Bedste ven eller god forælder?

»Skat, er det ok, hvis lægen kigger i din hals?« spurgte moderen sin 5-årige datter.

»Det mente pigen tydeligvis ikke,« siger Leonard Sax. »Hvad der burde have været en simpel opfordring til at åbne munden og sige ah, blev i stedet til en forhandling, der varede i fem minutter, og den sluttede først, da moderen lovede pigen chokolade, hvis hun samarbejdede.«

Leonard Sax er praktiserende læge og psykolog i Philadelphia, og han har skrevet fire bøger om forældreskab og uddannelse. Han siger, at den ordveksling, som fandt sted i hans konsultation, er blevet mere og mere almindelig igennem de seneste 30 år. Forældre har mistet deres autoritet og vil hellere være bedste venner med deres børn. Ifølge Leonard Sax er det skadeligt for børn, hvis forældrene hellere vil være BVF (Bedste Venner For evigt) end sætte klare grænser og regler for de små poder.

Det er denne frustration, som skinner igennem, når man læser Leonard Sax’ seneste bog, The Collapse of Parenting (Forældreskabets kollaps).

»Det er ikke en overdrivelse,« siger han. »Jeg har personligt mødt familier, hvor forældrene spørger deres 5-årige barn om, hvad de skal have til aftensmad. Barnet svarer pizza og is, og det er, hvad de får. Der er også forældre, som laver lektier for sønnen på 11 år, mens han spiller computerspil. Så er der forældre, som lader deres teenagedatter blive oppe til klokken 1 om natten, for at hun kan være på de sociale medier. Det er blandt familier som disse, at forældreskabet efter min mening er kollapset. Forældre er blevet forvirrede over deres egen rolle, og det bliver mere almindeligt. Mange er nærmest ikke i stand til at tale til deres børn i deklarative sætninger. Alt er spørgsmål. »Vil du spise din broccoli?« »Tror du ikke, at det er sengetid?«

Ifølge Leonard Sax giver forældre deres børn alt for mange valgmuligheder. I stedet for »Hvad vil du have til aftensmad?« bør man spørge »Hvilken grøntsag vil du have – ærter eller broccoli?«, især hvis der er tale om små børn.

»Det lyder godt at give børn valgmuligheder, men små børn er ikke så langt i deres udvikling, at de kan tage stilling til alt,« siger han.

»En 5-årig er ikke en voksen, og man kan ikke give barnet en masse forskellige muligheder og forvente, at de træffer et rationelt valg.«

Selv med ældre børn er total valgfrihed en dårlig idé. Enten må man i gang med at lave en usund middag, eller også må man tilsidesætte barnets ønsker (og så får man en situation, som den vi så hos lægen med en total nedsmeltning til følge).

Trygling er et andet eksempel på en BVF-taktik: »Vil du ikke godt være sød at gå i seng? Lave lektier? Spise din mad?«

»Forældre skal ikke trygle deres børn,« siger Leonard Sax. »Det underminerer autoriteten. Når man beder sine børn om noget, skal de fleste sætninger ende med et punktum og ikke et spørgsmålstegn.«

Han siger, at han godt kan forstå, hvorfor nogle forældre er endt, hvor de er. Vi reagerer på 70’ernes strenge opdragelse og prøver i stedet at være fair og fremelske uafhængighed og kritisk tænkning. Det virker gammeldags at opdrage børn til at være små robotter, der adlyder vores mindste vink.

»Adlydelse og hierarkier virker politisk ukorrekte og gammeldags, og det er det også, når vi taler om forholdet mellem voksne,« siger Leonard Sax.

»Men i forholdet mellem forældre og børn, skal der være et hierarki. Det er forældrenes ansvar, at børnene lærer spillereglerne i den kultur, de vokser op i. Hvis ikke vi gør det, så bliver der i stedet skabt en kultur, hvor voksne ikke respekteres. Denne tendens bliver mere udbredt blandt den amerikanske middelklasse,« mener Leonard Sax.

»Det har sneget sig ind i selv de mest elitære skoler i USA. Der er eksempler på børn, der lader som om, at de er medlemmer af bander og bruger bandernes håndtegn og tøj, fordi det er cool. Der er teenagere, som ikke ser deres forældre som ven eller autoriteter, men som uvidende fjolser, der kun kan bruges til tøj og penge. Vælger man at blive bedste venner med sit barn, så vil man sandsynligvis fejle som både ven og forælder. Man ender med at skabe et forhold mellem forældre og barn, der er meget langt fra det forhold, som naturligt bør være mellem forældre og børn.«

Ifølge Leonard Sax resulterer tabet af autoritet i skrøbelige børn med oppustede egoer. Børnene giver op ved den mindste udfordring, og de er ikke klædt på til voksenlivet. I stedet for at søge godkendelse og en følelse af identitet blandt forældre, søger de den hos jævnaldrende grupper. Men det giver dem et usikkert fundament at stå på, fordi venskaber pr. definition er mere kortvarige og usikre end den betingelsesløse kærlighed, som man finder hos forældrene.

Konsekvenserne sniger sig ind i statistikkerne. Usunde spisevaner er et godt eksempel på, hvad der sker, når autoriteten ryger sig en tur. Overvægt eller fedme ses blandt 33 pct. af alle børn i USA. Samtidig er der et stigende antal teenagere, der lider af søvnmangel, depression og uro.

»Man ser det også i det store antal unge, som dropper ud af universitetet og må flytte hjem til deres forældre. Hvis drømmen ikke går i opfyldelse, giver de op og flytter tilbage ind på børneværelset.«

Leonard Sax mener, at problemet er værst i USA, men at det også begynder at blive mere udbredt andre steder. Han er enig med Jenny Brown, der er leder af St. Albans High School for Girls i Storbritannien, som for nyligt udtalte, at BVF-forældre ødelægger de unges selvtillid og chancer i livet.

»Mange forældre ser et modsætningsforhold mellem streng og kærlig,« siger Leonard Sax. »De tror ikke, at man kan være begge dele på én gang, og så vil de hellere være ven med deres barn.«

Han siger, at der findes masser af forskning, som bakker hans påstande op – blandt andet et amerikansk studie, hvor 20.000 amerikanske børn fra 12 år og op deltog. Studiet viste, at børn med autoritative (ikke autoritære) forældre klarer sig bedre i skolen, har færre problemer med alkohol, stoffer, dyrker mindre usikker sex og har lykkeligere parhold.

Leonard Sax mener selv, at han har ramt en samfundstendens med bogen. Han har modtaget e-mails og breve fra lærere og psykologer, der alle bakker ham op, og som takker ham for at tage problemstillingen op.

»De siger, at det er godt, at der endelig er nogen, som tør tale åbenlyst om problemet, og som bakker påstandene op med konkrete forskningsresultater.«

Ifølge Leonard Sax kan forældre genvinde deres autoritet og se forbedringer i løbet af seks uger, hvis de foretager nogle enkelte ændringer.

Tving teenageren til at tage med på familieture

Hvis en teenager nægter at tage med på en familieferie eller en udflugt, fordi det er ”dødkedeligt”, så er det fristende at give efter. Ikke mindst fordi forældrene selv tror, at de hjælper teenageren ved at lade dem træffe beslutningen selv. Men det er ifølge Leonard Sax ikke den rigtige fremgangsmåde.

»Det lyder hårdt at skulle sige »Jeg beklager, at du ikke har lyst til at tage med på tur, men du skal med alligevel.« Men det er det, som man skal sige. At have det sjovt sammen er fundamentet i familielivet. Børn har brug for kvalitetstid med deres forældre, og det er svært at opnå, hvis man aldrig er sammen som familie.«

Vi bør heller ikke invitere børnenes venner med på ferien, siger han.

»Formålet med ferien bør være at styrke båndet mellem forældre og børn – ikke at give barnet en dyr legeaftale.«

Han opfordrer til, at man indfører ugentlige ritualer, som styrker relationerne. Det kunne være en tur på café, en indkøbstur, at dyrke sport sammen, osv. Han opfordrer også til, at man holder kontakten med resten af den nære familie, så børnene rodfæstes i deres kultur.

Drop nogle af aktiviteterne efter skole

Aktiviteter uden for skoletiden er positive, men hvis der er alt for meget i kalenderen, kan det få børn til at tænke, at man er, hvad man gør.

»Fokus bliver flyttet over på at booste egoet og puste selvværdet op. Jeg kender mange forældre, som har frygteligt travlt med arbejde og hverdagens pligter, og som alligevel kører børnene til og fra hver enkelt aktivitet. Det er lidt som om, at de prøver at sige »Se lige mig. Jeg har succes på mit arbejde, men jeg er også verdensmester i være forælder.« Hvis du spørger mig, så handler det mere om at præstere end at leve. Prioriteterne bør være fritid, afslapning, familiemåltider, gode samtaler og tid til at lytte til hinanden.«

Mange psykologer fremhæver familiemåltider, som noget positivt. Men man behøver ikke at spise alle måltider sammen, for at det har en positiv effekt. I et canadisk studie med 26.000 unge undersøgte man, hvor mange gange om ugen de unge spiste et måltid med deres forældre. Studiet viste, at de unges opførsel blev bedre, og at de følte sig mindre urolige, hvis familien øgede antallet af fællesmåltider bare en smule.

»Hvert måltid tæller og har en positiv effekt, så forældre bør virkelig prioritere tid med deres barn. Det er svært for børn at knytte sig til deres forældre, hvis forældrene aldrig er til stede.«

Vær ikke bange for at dit barn bliver upopulær

Hvis dit 12-årige barn er det eneste, som ikke må spille Call of Duty (som er beregnet til unge i alderen 16-18 år), så er det fristende at give lov, fordi du ikke ønsker, at han eller hun skal skille sig ud.

»Jeg har hørt forældre sige, at de er trætte af at prøve at finde den rette balance, som om at de er tvunget til at vælge mellem at være streng eller kærlig,« siger Leonard Sax.

»Somme tider ligger det kærlige i at være streng. I tilfældet med spillet handler det om at beskytte barnet. Ikke at vinde en popularitetskonkurrence.«

Forskning fra University of Virginia viser, at gruppen af 13-årige, som de andre børn ser op til, oftere løber ind i problemer, inden de er fyldt 24. Denne gruppe af børn fik også oftere problemer med alkohol og stoffer, og de havde sværere ved at forliges med andre.

»At lære dit barn at være velopdragen, venlig samt at beherske sig er vigtigt. Det er ikke forældrenes opgave at hjælpe barnet med at blive populær blandt vennerne.«

Selvbeherskelse er mindst lige så vigtig som selvtillid

Når et barn er 11 år gammelt, er den bedste indikator for en lykkelig fremtid og høj livskvalitet hverken selvtillid eller succes i skolen. Det er selvbeherskelse og samvittighedsfuldhed til gengæld, hvis man skal tro resultaterne af en række store studier.

»Hvordan lærer man sine børn det? Man siger til sit 8-årige barn, at det ikke kan få dessert, før alle grøntsager er spist, eller man siger til sin teenager, at han eller hun ikke må gå på de sociale medier, før lektierne er lavet,« siger Leonard Sax.

Pligter er vigtige.

»I velstående familier har forældrene måske råd til at ansatte en gartner, en rengøringsdame eller lignende, fordi børnenes tid er bedre brugt på noget andet – f.eks. at læse til eksamen. Men det kan meget let forvandle sig til et budskab om, at børnene er hævet op over den slags arbejde, og det puster mere luft i egoerne, som i forvejen er store blandt mange amerikanske børn og unge.«

Pligter bør introduceres i en tidlig alder – f.eks. 3 eller 4-års alderen, siger han. Pligterne bør bestå af små nyttige opgaver, der bidrager til familielivet, og man bør lære børnene at udføre dem så grundigt, at man ikke skal gøre børnenes arbejde om.

Begræns de sociale medier

Det er urealistisk og unfair at forvente, at en 14-årige pige kan styre sit tidsforbrug på de sociale medier.

»Hvad skal hun svare, når hendes veninde spørger, hvorfor hun ikke likede et billede, som blev lagt ud ved midnat? Den 14-årige skal svare, at hendes onde forældre låste telefonen inde klokken 21.30, så hun kunne komme i seng. Forældre må påtage sig skurkerollen her. For de er forældre, ikke venner.«

Ifølge Leonard Sax bør forældre i langt højere grad forsøge at finde ud af, hvad børnene foretager sig online. Han er ked af, at piger ikke længere skriver dagbøger.

»En dagbog var privat og handlede om at finde ud af, hvem man er. De sociale medier handler om at præstere og underholde andre. Nogle børn får aldrig en pause fra denne præstationskultur, og det er skadeligt for deres mentale velbefindende på lang sigt.«

Nyd tiden sammen med dit barn

I en amerikansk undersøgelse blev arbejdende kvinder i USA spurgt om, hvad de bedst kunne lide at foretage sig, når de ikke var på arbejde. De mest populære aktiviteter var socialisering, middage/frokoster og motion. Tid sammen med børnene kom ind på en 14. plads. Selv husarbejde var mere populært. Det er tankevækkende. Ifølge Leonard Sax er en mulig forklaring, at mødre (i højere grad end fædre) forsøger at multitaske – f.eks. ved at svare på en arbejdsrelateret e-mail, mens de lytter halvhjertet med på, hvad barnet fortæller.

»Det er ikke sjovt for nogen. Når man er sammen med sit barn, så skal fokus være på barnet. Det betyder, at alle skærme er lagt væk, og det gælder begge parter. Ingen telefoner på restauranten eller hovedtelefoner i bilen,« siger han.

Han forsøger altid at tage sin 9-årige datter med udenfor, når de skal være sammen, så han ikke bliver fristet til at kigge på sin telefon.

Lær dem at være ydmyge

Der ligger gode intentioner bag, når forældre fortælle deres børn, hvor fantastiske de er. Forældre ved, hvor svært det er at få succes, og de vil gerne ruste børnene bedst muligt. Men opskruet selvtillid kan føre til skuffelse og bitterhed senere, når virkeligheden rammer, og børnene er 25 og stadig bor hjemme.

»Høj selvtillid, der fremelskes af forældre og lærere, er ofte ensbetydende med en større nedtur, når universitetsuddannelsen er afsluttet, og de unge finder ud af, at de måske ikke er helt så talentfulde, som de selv gik og troede,« siger Leonard Sax.

Den bedste modgift er at lære sine børn ydmyghed: at lytte til andre mennesker, at være interesseret i at høre, hvad andre siger, og være villig til at give ting et forsøg, selv om man måske fejler. Det er med til at modvirke en ”kan alt, ved alt”-attitude.

Accepter ikke nedsættende sprog

»Jeg har hørt flere forældre sige, at når deres teenager svarer dem igen, så forsøger de at se det positive i det – som et tegn på, at han eller hun er ved at blive mere selvstændig,« siger Leonard Sax. »Men det er en fejlopfattelse, for det er ikke det, der forstås ved uafhængighed og tankefrihed.«

Han siger, at forældre ikke bør acceptere nedsættende sprog og banden ad forældre og søskende. I stedet bør man forsøge at fremelske uafhængighed og tankefrihed ved at opfordre til debatter ved middagsbordet eller i bilen. Det kunne f.eks. være om emner, der rører sig i samfundet eller musik. Lyt til barnets holdning og fortæl så, hvorfor du er enig eller ikke enig på en saglig måde. Lad være med at gøre debatten personlig.

»Pointen med øvelsen er, at man øver sig i at være uenig på en respektfuld måde, og at man opbygger sin uafhængighed uden elementer af fjendtlighed. Når forældre og børn har oparbejdet denne evne, så bør begge parter være i stand til lettere at navigere gennem situationer med personlige uoverensstemmelser.«

Sørg for at de bruger tiden fornuftigt

Hvis et barn bruger mange timer om ugen på at spille, uploade billeder på Instagram eller se videoer på YouTube, så skal forældrene ikke være bange for at foreslå andre ting, der er mere dybsindige og lærerige.

»Jeg har hørt forældre sige: »Jeg ved godt, at han spiller World of Warcraft 20 timer om ugen, men det er noget, som han er god til, og jeg vil bare gerne have, at han er glad.« Men det er at blande glæde og tilfredsstillelse sammen,« siger Leonard Sax.

»Tilfredsstillelsen ved at spille videospil kan vare ved i mange uger og sågar måneder, men det vil ikke vare ved i årevis. Drengen vil enten finde noget andet at lave, eller også forvandler glæden sig til noget negativt og bliver til afhængighed.«

Forskning viser, at sand glæde opstår, når vi lever op til og udnytter vores potentiale. Derfor er det forældrenes opgave at flytte barnets fokus over på noget andet, og begrænse den tid barnet bruger på at tilfredsstille et behov her og nu (hvilket oftest foregår foran en skærm).

Overhold sengetiderne

»I hver aldersgruppe sover børnene mindre end anbefalet, og jo ældre børnene bliver, jo mere lider de af søvnmangel,« siger Leonard Sax.

I gennemsnit sover amerikanske børn på 10 år 9,1 timer. De 15-årige sover 7,3 timer, mens de 17-årige kun sover 6,9 timer om natten. Anbefalingerne for børn i alderen 6-12 år er minimum 10 timer, mens 13-18-årige bør sove mindst 9 timer. Leonard Sax mener, at forklaringen blandt andet er, at forældre har mistet deres autoritet i forhold til, hvem der bestemmer sengetidspunktet. De giver også teenagere lov til at tage telefoner og tablets med ind på værelset. Forældre sympatiserer med deres teenager, som ikke kan være en del af gruppen, med mindre han eller hun chatter med vennerne til langt ud på natten. Forældrene burde i stedet konfiskere telefonen og prioritere børnenes søvn, siger han. Han forstår ikke, hvorfor så mange lader børn og teenagere bestemme.

»Da de amerikanske myndigheder i 2013 anbefalede, at der ikke bør være skærme på børnenes soveværelser, var reaktionen blandt forældrene ironisk distanceret, og det kom til udtryk under hashtagget #heldoglykkemeddet. Men det forstår jeg ikke. For hvem er det lige, der bestemmer?«