Barnets første mobil – hvad skal du vælge?
Vi har samlet fem gode råd med ting, du skal tænke over, inden den første mobil til barnet vælges.
Tiden flyver af sted og dit barn er nu nået et punkt, hvor det kender din telefons indstillinger bedre end dig selv. Og i skolen begynder klassekammeraterne også at have en mobiltelefon, men hvilken telefon skal du vælge som barnets første mobil?
Børn i dag vokser op med teknologien som en fast del af deres hverdag. Det er et faktum vi ikke kan ændre på. Dog skal man huske, at det skal være med måde.
LÆS OGSÅ: Forsikring: Sådan er du dækket når iPad’en går i stykker
En undersøgelse YouGov foretog sidste år viste, at danske børn i gennemsnit er ni år gamle, når de får deres første mobiltelefon. Og det er også et stort skridt med mange overvejelser.
Herunder får du tips til overvejelserne inden det første mobilkøb til barnet.
5 gode råd inden det første mobilkøb
1. Dialog
Det er utroligt vigtigt, at du har en dialog med dit barn om, hvordan man bruger en mobiltelefon og hvilke farer, der kan være. Børn er godtroende og kan formentlig ikke selv gennemskue alle risici. Derfor skal du gøre det klart over for dit barn, at de kun må være i kontakt med nogen, de kender.
2. Regler
Du skal sætte nogle regler op for dit barns brug af mobilen. Det kan være alt fra, om de må sende beskeder, mens I sidder samlet ved bordet, eller der også er tidspunkter, hvor de skal lære at være “offline”?
Det er en rigtig god idé at sætte begrænsninger op for hvor, hvornår og hvor meget dit barn må bruge mobilen. Vi ser alle hvordan både børn og voksne kan sidde med næsen nede i telefonen uden at være tilstede, der hvor vi befinder os fysisk.
3. Regningen og dyr anskaffelse
Det er også en god idé at forklare dit barn, hvor meget en mobiltelefon koster – ikke kun at erhverve sig, men også hvis den går i stykker, bliver glemt og generelt “de månedlige driftsomkostninger”.
4. Spil og applikationer
Det er også vigtigt, at du snakker med dine børn om applikationer og spil – og det at købe diverse ting. Det kan måske være svært for barnet at forstå, at man faktisk betaler med rigtige “menneskepenge”. Du kan som forælder også sætte lås og kode på, så barnet ikke selv kan købe applikationer – hverken in-apps eller almindelige app-køb.
5. Opmærksomhed
Vær opmærksom på dit barns brug af mobiltelefonen. Bruges den meget eller blot eksempelvis til at ringe/skrive om legeaftaler? Og hvordan behandler barnet telefonen. Det er en god idé at være opmærksom på, hvor meget dit barn bruger den og om dit barn reagerer negativt på, at du holder opsyn. Tjek også op på om barnet får beskeder og opkald fra nogen, som du ikke ved hvem er.
iPhone til 9-årige?
Du skal også huske, at det ikke er alle der hverken har råd eller vil give et barn på ni år en iPhone eller en anden topmodel.
Mange forældre giver deres aflagte mobiltelefon til børnene, men man skal også overveje, om det er klogt. Giver du dit barn en topmodel eller lignende, så vil du formentlig få meget svært ved at nedgradere, hvis barnet på et tidspunkt skal have en ny.
LÆS OGSÅ: Derfor overvåger forældrene børnene via GPS
En telefon i dag er ikke bare en telefon. Det kan også være en endeløs løbende udgift til køb af applikationer og spil.
Husk at undersøge markedet nøje og tænke over, hvilken telefon du ønsker at give barnet.
Skal det være en iPhone, Android-telefon eller Windows Phone? Der findes et væld af telefoner i alle prisklasser.
Det er kun forældrene selv der kan bestemme, men man skal vurdere mange ting; også hvordan man vil forholde sig, hvis telefonen går i stykker.
Pas på skærmen
Skærmen er noget af det dyreste at udskifte og det, der lettest går i stykker. Her dækker hverken garanti eller reklamationsret.
Mobilproducenten Kazam har som de eneste sammensat et service-program, hvor de tilbyder ét gratis skærmskift inden for det første år. Dette kan give nogle forældre lidt tryghed, men der er også mange, som er ligeglade.
En god ting er i hvert fald at undersøge markedet og stå ved sin beslutning om hvilken type mobiltelefon, man ønsker ens barn skal have og ikke føle sig presset over “alle de andre har en…”.