Fyldninger er til tænder - og til døre?
Den 12. juli var der et spørgsmål fra Anders og Lisbeth i Nykøbing F. Jeg har altid ment, at ”udskæringer” i døre hedder fyldinger og glæder mig derfor, når dette ord anvendes i teksten under billedet af den gamle dør.
Men ak og ve - to linjer længere nede står der: »… nye døre med andre former og fyldninger«. Så er det, jeg bliver usikker og meget vil gerne have oplyst den korrekte betegnelse for disse ”udfræsninger” i døre - nye som gamle. Senest har jeg også set ordet fyldninger anvendt i en reklameavis fra Jem & Fix.
Venlig hilsen
Jens-Ole Dam, Nexø
SVAR: Det er rigtigt, at den korrekte faglige betegnelse for det midterste parti i døre med rammestykker, er fyldinger - uden n før i'et. Det er imidlertid i dag blevet så udbredt at sige og skrive fyldninger både blandt fagfolk og lægmand, at det måske ikke længere giver mening at kalde det ukorrekt. Jeg selv siger fyldinger, og som min gamle lærer på arkitektskolen sagde: »Fyldninger sættes ikke i døre - det er noget, man putter i tænder!«
Fyldinger kan være glatte eller profilerede, med spejl eller uden, og førhen havde snedkeren en
lang række profilhøvle til arbejdet med at skabe de ønskede former og kanter på dørene. Det er tankevækkende, at vi i dag betragter fyldingsdøre som finere end glatte døre, selv om fyldingsdøre oprindelig opstod, fordi man ikke havde planker, der var brede nok til en hel dør, og man derfor måtte samle dørene af flere dele. Man gjorde en dyd af nødvendigheden.
Venlig hilsen
Maja Svane