netværket.

Det allersidste vink

Klokken 21.00 går jeg med to venner ned for at høre koncerten med Kwamie Liv. Halvvejs inde i koncerten får Kwamie Liv øje på mig blandt publikum og vinker smilende.

”Tak, Instragram, du fotomedie i den høje sky!” tænker jeg.

Spontant udtrykker jeg min umiddelbare glæde ved at tage en selfie med mine venner, Karl (aka Dj Dubai fra første afsnit af dagbogen) og Mads

Måske er selfien i en vis udstrækning en fejring af livet.

Læs de andre festival-dagbøger

Læs ”festival-dagbog, dag 1: ”Batteri-krise rammer teknologi-journalisten”

Læs ”festival-dagbog, dag 3: Jordens mest sexede mand forklarer sin vanvittige instagram-profil”

Læs ”festival-dagbog, dag 4: Rockstjerne-dystopier og afførings-katastrofen”