Ettore Sottsass – paven af design
Designgeniet Ettore Sottsass grundlagde bevægelsen Memphis, der blev kaldt »en mislykket blanding af Bauhaus og Fisher-Price«. Hans kreationer fik indflydelse på alt fra møbler og arkitektur til husholdningsartikler.
Arkitekt og arkitektsøn Ettore Sottsass (1917-2007) slog sig efter krigen ned som designer og grundlagde sit studie i Milano i 1947. Alle domæner interesserede denne komplette og mangefacetterede kreatør, som dog frem for alt havde en forkærlighed for keramik. Han lancerede sin første keramikkollektion i New York i 1955, og selv om den blev et kommercielt flop, forblev keramik hans foretrukne materiale hele vejen op igennem hans karriere.
»Keramik er den røde tråd, som hele tiden går igen i Sottsass’ arbejde,« forklarede Pierre Staudenmeyer fra det berømte galleri Neotu i 2001 i et interview med det franske magasin Libération.
Sottsass’ keramikværker afspejler kreatørens dobbeltkultur (født i Østrig og opvokset i Milano), og mikser etruskiske materialer med raffinerede venediske ornamenteringer, sorte tremmemønstre på hvid baggrund og skinnende metalfinishes.
Værdifuld keramik
Det er netop Sotsass’ kreationer i keramik, der er omdrejningspunktet for udstillingen “Ettore Sottsass: La Céramique 1955-1970”, som er organiseret af arkitekt Charles Zana på Negozio Olivetti på Place Saint-Marc i Venedig. Her udstilles godt og vel 60 objekter, som stammer fra tre privatkollektioner. Disse værker, som i sin tid havde svært ved at sælge, er i dag nogle af de mest efterspurgte blandt samlere og kendere.
Værkerne er opdelt i 11 serier. I serien “Ceramiche a fischietto” er værkerne dekoreret med guld og formet efter en industriel æstetik. Serien “Lava” fra 1957 er baseret på sorte materialer såsom lava dekoreret med farverige glasurer, hvoriblandt nogle værker er helt op til 80.000 euro værd.
Afspejling af en sindstilstand
Ettore Sottsass var en arkitekt. Han bearbejdede ikke materialerne selv og betroede fremstillingen af produkterne til Bitossi ou Ceramica Toscana. Men han kontrollerede hele processen og var meget krævende, hvad angik kvaliteten af de færdige værker, fortæller Charles Zana.
En gang imellem hændte det dog, at han udsmykkede objekterne med egen hånd, som det er tilfældet med serierne “Ceramiche delle Tenebre” fra 1963 og “Shiva” fra 1964. Begge serier er som en slags eksorcisme: Under en rejse i Indien i 1961 pådrog han sig en alvorlig nyreinfektion. Han var på dødens rand og rejste til Palo Alto i Californien for at blive helbredt.
Det var under dette sygdomsforløb, at han udtænkte en række rørformede figurer bemalet med orange for at symbolisere angst – eller med hvid for at symbolisere et øje, der stirrede på ham. Endelig helbredt bemalede han tallerknerne “Shiva” (den indiske skabergud) med motiver, der refererer til universet og solsystemet. Sottsass’ sindstilstand og besættelse af det spirituelle er et gennemgående element i hans arbejde.
Poppet kontorudstyr
I 1956 begyndte Sottsass som designkonsulent for Olivetti. Han ansattes af grundlæggeren Adriano Olivetti til – side om side med sønnen Roberto Olivetti – at designe kontorudstyr, skrivemaskiner og møbler. Det er primært gennem dette samarbejde – og gennem sin evne til indskrive kontorudstyr i populærkulturen – at Sottsass gør sig bemærket i den brede designverden.
Under sin tid hos Olivetti rejste Sottsass regelmæssigt til USA, hvilket inspirerede ham til at skabe en serie af popkulturelle keramikværker. Med serierne “Menhir, Ziggurat”, “Stupas” og “Hydrants & Gas Pumps” fra 1967 omdanner han således formerne af sodavandsdåser, pilleglas og benzinpumper til moderne pop-totemmer. For han er besat af at transformere noget banalt til tidløs kunst, og han finder inspiration i alt, hvad der omgiver ham.
Det er også en af hans mange rejser over Atlanten, der inspirerer ham til at skabe sine velkendte “Superboxes” – skulpturelle skabe præsenteret som en slags konceptuelle statements. Disse skabe, dækket af tykke og farverige laminater, bliver forgængerne til Memphis-bevægelsen, som blomstrer op igennem 1980’erne.
Nok af forbrugerismen
Efter i en årrække at have designet kontorudstyr fik Sottsass nok af at lave forbrugerprodukter til massemarkedet.
»Jeg havde ikke længere lyst til at skabe forbrugerprodukter, fordi det stod klart for mig, at forbrugerismen var ved at blive en farlig affære,« har Sottsass efterfølgende sagt.
Han fik følelsen af, at hans kreativitet druknede i et forsøg på at tilfredsstille massemarkedets konsumkultur. Han havde lyst til at puste nyt liv i sin kreativitet, lege med farver og materialer og bringe humoren tilbage til sit design.
»Design handler ikke om at formgive et mere eller mindre dumt produkt til en mere eller mindre luksuriøs industri. For mig er design en måde at forholde sig til livet på,« siger Ettore Sottsass.
Derfor grundlagde han i 1981 Memphis-bevægelsen, som kom til at tælle medlemmer som Michele De Lucchi, Matteo Thun, Andrea Branzi, Michael Graves og Javier Mariscal. Navnet stammer fra Bob Dylans sang “Stuck Inside of Mobile with the Memphis Blues Again”, som blev spillet på repeat den aften, hvor bevægelsen grundlagdes under et intimt møde organiseret af Sottsass.
Memphis-designerne legede med keramik, glas, metal og stof samt i udbredt grad med farvet plastiklaminat. Inspirationen kom fra art deco, popart og 1950’ernes kitsch. Da de første Memphis-produkter så dagens lys, blev de beskrevet som “underlige”, “afskyelige” og “en mislykket blanding af Bauhaus og Fisher-Price”. Bevægelsens farverige og geometriske stil opnåede imidlertid bred popularitet blandt folk op igennem 1990’erne, hvor den fik indflydelse på alt lige fra møbler og arkitektur til husholdningsartikler.
En komplet kunstner
Ved at navigere mellem arkitektur og industrielt design har Ettore Sottsass fra og med 1950’erne indtaget en fremtrædende plads på den italienske designscene. Denne engagerede og frisindede intellektuelle har været primus motor for sin tids kulturelle bevægelse og har haft stor indflydelse på sin omverden lige siden sit samarbejde med Olivetti i 1956 og frem til oprettelsen af Memphis-bevægelsen i 1981. Som designer, arkitekt, keramiker, tegner og fotograf udforskede han de kreative felter med stor frihed.
Vil du have bilnyheder, anmeldelser og guider på en nem og hurtig måde? Så bestil JP’s nye Bolig-nyhedsbrev, som kommer hver torsdag kl. 15.00. Tilmelding her.