Tv-handymand blev ramt to gange af alvorlig sygdom: Min positivitet hjalp mig igennem

Han står i sin sandfarvede gør det selv-uniform og viser, hvordan en dør ved hjælp af lidt olie stopper med at knirke. Han demonstrerer og arbejder langsomt, så seeren kan følge med.

I den ene hånd holder han olien, som han forsigtigt sprøjter ind i dørens hængsler, mens han i den anden hånd holder et stykke papir under hængslerne, så arbejdet ikke sviner.

Ugen efter får han det til at se overraskende nemt ud at bygge et havebord. Han er stadig klædt i de sandfarvede overalls. Humøret er stadig højt, og han har som altid en vittig bemærkning klar. Danskerne sidder klinet til skærmen. De kender ham bedst som hele Danmarks handyman, Flemming Leth.

Det er 13 år siden, at Flemming Leth stoppede som fingernem tv-snedker, og han har rundet de 72 år. Alligevel er han fortsat en aktiv herre, der gerne deler ud af gode råd og som arbejder med både journalistik og håndværk. Der er gang i Flemming Leth, som, trods en god undskyldning for at leve et stille liv som pensionist, ikke har det mindste lyst til at læne sig tilbage. Derfor er han stadig stærkt knyttet til den journalistiske verden.

De seneste to år har Flemming Leth dog været ansat i en reklamefunktion hos det danske firma Widex, der udvikler høreapparater. Han er såmænd blevet udnævnt til ambassadør for firmaet. En rolle han har overtaget efter den forhenværende fodboldlandsholdstræner Morten Olsen. Flemming Leth er på den måde firmaets ansigt udadtil, og han er til stede, når en ny butik åbner, eller når virksomheden skal repræsenteres på andre måder.

En handyman rykker ind på avisen

I 2003 forsvandt Flemming Leth pludselig fra tv-skærmen, og de mange loyale seere måtte finde deres yndlings-gør det selv-mand et nyt sted. Denne gang på papir i Ekstra Bladet. Umiddelbart efter sin afgang fra Danmarks Radio fik Flemming Leth nemlig et nyt job på tabloidavisen, men inden det kom i stand, var andre også interesserede. Der var rift om tv-personligheden.

»Jeg blev tilbudt job hos Jyllands-Posten lige efter min tid på DR, men stillingen passede ikke helt til det jeg, jeg havde forestillet mig, at jeg skulle lave,« siger Flemming Leth.

Jobtilbuddet hos Jyllands-Posten skulle være et samarbejde med TV 2, hvor Flemming Leth skulle stå i spidsen for endnu et handyman-program og samtidig skrive artikler om emnet til avisen. En tjans han fandt urealistisk, da der ville være for meget arbejde i det. Derfor afslog Flemming Leth tilbuddet:

»Men så ringede Poul Madsen (chefredaktør på Ekstra Bladet, red.), og så besluttede jeg mig for, at det var hos Ekstra Bladet, at jeg skulle arbejde.«

Kun tre dage efter sit tv-exit blev Flemming Leth derfor forbrugsjournalist hos Ekstra Bladet, hvor han fortsatte med at give råd. Derudover skrev han om forskellige emner inden for forbrugsområdet. Tiden som kendt person ophørte dog ikke, fordi han forsvandt fra skærmen.

»Selv om jeg ikke var på skærmen længere, nåede jeg aldrig at blive glemt, for folk vidste godt, hvem jeg var, og jeg er sikker på, at man ansatte mig på avisen, fordi jeg var Flemming Leth. Ekstra Bladet lavede sådan nogle konkurrencer, hvor man kunne vinde et møde med mig, og når jeg tog ud for at lave interviews til mine artikler, så vidste folk, hvem jeg var, når jeg kom,« siger Flemming Leth.

Det blev til seks gode år som journalist på Ekstra Bladet. Men allerede inden Flemming Leth selv fik job på avisen, havde han et helt særligt forhold til den. Handymanden havde nemlig altid abonneret på Ekstra Bladet, og han gør det stadig den dag i dag.

»Jeg har altid holdt Ekstra Bladet. Det begyndte nok med Side 9, dengang man syntes, at det var sjovt, men jeg har faktisk også altid godt kunnet lide »klassens frække dreng«-imaget som avisen har, for sådan synes jeg også selv, at jeg er. Jeg er meget ligefrem. Hvis folk ikke vil høre sandheden, så skal de sgu ikke spørge mig,« siger Flemming Leth med munterhed i stemmen og uddyber:

»Jeg havde en højtelsket søster. Hun var dameskrædder og havde syet sig en ny robe. Hun spurgte mig, hvad jeg syntes om den, og så sagde jeg, at »den er godt nok ikke ret køn, den dér«. Hun talte ikke til mig i tre måneder efter det. Men altså, så skal man jo lade være med at spørge.«

»Nærmest født og opvokset på statsradiofonien«

Det er efterhånden en del år siden, at Flemming Leth gik af skærmen og havde sin hverdag på den offentlige tv-institution, som Danmarks Radio jo er, men han omtaler stadig sig selv som »DR-mand«.

»Jeg er nærmest født og opvokset på statsradiofonien. Jeg lavede radio og tv i mange år, inden jeg fik mit eget program. Jeg var på DR i 17 år, tror jeg faktisk. Så man kan vel sagtens sige, at jeg har udtjent min værnepligt der,« siger Flemming Leth.

Hans stemme bliver varmere og mere eftertænksom, når snakken falder på Danmarks Radio.

»Det var nogle gode år. Gode år med gode kollegaer. Jeg arbejdede jo på DR i Aarhus, og der var en fantastisk stemning. Jeg havde nogle supergode kollegaer, og alle var der for hinanden. Jeg savner det DR, der var dengang.«

Derfor mødes Flemming Leth også stadig jævnligt med forhenværende kollegaer til hygge og sociale arrangementer på DR i Aarhus.

»Vi har faktisk en klub, hvor vi mødes en gang om måneden. Det er både forhenværende og nuværende DR-medarbejdere. Så jeg er stadig DR-mand,« siger Flemming Leth og husker sig selv på, at der er endnu en sammenkomst med de gamle kolleger inden længe.

Trods sit selvvalgte prædikat som DR-mand mødes han nu også stadig med de journalister, han mødte under sin tid på Ekstra Bladet.

»Vi har også vores egen klub, og vi mødtes så sent som i sidste uge. I klubben er vi syv fra den gamle redaktion,« siger Flemming Leth og påpeger, at han generelt bare er god til at holde kontakten til de mennesker, han synes godt om.

Altmuligmand

Da Flemming Leth havde sat punktum i den sidste artikel til Ekstra Bladet, medvirkede han i nogle reklamefilm, men nu holder han mest en del foredrag for forskellige foreninger og firmaer. Her fortæller han om at gøre det selv, når han bliver booket af byggefirmaer, men i andre sammenhænge er det mere livet i rampelyset, der bliver foredragets tema.

Han har eksempelvis oplevet, at det ved foredrag i Ældresagen særligt er hans møder med de kongelige, der vækker interesse.

»Når jeg holder foredrag for et byggemarked, fortæller jeg om, at det er alletiders at være gør det selv-mand, men hos Ældresagen, som jeg tit bliver booket af, vil de gerne høre om, hvordan det var at danse med hende kineserprinsessen og med Mary. Det, synes de, er sjovt. Jeg mødte de kongelige og mange andre kendte mennesker, da jeg en overgang var ambassadør for Dansk Røde Kors og på grund af min tid med tv. De, der kommer til disse foredrag, sidder jo med alle avisudklippene, og de ved nærmest mere om mig, end jeg selv gør. De ved, hvad jeg har lavet igennem hele livet,« griner Flemming Leth, som ikke helt kan fraskrive sig, at han selv er blevet ældre – det er foredragene også med til at gøre ham opmærksom på.

»Det er da gået op for mig, at nogle af dem, som jeg holder foredrag for hos Ældresagen, er yngre end mig. Det er helt ærligt en grim oplevelse. Jeg er jo blevet 72,« siger Flemming Leth og bliver så mere lunefuld igen.

»Men hvad de ikke ved – som jeg ved – er, at jeg formodentlig er udødelig. Så jeg skal nok blive ved længe endnu,« siger Flemming Leth med en stemme, der ikke kun overbeviser ham selv.

Handymanden drives nemlig af en konstant nysgerrighed og vil altid vide – uanset om hængslerne knirker – hvad der er bag en lukket dør. Derfor har han gennem de seneste 25 år sideløbende arbejdet som rejseleder, og han har flere gange om året været på finurlige ture ude i verden. Dog rejser han ikke mere, men tager sig i stedet af de mange opgaver, der er i forbindelse med jobbet hos Widex.

Gode råd på gadehjørnet

Det er regnvejr, men Flemming Leth er ligeglad. En kvinde har lige opsøgt ham, da han kommer gående ned ad en gade i Randers. Kvinden vil vide, hvordan man renser sit sølvtøj uden at gnubbe, for det kunne hun huske, at hun havde set ham gøre på tv. Flemming Leth tager sig god tid og guider trin for trin kvinden gennem processen. Til sidst takker hun ham hjerteligt, og de skilles.

»Det regnede, mens vi stod der. Men tænk at møde et så positivt menneske i regnvejr,« siger Flemming Leth.

»Jeg møder hver eneste dag et eller andet rart menneske, som siger: »Hej Leth, det er da dig, ikke?« Og så bekræfter jeg, og vi taler lidt om programmet dengang, og så har de ofte brug for hjælp til at løse et problem. Og så løser vi det problem. De er glade, når de går, og jeg er glad, fordi nogen spurgte og huskede mig,« siger Flemming Leth og fortsætter:

»Jeg tager mig altid tid til at snakke med folk og hjælpe dem. Jeg har kun mødt positive og glade mennesker, og det er dejligt. Det er både helt almindelige mennesker, men såmænd også håndværkere, som spørger mig til råds.«

Handymanden lægger dog ikke skjul på, at det er netop håndværkerne, der har lært den autodidakte gør det selv-mand alt, hvad han kan.

»For mig ville det være utænkeligt bare at gå videre. Jeg møder et menneske, der er glad for at genkende mig, og som har set mig i en udsendelse, og som holder af min person. Og så går jeg da selvfølgelig ikke bare videre, nej, jeg stopper da op. Det har min kone efterhånden lært, så hun kigger på tøj et eller andet sted, mens jeg står og snakker,« siger Flemming Leth og beskriver, hvordan folk vil have hjælp til alt muligt. De skal måske have poleret et bord eller en skænk eller noget helt tredje.

»Jeg føler mig beæret over, at folk stadig husker mig, og at de gider at snakke med mig,« siger Flemming Leth, som også altid forsøger at være positiv og åben.

»Livet er for kort til at være negativ, og jeg er glad i skralden, så hvorfor skulle jeg være negativ.«

Altid positiv

Imidlertid har der været øjeblikke i Flemming Leths liv de seneste år, der ville kunne gøre de fleste mere negative end positive.

»Et år efter, at jeg begyndte på Ekstra Bladet, fik jeg at vide, at jeg havde prostatakræft. Derfor måtte jeg tage orlov og komme mig. Efter en rum tid vendte jeg så tilbage til avisen igen. For et par år siden fik jeg så en hjerneblødning og kunne ikke bevæge min venstre arm, og så måtte jeg træne den op igen. Men i dag kører det hele heldigvis igen, så der er ikke noget, der kan slå mig ihjel,« siger Flemming Leth med en vis alvor og tapperhed i stemmen:

»Ting er, som ting er, og sådan er det. Jeg kan blive lidt harm, når jeg læser en overskrift, hvor der står: »Han kæmpede mod kræften«. Det er noget sludder, for man kan ikke kæmpe mod kræft. Man kan sige: »Nå, jeg har kræft«. Så kan man gå til behandling, og når man så bliver rask, så kan man sige: »Det var vel nok godt«. Hvis man så dør af det, så kan de andre sige: »Nå, det hjalp ikke noget«. Man kan ikke kæmpe mod noget, man ikke ved noget om, og som man ikke selv er herre over. Det er bare sådan en pornooverskrift. Men det lyder da flot: »Han kæmpede mod kræften«. Så kan man tænke: »Nå, hvad for noget værktøj brugte han mon til det? Hvordan kunne han ramme sygdommen? Med en luftbøsse eller hvordan?«

Flemming Leth var 62 år, da han fik konstateret kræft. Sygdomsforløbet varede i næsten fire år. For to år siden blev han ramt af hjerneblødningen, men i dag er han igen sund og rask.

»Den dag, hvor jeg blev ramt af hjerneblødningen, vågnede jeg om morgenen og steg ud af sengen og opdagede, at min venstre side blev liggende,« siger Flemming Leth, men ser alligevel positivt tilbage på episoden:

»Alene det, at jeg kan få en hjerneblødning, er da positivt. Altså dem, der er rigtig dumme, de har jo ingen hjerne, så de kan ikke få hjerneblødninger. Man er sgu nødt til at have en positiv indstilling for at overleve i denne her verden.«

Aggressioner væk over Vesterhavet

Men selvfølgelig kan man ikke bare rende rundt med et evigt smil på læben. Slet ikke når livet udfordrer én, som Flemming Leths sygdomme har gjort. Den tidligere DR-handyman valgte derfor også at bruge sine gør det selv-gener til at komme gennem de svære tider. Han købte et gammelt sommerhus ved Vesterhavet, som han selv renoverede og ombyggede.

Sommerhuset brugte han flittigt, da han fik erklæret prostatakræft. Omkring sommerhuset kunne han råbe i vinden og på den måde komme af med nogle af de aggressioner, der fulgte med den barske sygdom. Flemming Leth tog ofte alene op til sommerhuset for at friske sine tanker op og gå ture i den vilde natur. Sommerhuset blev hans tilflugtssted.

»Når man får at vide, at man har kræft, så er det rigtigt godt at gå rundt ude i klitterne i stormvejr om efteråret og råbe i vinden. Så bliver man rask, eller i hvert fald har man gjort sit for at blive det,« siger Flemming Leth.

»Jeg kom af med en masse vrede, men det var jo ikke noget, der gjorde mig rask – tænk hvis bare man kunne blive rask af at råbe.«

Sommerhuset er på mange måder det perfekte eksempel på, hvordan Flemming Leth tænker og agerer. Man kan sagtens lave det meste selv, og man bør under alle omstændigheder tage så meget ansvar for sit eget liv som overhovedet muligt. Hans indre handyman får da også stadig frit løb sommetider, og et projekt bliver aldrig helt færdig, når man har hænderne skruet rigtigt på.

»Sådan et byggeri som sommerhuset står jo på sin vis stadig på. Det bliver man aldrig færdig med. Nu er det efterhånden blevet 120 kvadratmeter stort,« siger Flemming Leth, der til daglig bor i et hus i Randers sammen med sin kone.

»Der er godt ved Vesterhavet, og vi er i sommerhuset, så tit vi kan komme til det. Vi valgte at bygge det der på grund af det smukke landskab, og fordi der er vind. Der er klitter og hav, og et hav er jo ikke bare en vandpyt. Et hav er jo Vesterhavet,« siger Flemming Leth, og fortæller, at han synes, det ville være kedeligt med et sommerhus i eksempelvis Rørvig, hvor der slet ikke er hav nok.

Erklæret rask på direkte tv

Efter fire hårde år med prostatakræft blev Flemming Leth erklæret rask – på direkte tv. Han var gæst i programmet »Lægens Bord«, som hans gode ven Peter Geisling stod for på DR1. Flemming Leth blev inviteret ind for at tale om sin diagnose, og her blev han af overlægen, som havde fulgt hans forløb og opereret ham under sygdomsforløbet, erklæret rask for åben skærm.

»Da udsendelsen var ved at slutte, spurgte Peter Geisling overlægen: »Er Flemming så rask?« »Ja,« sagde han så. Jeg troede, at det var løgn.«

Flemming Leth holder en længere pause. Så siger han:

»Men det var det ikke. Jeg må indrømme, at det var en af de gange, hvor jeg ikke lige havde et svar parat, men jeg var nu aldrig i tvivl om, at jeg ville blive rask. Hvis jeg var i tvivl om det, så kunne jeg jo ikke være udødelig, men altså, det var nu ikke lige sådan, jeg havde forventet, at jeg ville få det at vide.«

Alligevel vil Flemming Leth gerne slå en vigtig pointe om sit sygdomsforløb fast:

»Jeg tror på, at et positivt menneske har nemmere ved at blive rask end et negativt. Jeg er et positivt menneske, og gennem livet har jeg nok fravalgt de negative mennesker meget hurtigt. Heldigvis er der flere positive end negative mennesker her i verden.«

Hallo, kom med et kamera

Når Flemming Leth tænker tilbage på den tid, der et gået, siden han gik af skærmen, føler han ikke, at der er sket de helt store forandringer i hans tilværelse.

»Der er ikke rigtig noget, som har ændret sig så meget. Jo, selvfølgelig er jeg da knap så eksponeret, og jeg bliver da heller ikke inviteret til premierer mere, men sådan er det jo bare. Men ellers er der ikke den store forskel. Jeg havde en rigtig god tid i Danmarks Radio, men jeg har ikke et mindre godt liv nu. Jeg har gennem mit liv ikke lavet noget, som jeg ikke har kunnet lide, og det, jeg laver nu, kan jeg også godt lide, så det er jeg meget tilfreds med,« siger Flemming Leth, som udmærket var klar over, at livet som eksponeret person ville få en ende en dag.

»Hvis man som studievært tror, at verden er uendelig, så tager man fejl. Alle de der lamper, der er i studiet, kan slukkes. Selvfølgelig kan man savne det, men det svarer lidt til, at en sømand går i land. Han savner nok sit skib, men på den anden side, så står der jo smukke mørke piger på kajen,« siger Flemming Leth og får pludselig en idé:

»Når jeg skal ud til en sammenkomst på Danmarks Radio her sidst på ugen, så kan jeg jo bare gå ind i et af studierne og tænde lyset og råbe: ”Hallo, kom med et kamera, jeg har noget, jeg vil vise jer”. Der kommer nok ikke nogen, men jeg kan da godt stå der og råbe.«