Test: Leica X1 - Drømmekameraet

I en skov af kameraer, som bliver mere ens, skiller Leica-kameraerne sig ud. Den klassiske Leica med rammesøger og manuel fokus er stadig i brug. I den seneste tid som digitalkamera i form af M8.2 og M9, som ser ud omtrent som et Leica-kamera har gjort i en menneskealder.

De ellers fine kompaktkameraer med det velkendte røde logo er, som kendere vil vide, baseret på Panasonic Lumix-modeller. Leica D-Lux 4, som er tvillingen til Lumix LX3, er stadig blandt de bedste kameraer, man kan tage med sig. Om end noget dyr sammenlignet med konkurrenternes tilsvarende modeller.

Leica X1 er ikke baseret på noget kendt kamera. I stedet er det et Leica-udviklet kompaktkamera i high-end-klassen, med fast optik og en meget større billedsensor, end man finder i næsten alle kompaktkameraer undtaget Sigmas mindre kendte DP2. Men X1, som det altså kaldes, koster det dobbelte af et DP2. Faktisk er det dyrere end et Olympus PEN E-P2, for ikke at nævne PEN E-PL1, der koster 4.999 kr. med udskifteligt zoom-obektiv.

For 12.500 kr. får man et handy og smagfuldt udformet kamera med en Leica-mærket 24 mm vidvinkel med lysstyrke f2,8 placeret foran en 12 megapixels CMOS-billedsensor i såkaldt APS-C-format. Samme størrelse som de fleste billedsensorer, man finder i et spejlreflekskamera, og som giver en beskæringsfaktor på 1,5, altså tilsvarende Leica Elamrit 24/f2,8 Asperical, 36 mm brændvidde, hvis vi omregner til klassisk 35 mm-filmformat.

Superb optik

I dårligt lys er autofokusen træg og bruger flere sekunder på at finde fokus, noget som får selv en Olympus PEN til at fremstå som en racer. Men den optiske kvalitet er i særklasse det bedste, vi har set fra et kompaktkamera. Lidt fortegning og knapt synligt lystab i hjørnerne, kombineret med super skarphed over hele billedfladen, særlig fra f5,6 til f11, gør ikke Leica-Elmarit-navnet til skam. Bare pas på strølys, som objektivet er følsomt overfor, der findes nemlig ikke nogen solblænder til kameraet.

Billedkvalitet

Man kan ikke optage video med X1, HDMI-udgangen er kun til at vise stillbilleder på en fladskærm. Kameraet er nemlig fokuseret mod fotografering og intet andet. Det kan ikke afspille dine mp3-filer og har heller ingen integreret gps. Dette er et værktøj, ikke et legetøj.

Efter den første uge fik jeg endelig set ordentligt på billederne fra X1. Råfilerne i DNG-format og JPEG-filerne var ikke akkurat identiske. Noget andet havde jeg ikke ventet, men JPEG-filerne var ekstra skarpe og med lidt heftigere farvemætning og kontrast. Dog uden at jeg følte, at det trak oplevelsen af billederne i negativ regning. Trods den ekstra farvemætning og kontrast er JPEG-filerne ikke så overdrevent processeret, at billederne ser kunstige ud, som de ofte gør fra et kompaktkamera. Nej da, mange af dem passer udmærket i JPEG-format, som farverige gadebilleder fra Paris, hvor lidt ekstra tryk i farverne passer motivet godt. Hvis man da ikke skyder sort-hvid, når man føler for et mere klassisk udtryk.

Konklusion

Alt er dog ikke rosenrødt, og den høje pris er kameraets allerstørste ulempe. Man kan få enten et meget godt spejlreflekskamera til samme pris, eller hvis man vil have kompakt og billedkvalitet i samme pakke, et Olympus PEN E-P2 eller Panasonic Lumix GF1 til den halve pris. Med udskiftelig optik og billedstabilisator. Og for at hælde endnu mere malurt i bægeret mindst lige så god billedkvalitet som fra X1.

Leica X1 er et gennemført redskab for aktive fotografer, som ved, hvad de er ude efter og stiller høje krav til billedkvalitet. Kan man leve med begrænsningen som fast optik med én brændvidde giver, er kameraet i stand til at give fotografen billedkvalitet, som er på højde med – og i enkle tilfælde overgår – et godt spejlreflekskamera. Men det koster.

LÆS OGSÅ: Test: Det bedste kompaktkamera