Fortsæt til indhold
Livsstil

Chok over madspild førte til innovativt kompost-design

Årets afgangsprojekter fra Designskolen Kolding viser med al tydelighed, at de nye designspirer har noget at byde på.

Astrid Ellemo

Design er en alvorlig affære i Danmark, og landets uddannelsessteder med fokus på design er naturligvis arnesteder – eller nærmere rugekasser – for fremtidens nye designnavne. De 50 bedste bud fra årets afgangsprojekter viser en stor spændvidde inden for begrebet design anno 2017.

»Selv om det er svært at sige noget generelt om de 50 afgangsprojekter, som vi har valgt at vise offentligheden på udstilingen “Beyond Icons” på Koldinghus (lukkede 22. oktober, men alle projekter kan ses her) , er fællestrækket en gennemgående respekt for det, som dansk design står for,« forklarer Peter Barker, der er fagleder for Industrielt Design og Kommunikationsdesign på Designskolen Kolding.

Han fremhæver desuden elementer som gode materialer, håndværksmæssig kvalitet og funktionalitet, når nye produkter opfindes.

»De unge viser tydeligvis respekt for den danske tradition, når det handler om design, selv om de laver deres fortolkninger, som passer til nutiden. Deres forslag spænder vidt fra lamper, stole og spiseredskaber til reoler og japansk inspireret julepynt,« siger Peter Barker, der ikke vil fremhæve et projekt frem for et andet, men anbefaler, at man ser på helheden som et eksempel på, hvor dansk design er på vej hen. Alle projekter er udarbejdet i samarbejde med designvirksomheder som Le Klint, Egetæpper, Jotun Kolding, Skagerak, Nomess Copenhagen, Kähler Design m.fl.

Afgangsdesigner: »Orme har inspireret mig til min kompostskraldespand«

Et af afgangsprojekterne er udtænkt af iranskfødte Ghazaleh Akhavan. Hun har designet en kompostskraldespand, som skal minimere madspild. Der følger en app med, som skal motivere brugerne til at kompostere deres daglige køkkenaffald.

Hvorfor har du valgt at designe en kompostskraldespand til at reducere madspild?

»Jeg fik ideen til en kompostskraldespand under studierne på Designskolen Kolding. Da jeg flyttede til Danmark, gik det op for mig, at rigtig meget mad i både private hjem, restauranter, kantiner og butikker går til spilde. For sådan en som mig, der kommer fra en helt anden del af verden, Iran, var det svært at være vidne til. Jeg fortalte til mine venner og familie, at de ikke i deres vildeste fantasi kunne forestille sig, hvor meget mad, der smides ud hver dag. Det blev de alle chokerede over at høre.

Compos Tech skraldespanden: 1. Indkastning. 2. Vandbeholder. 3. Skæreblade. 4. Motorhus. 5. Blade til at blande. 6. Motorhus. 7. Beholder til gødning. 8. Kulfilter. 9. Opsamlingsbakke Foto: PR

Jeg begyndte derfor at fokusere på, hvordan det globale madspil kan reduceres ved at designe bæredygtige løsninger til industriel brug. At min research til mit afgangsprojekt har ført til et konkret produkt som “Compos Tech” havde jeg på ingen måde forestillet mig. “Compos Tech”-kompostskraldespanden er en ny high-tech maskine til køkkenet, som reducerer mængden af køkkenaffald til 2/3 og forvandler det til gødning inden for mindre end 48 timer. Ved siden af selve kompost-skraldespanden har jeg designet en spil-agtig app, som skal motivere brugerne til at bruge håndtere deres madaffald bedre. App’en giver brugerne mulighed for at holde øje med de producerede mængder og dermed beløbet, som de kan få ind ved at sælge gødningen. Mit mål med kompost-skraldespanden er, at man kan tjene på at forvandle sit køkkenaffald til gødning. Det er derfor en helt ny måde at håndtere madspild på set i forhold traditionelle måder.«

Hvad har været din inspiration til designet?

»Jeg tror, at løsningsmodeller til globale udfordringer er lige for næsen af os. Jeg har altid beundret design fra Biomimicry Institute I USA, da de skaber bæredygtigt design og innovation indenfor mange forskellige områder, ligesom de er katalysator for en helt ny måde at tænke design og business på, som både er til gavn for mennesker og planet. Da jeg lavede research til min kompost-skraldespand, fandt jeg ud af, at forvandlingen af madaffald til gødning minder om menneskets fordøjelsessystem. Det har derfor bl.a. været min inspiration. I min første del af desigprocessen benyttede jeg metoden ”vermicomposting”, som vil sige, at man bruger orme til at nedbryde madaffaldet. Jeg droppede dog denne metode til fordel for metoden “Aerobic Composting”, som vil sige, at man bruger varme, vand og ilt til processen. Men jeg har ladet mig inspirere af måden, som ormene arbejder på under jorden. Princippet med ormenes tubeformede facon med horisontale dele til at genere bevægelse har jeg taget udgangspunkt i til mit design af skraldespanden. Den er også tubeformet og har indvendige horisontale dele, som tilfører luft til cirkulationen i beholderen. De horisontale dele gør også maskinen stærkere og mere fleksibel i sine bevægelser.

Da jeg længe har beundret moderne, skandinavisk design, da det forener det praktiske med det sofistikerede, har jeg designet en meget stilren kompostmaskine til hjemmebrug. Den er skabt til at passe fint ind til i et almindeligt køkkenet med hvide elementer i køkkenet.«

Hvad er det vigtigste hensyn, når man skal designe en kompostskraldespand?

»Vi er blevet et brug-og-smid-væk-samfund, hvor rester fra middagsmaden smides ud i skraldespanden, hvilket jeg gerne vil ændre. Det handler ikke kun om at recycle eller kompostere, men også om at redesigne og gentænke forbrug. Jeg ønsker at påvirke forbrugernes adfærd i forhold til madspild og øge det bæredygtige aspekt omkring fødevare-cyklussen. Og jeg vil gerne motivere til en langsigtet ændring af folks adfærd. Men som designer gik det op for mig, at det at skabe et objekt til recycling af madaffald ikke kan stå alene, når man arbejder med et kompliceret spørgsmål som globalt madspild.«

Er den på vej i produktion?

»Efter min afsluttende eksamen har jeg etableret mit eget designstudie, hvor jeg arbejder med at udvikle produkter og services, som kan skærpe implementeringen af bæredygtighed og eftertænksomhed i samfundet, så verden må den måde bliver et bedre sted. På nuværende tidpunkt er min kompost-skraldespand på sidste stadie i designprocessen, og mit team og jeg har allerede nogle potentielle kunder, som er interesserede i at købe teknologien, så snart vi begynder at producere. Vi arbejder i øjeblikket på at finde f.eks. fondsmidler, så vi kan teste protyper, tilbehør, mobil-app og website. I løbet af denne fase vil vi også afsøge markedet for forretningsmulighederne. Og når alle disse ting er på plads, kan ”Compost Tech” blive solgt til private.«

Her er seks udvalgte afgangsprojekter

»Jeg vil nedbryde grænsen mellem indendørs og udendørs møbler«

Foto: PR

Christian Kau, linjen for industrielt design:

Designvirksomheden Skagerak har været samarbejdspartner for Christian Kaus afgangsprojekt, som er udendørsmøbler, der også kan bruges indendørs. Christian Kau har forsøgt at forene det mere bastante udtryk fra udendørsmøbler med det mere lette og æstetiske fra indendørsmøbler.

»Jeg har med mit materialevalg og møbelkonstruktion skabt et innovativt møblement, der står smukt både i stuen og ude på terrassen. Og mit projekt har derfor til hensigt at nedbryde grænserne mellem indendørs og udendørs møbler. Både i den måde man anvender dem på og rent æstetisk, så de udtrykker det karakteristiske ved begge typer møbler. Jeg kan godt lide at arbejde med ærlige materialer, det taktile og brugernes interaktion med produkterne, hvor funktionaliteten er i centrum.«

»Vi spiser på en ny måde i dag«

Foto: PR

Stine Simone Orle, linjen for industrielt design:

Hvem andre end keramik- og designvirksomheden Kähler er oplagt som samarbejdspartner for afgangsprojektet med nye spiseredskaber? Nutidens danskere indtager – efter amerikansk forbillede – ofte også middagen foran tv, enten fordi det er mere bekvemt eller som resultat af et ønske om ’downsizing’, hvis man f.eks. hellere vil have gulvplads frem for et stort spisebord med stole omkring. Stine Simone Orle har gjort op med længden på en spiseske, som eftersigende skyldtes fortidens mode med store kraver, som gjorde det nødvendigt med lange spiseskeer.

»Vores spisesituation har ændret sig, men spiseredskaberne er de samme. Folks spisesituationer er nu meget mere dynamiske, og man sidder ikke nødvendigvis ved spisebordet. Sofaen er blevet et normalt spisested, men også gående eller stående er populært. Jeg har redesignet spiseredskaberne, så de passer til den nye måde at spise på, ved at arbejde med sanselighed, funktion, ergonomi og kroppens bevægelse i forhold til produkterne og maden. Den distance, som nutidens spiseredskaber skaber, ønsker jeg at nedbryde,« forklarer hun.

»Vi kaster nyt lys over Le Klint«

Foto: PR

Marie Hesseldahl og Nanna Neergaard, linjen for industrielt design:

Afgangsprojektetet i samarbejde Le Klint.

» Det har været vigtigt for os at designe den nye serie for Le Klint med udgangspunkt i virksomhedens eget design-DNA og med respekt for dens historie.

At skabe ’brandinnovation via produktdesign’ for en traditionsbunden virksomhed som Le Klint er en stor udfordring at stille sig selv overfor. Men også en vigtig udfordring, som for os har været at forstå ønsker og behov hos et yngre forbrugersegment, som Le Klint ikke rammer i dag – og dernæst at koble det med Le Klints kerneværdier og traditioner. Sammenkoblingen mellem de to har bl.a. betydet, at “Arc Collection” er baseret nyfortolkning af den klassiske plissé, som indebærer nye produktionsteknikker, men stadig har historiske rødder,« siger Nanna Neergaard.

»Tekstiler skal rykke op ad prioriteringslisten«

Foto: PR

Marie Bruun Hansen, tekstillinjen:

Afgangsprojektet, som er et bud på gulvtæpper, tapeter og sengetæpper – møntet på hoteller – er lavet i samarbejde med Egetæpper, Pro Craft, Nize Equipment, Jotun Kolding og Bolig-Art. Marie Bruun Hansen forsøger via sanselighed – udtrykt gennem mønstre og tekstiler – at skabe en god oplevelse og atmosfære på hoteller. Mennesket sættes i centrum for at ’skabe atmosfære via emotionelle værdier og dermed skabe en relation mellem mennesker og deres omgivelser’.

»Jeg drømmer om, at tekstiler rykker op ad prioriteringslisten i forbindelse med hotelbyggeri, så man fra start medtænker gæsternes behov for sanselig stimulering og skaber en hygge, som bygningernes hårde overflader ikke selv kan.«

»Mulighed for privatliv på minimal plads«

Foto: PR

Ruggero Bastita og Giulia Pesce, linjen for industrielt design:

På Designskolen Kolding går også en del udenlandske studerende, og to af dem er fra Milano – Ruggero Bastita og Giulia Pesce. De er kommet med et bud på to møbler, “Hercules” og “Patchwork”, som har modtagecentre for hjemløse og flygninge for øje. Møblerne kan dog i høj grad også bruges i boliger, hvor pladsen er trang. Samarbejdspartner for de to italieneres afgangsprojekt er designvirksomheden Hans Thyge & Co fra Malling, som også har kontor i Kina, samt det polytekniske universitet Politecnico di Torino i Italien. De to designere har udviklet de to møbler på baggrund af interviews med herbergbeboere i henholdvis Torino og Milano for at kortlægge deres behov.

»Vores udfordring var at designe ind i en kontekst af den mest ekstreme form af det at leve sammen med andre mennesker – modtagecentre for hjemløse og flygtninge – for at identificere skalerbare løsninger. Vores projekt er et fleksibelt, personligt rum, som fokuserer på afgrænsning af plads, personliggørelse, privatliv og organisering af tøj og personlige ejendele. En anden udfordring var at finde et fælles punkt mellem produktets kulturelle og sociale værdi på den ene side og dets kommercielle og produktionsmæssige gennemførlighed på den anden,« fortæller de om deres tanker bag projektet.

»Jeg kombinerer Østens og Vestens designkultur«

Foto: PR

Zejun Yan, linjen for industrielt design:

Afgangsprojektet af den kinesiske studerende Zejun Yan har som samarbejdspartner haft designvirksomheden Lost & Found. Målet med den een enkle og stilrene stol er at forene kinesisk og nordisk design i et møbel til det kinesiske marked.

»Jeg kan godt lide at kombinere Østens og Vestens designkultur, og derfor har jeg hjulpet virksomheden Lost & Found med at designe en ny stol til det kinesiske marked. Folk i Kina kan godt lide nordisk møbeldesign, så virksomheden ønskede at designe stole i en nordisk stil. Teknikken, jeg har brugt, er kinesisk: i Kina bøjer man ikke træ, men foretrækker at tage udgangspunkt i træets naturlige former. Derfor bruger man særlige sammenføjninger til at samle stolen. I den færdige stol er sammenføjningerne usynlige,« fortæller Zejun Yan om sit design.

Samtlige afgangsprojekter fra Kolding-skolen kan ses her

Vil du have bolignyheder, anmeldelser og guider på en nem og hurtig måde? Så bestil JP’s Bolig-nyhedsbrev, som kommer hver torsdag kl. 15.00. Tilmelding her.