Festival-dagbog, dag 1: Batteri-krise rammer teknologi-journalisten

Tirsdag den 1/7 (sidste opvarmningsdag)

Maskingeværssalver! Mine øjne skyder op i teltet, der mod min vilje har antaget karakter af en sauna. Min lejr i C-området er placeret i en sandwich mellem to mega-anlæg, der pløkker mellemgulvs-bas-stød ud fra kl. kl. 7 om morgenen. Jeg har, hvad der ligner en privat bikram-yoga-session i teltet, mens jeg i Gollum-agtige positurer kravler rundt efter min smartphone, der er forsvundet. Da jeg finder den, kan jeg konstatere, at batteriet er tomt.

Ikke en optimal start på dagen, da jeg skal dække festivalen udelukkende ved brug af netop dette apparat i min dagbog. Dels med dagbogen her på siden og dels med fotos på Instagram-profilen @palludayz og twitter-profilen @rasmuspalludan.

Mobilsignalet lader ellers til at stå ligeså højt som solen. Da jeg får mig ormet ud af teltet, hører jeg, at fyrene i min lejr griner højtlydt af alle de sjove snapchats (også kaldet ”snaps”), de har modtaget fra den forgangne aften. Jeg læner mig hen mod deres mobiltelefoner for at blive en del af samtalen. Snapchat-billedet forestiller en af lejrens fyre, der har brugt en trøje som turban og tagget det med teksten "DJ Dubai".

"Er det ikke et VILDT godt DJ-navn!?" spørger Karl, der er på billedet.

Alle griner.

Latterbrølene fylder mig nu for alvor med eksistentiel uro over at mangle mobilen. Har min redaktør skrevet? Hvad er klokken? Hvad sker der på Roskilde Festival i dag? Hvem er jeg?

Den tyske professor i pædagogik Thomas Ziehe, der er langt klogere end jeg, har beskrevet, hvordan folk har brug for en helt grundlæggende følelse at tryghed. Han kalder det ”ontologisering”: jagten på en følelse af tryghed, der skabes, fordi man erfarer, at verden stadig står, og at man er en del af den.

Det kan han da have ret i, for uden min smartphone på festival føler jeg mig absolut ikke som en del af verden... og jeg bliver muligvis fyret.

Tørstige dromedarer

Men der er stikkontakter og håb at finde i mediebyen, hvor jeg skal lave mit første interview med kommunikationsmedarbejderen Anders Hjortskjær fra Roskilde Festival, der blandt andet har ansvar for festivalens brug af sociale medier.

På vejen passerer jeg - udover en ølbong med otte snabler, der ligner et torturinstrument fra Game of Thrones og et halvanden meter højt stereoanlæg med indbygget røgkanon, udformet som Star Wars-robotten R2D2 – adskillige Volt-ladestationer. Hos ladestationerne kan man bytte brugte, eksterne batterier til nye.

Folk står trippende foran dem med deres mobilenheder i hånden som tørstige dromedarer, der skal have deres ration vand, før endnu en travetur i ørkenen.

”Kunne du klare en dag på Roskilde uden batteri på telefonen?” spørger jeg henkastet en fyr i batteri-køen med en propel-kasket.

”HAHAHAHA,” svarer han og kigger hovedrystende på mig.

De, der ikke orker at bevæge sig op til ladestationerne, kan være heldige at rende ind i folk fra Volt, der går rundt blandt lejrene og tilbyder at bytte brugte opladnings-batterier til nye. Jeg så dem imidlertid ikke her til morgen og køen er for lang her, så jeg går videre.

I mediebyen får min mobil strøm, og jeg tjekker min mail. Min redaktør spørger, om jeg har styr på det hele. Jeg svarer tøvende: "Alt kører!".

I min mail ligger desuden en ny undersøgelse, udarbejdet af Roskilde Festivals samarbejdspartner teleselskabet 3. Ifølge 1000 adspurgte festivalgæster er mobiltelefonen uden sammenligning den ting, folk nødigst ville undvære. 33 pct. svarer mobiltelefonen, der således rangerer over telt (20 pct.), bad (17 pct.) tandbørste (13 pct.), sovepose (8 pct.), guitar (1 pct.) og kondomer (1 pct.).

Mediebyens medie-mester

På en bænk udenfor presseladen sidder den storsmilende 39-årige Anders Hjortkær, der er kommunikationsmedarbejder for Roskilde Festival, og som er involveret i festivalens digitale liv. Han har blandt andet brugt tre måneder på at få overtalt tjenesten Snapchat til at give Roskilde Festival sit eget geotaggede foto-filter, der er muligt at bruge, når man sender snaps i festivalområdet.

”Filteret får billederne til at ligne et postkort fra Roskilde Festival,” fortæller Anders.

I 10 år har han arbejdet for festivalen. Jeg tager en selfie, sætter filteret på billedet og sender det til via Snapchat til Karl aka "DJ Dubai".

”Da jeg startede, kunne man købe frimærker i festival-butikkerne til egentlige postkort, som folk sendte. Dengang blev man ofte væk fra sine venner. Nu er det virkelig svært at blive væk,” fortæller Anders Hjortkær og uddyber:

”Man skulle jo aftale tid og mødsted med sine venner, og hvis man ikke kom til tiden, så var det tough… på godt og ondt. På godt fordi man rodede man sig ud i alt muligt andet, og det kan være befriende. På ondt fordi man ofte blev væk.”

Hvad synes du er den største konsekvens af den øgede digitalisering af festivalen?

”Jeg synes, at det digitale forstærker festivaloplevelsen. Forstærker, lidt ligesom en forstærker, der skyder lyd ud. Du bliver i endnu højere grad en del af et stort fællesskab, hvor alle kan dele deres egne historier med hinanden,” forklarer han.

Manden, der blev væk

Roskilde Festival er i dag helt fremme på den digitale front. Festivalen har en app (downloadet af 60.000), der dagligt giver nyheder, har indbygget kort, musikprogram, events, Spotify-spillelister og madguides. Der er Roskilde-medarbejdere i felten, hvis job er at ”instagramme” og ”snappe” om livet på festivalen. Snapchat bruges til at give gæsterne indblik det ”lidt hemmelige” liv bag kulisserne med blandt andet korte kunstner-interview.

”Vores snaps bliver i gennemsnit åbnet af 20.000 mennesker,” anslår han.

Instagram bruges primært til at indfange lejr-liv og ”ånden af festivalen”. Den orange følelse.

”Vi kommer også til at filme under scenen på Orange via Snapchat. Det er et fantastisk sted,” fortæller han den tvivlende journalist.

Facebook bruges til lidt af det hele. Sjældent service-information. Alligevel blev Facebook benyttet i dag til at hjælpe den polske fyr Robert med at finde sit telt, som han uden held havde ledt efter i tre dage.

Hvad??? Hvordan kunne han dog blive væk? Kunne han ikke bare ringe til sine venner?

”Han var rejst til Roskilde alene. Og han mødte nogle gæster i køen, som gerne ville sætte teltet op for ham, men han blev væk fra dem. Via en Facebook-opdatering fra vores profil kom han i kontakt med dem og fandt sit telt,” forklarer Anders.

Før i tiden havde festivalen opslagstavler på særlige mødesteder, som folk skrev på, hvis de ville finde nogen eller selv var forsvundet. Der var også telefonbokse. Udover opkald, sms’er, gps-kort findes i år også app’en ”Crowdsearch”, der lader folk holde øje med, hvor udvalgte vennerne præcis befinder sig på festivalen i realtid.

Jeg testede app’en tidligere, og den lader til at virke, omend ikke med total nøjagtighed. Den kan slås fra i situationer, hvor man ikke har lyst til at blive overvåget.

”Så man skal være helt exceptionelt opfindsom, hvis man vil blive helt væk på festivalen i dag?" spørger jeg.

Anders nikker.

En hær af reklame-folk

Faktisk er publikum med alle deres smartphones med til at reklamere for festivalen i hidtil uhørt grad, og folk laver uofficielle Roskilde Festival-grupper på Facebook med egne events.

”Oftest involverer de øl,” griner Anders.

De 130.000 gæster er på en måde gratis PR-folk?

”Ja! Fuldstændigt. Vi skal ikke gøre andet end at facilitere det, og det er jo ret fantastisk!”

Anders fortæller mig, at Roskilde Festival har et såkaldt Maker-område, i samarbejde med Eksperimentarium, hvor folk forestiller sig, hvordan Roskilde Festival ser ud om 30 år. Jeg beslutter mig for at tage på en gåtur ind i fremtiden. På vejen derned bipper min telefon. Det er en besked fra Roskilde-app'en, der advarer mig om, at min batterilevetid er lav.

"Nåh! Det kan app'en også," tænker jeg.

Roskilde 30 år ud i fremtiden

På vejen passerer jeg en lejr med omtrent ti fyre iført banankostumer. Banandrengene ser noget slatne ud i deres festival-stole, mens solen bager.

Maker-området ligner et højteknologisk værksted, placeret midt på en pløjemark. Der er robotter, laser-skærere, 3D-printere og ja… et bord, hvorpå 3 centimeter lange melorme kravler rundt i cirkulere mønstre. Senere finder jeg til min gru ud af hvorfor....

”I fremtiden vil vi se en helt anden demokratisering af teknologierne, når festivalgæsterne selv bliver i stand til at printe telte, ølholdere eller stole… ja, faktisk sætter kun fantasien grænser,” fortæller den ansvarlige for Maker-området, Julie Hjort.
Jeg går hen til en anden stand, hvor jeg får jeg et par virtual reality-briller på, som transporterer mig til en live-koncert med Paul Mccartney. Jeg står mellem scenen og et skrigende publikum, og når jeg bevæger hovedet tilpasser lyden sig mine bevægelser. Det er stadig langt fra oplevelsen af at være der selv, men allerede nu mere intensivt, end at se en koncert på en fladskærm.

”Tror du, at man i fremtien kan købe en billet til at se Roskilde Festival med VR-briller hjemmefra i sofaen eller nede fra lejren?” spørger jeg Julie Hjort.

”Ja, det kunne være en mulighed," svarer hun.

Måske et par af de trætte banan-drenge gerne ville se koncerterne med VR-briller på i dag, tænker jeg.

Nu tager Christoffer Muusman fra eksperimentarium over og siger:

”Du er jo reporter, og du laver sådan noget lidt gonzo-agtig journalistik, så vi har lige planlagt noget til dig.”

Han peger over mod den horrible tallerken med levende melorme.

Melorme kan blive fremtidens mad

Jeg går tøvende over til bordet, hvor omkring 10 orme kravler rundt.

”Det her er erstatningen for oksekød i en bæredygtig fremtid, og vi har tilbudt det til flere hundrede festivalgæster, der har takket ”ja” til at spise dem,” siger han og fortsætter: ”De kan laves til alle mulige lækre ting. Melorme-bøffer, melorme-sushi, alt muligt! Du SKAL også smage.”

Jeg takker mod min vilje ”ja” til udfordringen og stirrer paralyseret ned i tallerkenen efter den melorm, der ser mindst ulækker ud.

Den første melorm taber jeg i panik, fordi dens mange små ben omfavner min pegefinger.

I andet forsøg lykkedes det, om end på uværdig facon. Jeg hopper rundt som tigerdyr, mens jeg gnasker hovedrystende. (Se Rasmus spise melormen her).

Resten af interviewet må jeg kæmpe med en svær kvalme og en følelse af, at fremtiden er et truende sted.

Droner over Roskilde

Maker-området sætter også fokus på overvågning. Christoffer Muusman peger over på et maleri af festivalpladsen foran Orange Scene, der er delt op i to. På den ene side af maleriet hænger droner i luftrummet over pladsen med kameraer, så forældre kan følge med i de unges udskejelser. Af samme årsag skejer ingen ud. Alle står paralyserede som zombier. I den anden version er dronerne væk og folk fester, kysser og danser.

”Ja, der er jo to veje, vi kan gå med overvågning,” konstaterer Muusman.

Jeg må lidt uhøfligt afbryde interviewet, fordi smagen af melorm så småt er begyndt at give mig opkastfornemmelser Som et stinger-missil sigter jeg mod en ølbar, hvor jeg kan skylle smagen væk med en kold dåseøl.

Fortsættes i morgen... hvor blandt andet sangerinden Kwamie Liv interviewes

Læs de andre festival-dagbøger

Læs "festival-dagbog, dag 2: På selfie-cruise med Ørntoft og Kwamie Liv"

Læs "festival-dagbog, dag 3: Jordens mest sexede mand forklarer sin vanvittige instagram-profil"

Læs "festival-dagbog, dag 4: Rockstjerne-dystopier og afførings-katastrofen"