Fortsæt til indhold
Digitalt

Test: 3 soundbars med Dolby Atmos

Soundbars med Dolby Atmos åbner lydbilledet i højden. Her er tre seriøse bud, men kun én vinder.

Den nemmeste måde at få bedre lyd fra dit tv på er med en soundbar, som i virkeligheden er et kompakt lydanlæg med forstærker og højttalere indbygget. Den sluttes til i en håndevending, og du er oppe og køre med bedre lyd på minimal plads. Her slipper du for at fylde stuen med højttalere – én er nok!

Mange soundbars har indbyggede musiktjenester og mulighed for at indgå i et trådløst multirumssystem. De fleste kan dog ikke erstatte et fuldblods stereo- eller surround-anlæg, hvad lydkvalitet angår. Du får meget bedre lyd end fra tv’ets begrædelige højttalere, men bekvemmeligheden er på bekostning af rigtig god lyd.

Sådan behøver det ikke at være. Hvis man ofrer nogle ekstra kroner på soundbaren, kan den fuldt ud erstatte et godt lydanlæg, og det er det, vi håber at opnå med testens tre kandidater.

Himmelsk lyd

På trods af kun ét fælles kabinet er der flere højttaler-enheder indbygget, som gengiver hver sin lydkanal for at give en oplevet effekt af surround-lyd.

De tre soundbars i denne test har desuden indbygget dekodning af lydformatet Dolby Atmos, som giver “lyd fra himlen”. Til det kræves der to ekstra højttalere på toppen af kabinettet, som sender lyden op mod loftet, hvorfra den så reflekteres ned på lytteren. Hvis alt fungerer, som det skal, føler man, at man sidder i en stor, luftig boble af lyd. En helikopter, der svæver over dig, og regndråber fra oven lyder som netop dét, og lydbilledet bliver større og mere luftigt.

Den allerbedste Atmos-effekt får du med et fuldblods surround-anlæg med separate højttalere monteret i loftet, men indfældede Atmos-højttalere i en soundbar kan faktisk fungere imponerende godt.

Tre soundbars

Der er efterhånden en del Atmos-soundbars på markedet. Sidste år testede vi tre, Samsung HW-K960, Philips Fidelio B8 og Yamaha YSP-5600. Samsung udmærkede sig i en sådan grad, at vi dengang konkluderede, at det var markedets bedste Atmos-soundbar. Vi tager den også med i denne test, hvor den skal prøve kræfter med LG SJ9 og den dyrere Sony HT-ST5000.

Sådan testede vi

Alle produkterne er testet på vores hi-fi-bænk. Som kilde til både musik og film har vi brugt Panasonics Ultra HD Blu-ray-afspiller DMP-UB700, sluttet til de tre soundbars med HDMI.

Til at vurdere filmlyd har vi brugt Mad Max: Fury Road på UHD Blu-ray, som har Atmos-lydspor. Desuden har vi brugt flerkanalsmusik med Atmos på Blu-ray, nemlig Trondheimsolisternes Reflections fra det norske high-res-pladeselskab 2L. Vi har også testet musik-streaming i stereo via netværk såvel som på cd (Morphine: Yes).

Læs hele testen på lydogbillede.dk

Ganske underholdende

LG SJ9 er en soundbar med god brugervenlighed, et lækkert udseende – og helt fin lyd.

Foto: LG

LG SJ9

Atmos: 5.1.2
HDMI:
1 x ind, 1 x ud (ARC)
Digital ind:
Optisk
Trådløst:
Bluetooth 4.0 (SBC), Wi-Fi: Spotify, Napster, Deezer, TuneIn
Analog ind:
3,5 mm minijack
Subwoofer:
Trådløs
Mål:
120 x 5,8 x 14,5 cm
Finish:
Grå
Andet:
Multirum (Chromecast, Music Flow)
Web: lg.com

Plus: Måske er den flotteste soundbar at se på, og brugervenligheden er god. Illusionen af lyd fra oven er okay.

Minus: Lyden mangler lidt dynamik og attack, og subwooferen har en smule forsinkelse, så man kan høre, hvor den står. Understøtter ikke trådløse baghøjttalere.

LG SJ9 er en lækker afrundet soundbar, som til forveksling ligner den, der følger med deres papirtynde Wallpaper OLED-tv. Men hvor tv’ets soundbar elegant hejser to højttalere op, når den aktiveres, er højttalerne på toppen indfældet i soundbaren på SJ9. Det er Atmos-kanalerne, som sender lyd op i loftet og giver “lyd fra himlen”.

SJ9 har lige netop de nødvendige ind- og udgange med en hver af HDMI, optisk digital og 3,5 mm analog ind. HDMI-udgangen understøtter lydretur fra tv’et, så man kun behøver det ene kabel mellem de to. Den giver også Atmos-lyd på relevante titler på Netflix.

Produktet i brug

LG SJ9 er en soundbar, som er let at installere og let at bruge. Den mangler nogle musiktjenester, f.eks. Tidal, og lydmæssigt er den ikke mere end okay. Her er den småslappe subwoofer den største synder.

Køb den, hvis du har et LG OLED-tv og absolut vil have Atmos-lyd fra Netflix. Den vil løfte lyden (også rent fysisk), men samtidig er det let at finde andre soundbars. der lyder bedre.

Læs hele testen av LG SJ9 på lydogbillede.dk

Rigtig god lyd

Med et mere eksklusivt udseende og en nydeligt afstemt lydgengivelse er det svært ikke at forelske sig i Sony HT-ST5000.

Foto: Sony

Sony HT-ST5000

Atmos: 7.1.2
HDMI:
3 x ind, 1 x ud (ARC)
Digital ind:
Optisk
Trådløst:
Bluetooth 4.1 (aptX, AAC, LDAC), Wi-Fi: Spotify, Tidal, Napster, Deezer, TuneIn
Analog ind:
3,5 mm minijack
Subwoofer:
Trådløs
Mål:
121 x 8,2 x 13,1 cm
Finish:
Sort
Andet:
Multirum (Chromecast, Sony Music Center)

Web: sony.dk

Plus: Herlig tung vægt og aluminium-finish følges op af glimrende lydkvalitet. Sony rammer plet i næsten alle discipliner.

Minus: Soundbaren understøtter ikke trådløse baghøjttalere, og prisen er heftig.

Hvor de to soundbars fra LG og Samsung har en overflade med meget plast, er det aluminium, der dominerer på Sony HT-ST5000, hvis lækre udseende giver et godt kvalitetsindtryk. Center- og surround-højttalerne har hver sin diskant uden på mellemtonen for en mere dynamisk gengivelse af hele toneområdet. Atmos-kanalerne på toppen er vinklet skråt op mod loftet for at give en bedre effekt af lyd fra himlen, end hvis de pegede lige op.

Subwooferen er også stor og tung nok til, at man får høje forventninger til basgengivelsen.

Produktet i brug

Sony HT-ST5000 udstråler byggekvalitet, både hvad angår vægt og overflade i aluminium. Den er nem i brug, og – vigtigst af alt – den lyder rigtig godt. Lyden er naturtro, samtidig med at der er flot dynamik og god opløsning opad. Både film og musik imponerer.

Der mangler kompatibilitet med separate trådløse baghøjttalere, så her har Sony en ulempe i forhold til Samsung HW-K960. Bortset fra det har Sony gjort alt rigtigt med deres soundbar. Hvis man altså ser bort fra den høje pris.

Læs hele testen av Sony HT-ST5000 på lydogbillede.dk

Stadig kongen af soundbars

Jo mere konkurrence Samsung får, jo mere understreger de, at det med soundbars er noget, de virkelig kan. HW-K960 er klart bedst.

Foto: Samsung

Samsung HW-K960

Atmos: 5.1.4
HDMI:
2 x ind, 1 x ud (ARC)
Digital ind:
optisk
Trådløst:
Bluetooth (ikke specificeret), Wi-Fi: Spotify, Tidal, Deezer, TuneIn
Analog ind:
3,5 mm minijack
Subwoofer:
Trådløs
Mål:
121 x 8,2 x 13,1 cm
Finish:
Sort
Andet:
Multirum (Samsung Multiroom)
Web: samsung.com

Plus: Lyden fra HW-K960 er noget af det bedste, man kan få fra en soundbar. Den lyder naturligt, åbent og fuld af dynamik. Baghøjttalere bidrager til ægte hjemmebiograf.

Minus: Vi kan ikke komme på noget særligt.

Samsungs soundbar har hele 11 højttaler-enheder, hver med sin egen forstærker. To Atmos-kanaler på toppen af HW-K960 peger op mod loftet, hvorfra lyden reflekteres tilbage på lytteren og skaber et indtryk af højde.

Men hvor både LG SJ9 og Sony HT-ST5000 skaber surround-effekten fra selve soundbaren, bruger Samsung et par dedikerede trådløse baghøjttalere. Ægte surround-sound, med andre ord! Også de har indbyggede Atmos-kanaler. Og så har Samsung endelig fået understøttelse af DTS og DTS:X i alle kanaler.

Anlægget kan indgå i et trådløst Samsung multirumssystem, og du kan streame fra Spotify, Tidal, Apple Music og meget mere via den brugervenlige app Samsung Multiroom.

Produktet i brug

Efter at vi har testet de fleste soundbars med Atmos på markedet, står Samsung HW-K960 klart bedst. Ikke kun fordi den har separate baghøjttalere, men også fordi den har en så klar og naturlig lydgengivelse kombineret med muskler nok til at fylde stuen med lyd. Den duer til både film og musik og er kort og godt et kup.

Selve lydkvaliteten er på niveau med Sony HT-ST5000, men sidstnævnte har ikke baghøjttalere og er heller ikke kompatibel med sådanne. Desuden er den væsentlig dyrere. Derfor løber Samsung – endnu en gang – af med sejren.

Læs hele testen av Samsung HW-K960 på lydogbillede.dk

Artiklen er publiceret i samarbejde med Lyd og Billede