Fortsæt til indhold
Digitalt

Sony Ericsson W880i

<p>Forretningsfolk vil ikke længere nøjes med en business-mobiltelefon. Nu skal der også være musik og kamera. Den nye Sony Ericsson er et godt bud.</p>

Tidligere var der skarpe skel imellem, hvad der var mobiltelefoner for forretningsfolk, de såkaldte business-modeller, og hvad der var mobiltelefoner til private, herunder til unge.

Men grænserne er blevet mere udflydende.

Forretningsfolk vil gerne have både musik og kamera i deres telefoner. Og private vil i stigende grad have de kalender-, e-mail og internetfunktioner, der tidligere var forbeholdt business-modellerne.

Sammensmeltningen blev tydeligt, da Sony Ericsson lancerede sin business-telefon K750i og sin Walkman-telefon W800i for næsten to år siden: De to telefoner er i virkeligheden fuldstændig ens indeni - kun funktionen af en enkelt knap på forsiden samt udformningen af kameraets dæksel på bagsiden er forskellig. Men af markedsføringsmæssige grunde blev den ene model - udført i sort - solgt til forretningsfolk, mens walkman-telefonen i beige og orange blev markedsført til private.

Sony Ericsson forsøger ikke længere at kamuflere samme telefon i to versioner. Den nye og superavancerede W880i er både en walkman-telefon og en business-telefon. Og en af de sejeste af slagsen.

Der er tale om en videreudvikling af business-telefonen K750/790 og walkmantelefonen W800/810. Og så er der tilføjet 3G netværk, så man også kan foretage hurtige dataoverførsler eller føre videosamtaler.

Iøjnefaldende design

Men det, der er mest iøjnefaldende ved Sony Ericsson W880i, er designet. Den er udført i rustfrit stål og er den hidtil tyndeste telefon fra Sony Ericsson - kun 9,4 mm tyk. Den påkalder sig opmærksomhed fra omgivelserne, hver gang den tages frem. Vægten er nede på 71 gr., hvilket er ganske imponerende, når man tænker på, at det kun er to år siden, at 3G-telefoner fyldte og vejede dobbelt så meget som almindelige GSM-telefoner. Displayet er lidt mindre, end man er vant til, men står usædvanlig finkornet og skarpt.

Tasterne på W880i er også udført i stål. De ser meget små ud - men det viser sig, at de faktisk fungerer udmærket og også let lader sig betjene af en enkelt tommelfinger.

Ud over 3G-netværk understøtter W880 triple-GSM-netværk, så den kan bruges overalt på kloden. Den har også GPRS, hvilket gør den til ideel som e-mail telefon og datamodem de steder, der ikke er 3G dækning.

Og så har den alle de funktioner, en business-telefon skal ave: Organizer, der synkroniserer med Microsoft Outlook, e-mail klient, internetbrowser, bluetooth til både headset og pc, foruden et hukommelseskort på 1 gigabyte. Og det er ikke kun til musik, fotos og video, at den store hukommelse kan anvendes. Telefonen fungerer også som usb-hukommelse og kan anvendes til at transportere store datamængder mellem to computere.

Avanceret MP3-afspiller

Musik-funktionerne i W880i er magen til dem på Sony Ericssons øvrige nyere walkman-telefoner, så der er også tale om en avanceret MP3-afspiller. Det medfølgende program overfører ikke kun MP3-musikfiler, men også musikfiler i Microsofts wma-format. Derudover klarer den streaming af musik fra internet.

Der sidder Sony Ericssons gode 2 megapixel kamera i telefonen, men på grund af det tynde design er der ikke blevet plads til autofokus-objektiv, men kun et fastfokus objektiv. Billederne bliver dog fremragende, og indstillingsmulighederne i kameraet er meget omfattende, næsten på højde med de muligheder, der findes i kompaktkameraer med bl.a. mulighed for justering af eksponeringstid, hvidbalance m.v.

Det er med andre ord en telefon, der kan det hele - både 3G, underholdning, musik, e-mails, internet og data, RSS-nyheslæser, organizer, fotos og video. I en af de flotteste indpakninger, det hidtil er lykkedes Sony Ericsson at designe.

Antennen fejler

Vi har under vores test ledt efter negative sider ved telefonen, og er kun stødt på en eneste: Nemlig at den indbyggede antenne ikke er helt på højde med, hvad man ellers er vant til fra Sony Ericsson. Modtagelsen kan ind imellem blive dårlig, så man må dreje eller vende sig for at få et bedre signal. Det er meget uheldigt, da en telefon trods alt først og fremmest er beregnet til at tale i. Vi gætter på, at det er en den rustfri frontplade, som giver den indbyggede antenne problemer.