Flere mærkers "pelsfrie" tøj er lavet af katte og hunde
Dyrepels er blevet så billigt at producere på fabrikker i Kina, at det kan laves billigere end syntetisk pels.
En del af den pels, som ellers er blevet markedsført som værende syntetisk og dermed fri for dyrepels, har vist sig at være alt andet end syntetisk.
Britiske Sky News har undersøgt stormagasinet House of Fraser i London samt tøjmærket Missguided, som også kan fås i Danmark. Og her har man fundet pels fra hele fire forskellige dyr i beklædningsgenstande, som egentlig burde være pelsfri.
Der er tale om pels fra hunde, katte, kaniner og vaskebjørne.
Ifølge dyreværnsorganisationen Humane Society er der et stigende problem med "pelsfrie" produkter, som viser sig at indeholde dyrepels.
»Det er et problem for dyrene, som lever og dør under forfærdelige forhold for at producere tøjet, og det er et problem for de forbrugere, som ufrivilligt støtter pelsbranchen,« siger organisationens direktør Claire Bass til Sky News.
Alle produkterne, der indeholdt pels fra hunde, katte og kaniner, var produceret i Kina og kostede under 300 kr.
Det er ikke første gang, at undersøgelser har vist, at der kan være dyrepels i produkter, som skulle være syntetiske. I 2016 skrev BBC, at der kunne være mink- eller rævepels i huer, handsker og trøjer, selv om der intet sted i tøjet stod, at det indeholdt pels.
På en af de undersøgte trøjer til knap 300 kr. stod der i mærket, at den var lavet af elastan og viskose, men alligevel fandt BBC minkpels på en del af trøjen.
Ligeledes i 2016 undersøgte organisationen Fur Free Alliance flere mærker, bl.a. Canada Goose, Marc Jacobs og Burberrt Brit og fandt, at både den internationale side for nethandel, Amazon, samt flere andre store netbutikker, markedsførte produkter som "faux fur", altså syntetisk pels, selv om produkterne indeholdt dyrepels.
Ifølge Humane Society har forbrugerne vænnet sig til, at dyrepels er dyrere end syntetisk pels, og derfor kan de blive narret af, at tøjet er så billigt. Men det er ikke længere billigere at fremstille syntetisk pels.
»Dyrepels er så tragisk billigt at producere, at det kan laves for den samme pris - eller billigere - end syntetisk pels,« siger Claire Bass.
Flere og flere butikskæder har erklæret sig for "pelsfrie", efter at der gentagne gange er blevet sat fokus på den manglende dyrevelfærd på primært asiatiske fabrikker, hvor kaniner, katte og andre mindre dyr bliver opdrættet for deres pels. Såvel Dansk Supermarked som kæder som H&M og Vero Moda har erklæret, at de ikke vil sælge produkter med dyrepels. Det samme har dyre mærker som Hugo Boss og Armani.
Men spørgsmålet er, om varehusene ved, hvad de sælger. Både varehuset House of Fraser og Missguided, som var genstand for Sky News' undersøgelse, er erklæret pelsfrie. Alligevel solgte de produkter med katte- og hundepels.
House of Fraser har beklaget og trukket de produkter, der blev fundet dyrepels i, tilbage fra hylderne.
»Vi tager det her meget alvorligt og har taget kontakt til den pågældende producent,« lyder beskeden fra House of Fraser.
Det store varehus var omdrejningspunkt for samme polemik i 2015 og igen i 2016, da lignende undersøgelser viste, at tøj med dyrepels var at finde på butikkens hylder.
Dyreværnsorganisationen Anima har lavet en liste over pelsfrie mærker og kæder, som kan læses her.
Humane Society råder forbrugere, der gerne vil undgå pels, til at være forsigtige og undlade at købe et stykke tøj, hvis der er tvivl om pelsens ægthed.