Familien Holm greb chancen for en ny start, da familievirksomheden gik konkurs

Aftenruten Aarhus – Manchester forløber roligt, men den 12-årige dreng ryster alligevel af flyskræk, da Tina Holm fører ham ud i cockpittet, så han kan møde piloterne, der styrer den store maskine gennem luften. Ti minutter senere er han ikke til at skyde igennem, det samme gælder Tina. Selvom hun kun har været ansat hos SUN-AIR of Scandinavia i fem måneder, kender piloterne og passagererne hende som en stewardesse med styr på tingene og øje for den enkelte. Det er netop sådan, både hun og hendes mand Steffan Holm gerne vil se sig selv – som mennesker med overskud, og hun trives godt som værtinde i luftrummet mellem Europas storbyer. Langt over skyerne passerer hun hver dag deres fælles hjemstavn Nordborg, som de for to år – og en gæld på 10 mio. kr. – siden ikke kunne komme hurtigt nok fra. I 2013 var der ikke mere for dem der, hvis deres familie og ægteskab skulle bestå.

2008 – Spøgelsesbyen

Da de første rygter om finanskrise ramte medierne i sensommeren 2008, spidsede de ører, men de ængstedes ikke. Steffans virksomhed - tankstationen Shell, der lå som en smørklat midt i Nordborg - havde en årlig omsætning på et tocifret millionbeløb. For en sikkerheds skyld sørgede de ved indgåelsen af deres ægteskab for, at det kun var Steffan, der hæftede for gæld, så de ikke kunne komme i en situation, hvor de begge kunne erklæres insolvente. På det tidspunkt var familievirksomheden gennem 30 år en sund forretning. Det unge par havde kendt hinanden, siden Tina var 18 og Steffan 26, og aftnerne gik med at hænge ud med venner og familien gennem tre generationer, der boede i en radius af få kilometer.
Da Fie Bentsen lærte parret at kende i 2007, var et kendetegn for dem begge et stærkt entreprenørgen og en evne til at se muligheder i alt.
»De havde altid 100 bolde i luften – både sammen og hver for sig – og de troede på hinandens drømme. Steffan havde et kæmpe netværk, Tina havde yderst veludviklede sociale evner, og de var kendt som et stærkt par,« vurderer Fie Bentsen, der fortsat er nær ven af familien.

Tina var 22 år, da hun i 2010 blev mor for første gang, og 24 år, da hun fik nummer tre. De havde fra start været enige om, at de ville være forældre i en ung alder, og tidspunktet syntes rigtigt, da hun havde færdiggjort sin uddannelse som designteknolog, og Steffan havde overtaget tankstationen. Det var her i Nordborg, de ville opfostre deres børn.

Trygheden rystedes let, da Danfoss i oktober 2008 fyrede 350 ansatte og i februar 2009 endnu 300. I august 2009 lod Sauer-Danfoss 115 medarbejdere gå, og Nordborg, der igennem flere år havde kunnet prale af en historisk lav ledighed, var nu en af de byer, hvor krisen satte de største spor. Nedgangen i antallet af ansatte, der tankede bilen på vej ind eller ud af byen og købte en hotdog og dagligvarer med i købet, kunne ses i regnskabet. I 2010 holdt de endnu skindet på næsen, men som ledigheden spredte sig, valgte også stamkunderne at gå i Fakta frem for at lægge det dobbelte for en liter mælk på tanken. I efteråret 2012 talte de 400 kunder dagligt imod normalt 1.000, og en aften satte Steffan en flaske rødvin på bordet derhjemme.

»Jeg havde over en længere periode lagt likviditetsbudgetter og talt med Shell og banken, som var villige til at fortsætte og se tiden an, men for mig at se var det kun en stakket frist. Hvis ikke jeg selv erklærede virksomheden konkurs, ville det ske alligevel, blot med endnu større gæld til følge. Der er af og til beslutninger, der er svære, men uundgåelige,« fortæller han.

Han havde op til denne aften i mange måneder arbejdet i døgndrift med tiltagende smerter i brystet. Frygten for nederlag og det ukendte havde indtil da fået ham til at udskyde beslutningen.

»Det er jo forbundet med stor skam og skyldfølelse at gå konkurs, selv om det ikke er selvforskyldt. En af tankerne var: Hvorfor kunne jeg kun holde virksomheden i gang fem år, når mine forældre havde gjort det i 30 år. Men den aften var jeg ligeglad, folk måtte tænke hvad de ville. Da jeg fremlagde min beslutning om konkurs for Tina, faldt der en kæmpe vægt af mine skuldre«.

På køkkengulvet legede og klukkede Savanna og Filippa på et og to år intetanende af grin, mens tårerne løb ned af kinderne på Tina, der sad på køkkenbordet med Liam på syv måneder i sin favn. Tavs tog hun imod Steffans betragtninger, mens modsatrettede følelser strømmede igennem hende.

»Jeg blev lettet. Lettet over, at den konstante usikkerhed snart var slut, men på samme tid bange, for hvad skulle der ske nu. Vi vidste begge, at inden for få måneder ville alt være anderledes. Børnenes barndomshjem ville blive taget fra os, vi måtte overlade vores liv til kuratorer og advokater, vi ville intet have at sige. Den aften talte vi om fremtiden, som vi vidste ville ligge i ruiner. Alt det vi havde opbygget, blev flået væk under os. Hvordan ville andre se på os? Aftenen blev den mest skelsættende i vores liv. Ingen af os havde svar på noget, men beslutningen var truffet, og vi var 100 pct. enige.«

Tina havde på det tidspunkt startet egen webshop med børnetøj, og de besluttede sig for at lægge lån om i huset og holde den kørende, til konkursen gik igennem ved skifteretten. Noget der kunne tage tid, eftersom de ikke selv kunne melde sig konkurs, men skulle vente på, at en af kreditorerne gjorde det. Da tankstationen i januar 2013 gik i betalingsstandsning, fyrede Steffan alle medarbejdere, og leveringen af benzin stoppede. Butikken, der havde bugnet af varer og dannet rammen om Steffans barndom, gik i forfald. Uden benzin ingen kunder, og Steffan tilbragte dagene stort set alene mellem tomme hylder. Det var på dette tidspunkt, at de oplevede en side af lokalsamfundet, der kom bag på dem. Når Tina handlede ind, kiggede folk ublu i hendes indkøbskurv, og berusede mennesker i byen underholdt med, hvordan de havde kunnet holde tanken kørende.

»Det var svært at vide, hvornår andre kiggede, og hvornår det var vores egen skamfølelse, vi mærkede. Kunne man for eksempel tillade sig at købe kød til aftensmad, når man lige havde fyret 20 medarbejdere,« spørger Steffan.

Efterhånden fandt de sig selv snigende langs husmurene, og med det kom erkendelsen: De skulle væk. Ikke bare til Kolding eller Sønderborg, men til et sted, hvor de bare var familien Holm. En vinteraften i februar bankede det på. Da Tina åbnede døren, rakte en mand, der præsenterede sig som fogeden, hende beklemt et brev. Det er fremtiden forseglet i en konvolut, tænkte hun, imens lettelsen strømmede igennem hende. De var erklæret konkurs.

Efterdønninger og bearbejdning

Da de flyttede til Silkeborg i februar 2013, havde advokaterne kort forinden gennemgået deres hjem for værdier, og de havde afleveret familiebilen, en Toyota Avensis stationcar. Af deres forældre lånte de 30.000 til en gammel Renault. Tina pakkede hjemmet på 260 m2 ned i 130 flyttekasser. De havde kælet for hver detalje i det store byhus i Nordborg, som de havde totalrenoveret både inde og ude, og som de havde betragtet som deres rede i de næste mange år. Udsigten til at flytte ind i et parcelhus på en fremmed villavej i Silkeborg syntes lige så uvirkelig som den situation, de stod i. Valget af Silkeborg nærmede sig det tilfældige – byen lå midt i landet med jobmuligheder til mange sider, det var alt, de gik efter lige nu. Den ældste datter, Fillippa, pakkede selv sit værelse, og Tina tog af sted før de andre for at indrette det nye hjem, før børnene kom. De havde da allerede levet mellem flyttekasser i mange uger, og børnene havde ikke kunnet undgå at mærke frustrationerne hos deres forældre over de seneste års uvished. Efter seks måneders ledighed fik Steffan job som key account manager hos JS Danmark, der er producent af multimediebrochurer med hovedsæde i Aarhus og har 40 ansatte. Både han og Tina var indstillede på en frisk start, men udfordringerne var først lige startet.

Deres gæld lød på ca. syv millioner for tankstationen, hus, lån, bil, Tinas studiegæld, advokatsalær mv., og i de efterfølgende år voksede gælden til omkring 10 millioner som følge af renter. Som en konsekvens af konkursen måtte de fremover kun have en lønkonto i Tinas navn og et MasterCard Cash. Steffans dankort blev lukket, og deres sidste penge inddraget. Lukningen af deres budgetkonto, der havde stået i Steffans navn, betød, at alle regninger kom i form af trykte girokort, og de månedlige udgifter til gebyrer og afgifter hertil løb længe op i 2.000 kr., derefter ventede selve betalingen. Den voksende bunke af rudekuverter blev en stigende stressfaktor, og tanken om at gå fra hinanden opstod for første gang.

»Under hele forløbet med Shell talte vi åbent om alt. I Silkeborg trak vi os på flere måder begge ind os selv. Steffan havde ikke fået bearbejdet det voldsomme - nærmest traumatiske - der skete, og hans løsning var at arbejde konstant og fordybe sig i alt, der hed økonomi. Jeg satte mig selv til side for at få alt til at fungere på hjemmefronten og skulle finde mig selv et sted uden nogen omgangskreds. Vi gennemgik to forskellige processer,« vurderer Tina, der var den, der bragte skilsmisse på banen.

Som hun oplevede det, gik de i denne periode fra at være ægtefolk til samarbejdspartnere, og hun oplevede sig som sidste prioritet på Steffans liste, hvilket gjorde hende ensom og fik hende til at tvivle på dem som par. Skilsmisse var imidlertid ikke en mulighed for Steffan. Han nægtede at tro, at det ville gøre deres situation nemmere at kæmpe alene, og børnenes glæde i hverdagen bandt dem sammen og holdt dem oppe. Endnu en bekymring opstod i forbindelse med ansøgning om gældssanering, hvor det gik op for dem, at Tina hæftede for omlægningen af lånet i huset. De havde ikke fået læst det med småt grundigt nok, hvilket betød, at hun med sit studielån oveni skyldte en halv million kr. væk. Tina var ved siden af jobsøgning og freelancearbejde gået i gang med en uddannelse til biopat samt kostvejleder – sidstnævnte betalt af Silkeborg Kommune. Deres rådighedsbeløb til mad og dagligdags forbrug lød på 2.500 til 3.000 kr. om måneden, og grundingredienserne i husholdningen var pasta og havregryn, og de modtog brugt tøj fra familie og venner. Sommeren kom tidligt det år, og da de ikke havde råd til sandaler, måtte de sende børnene i børnehave iført kondisko eller gummistøvler, velvidende at det ville blive 28 grader varmt. På Facebook postede Tina imidlertid billeder af en glad familie, og man skulle kende dem godt for at fornemme den kamp, der fandt sted, fortæller Fie Bentsen.

»Det var svært at forstå som udeforstående, hvordan det var at gå fra en livsstil med sommerferie i Italien og dyre bøffer til ikke at have råd til det mest basale. Selvfølgelig tyngede det dem, men de talte ikke meget om det. Typisk Tina forsøgte hun at se det bedste i situationen. Jeg har altid set hende som designer i Italien, nu gik hun pludselig op i selvforsyning. Da de ikke længere havde råd til kød, vendte de det til et livsstilsskifte, og Tina begyndte at læse til kostvejleder,« fortæller Fie Bentsen, der en sommer inviterede hele familien med i Djurs Sommerland med alt betalt.

Tina og Steffan takkede nej – de havde ikke råd til benzinen dertil. Det samme var tilfældet, da Steffans bror døde i påsken 2014.
»Da Steffan fik beskeden, ringede han berørt fra sit arbejde og bad mig hente ham. Da vi skulle tilbage, havde vi ikke penge til benzin. Vi havde mad i fryseren, men vi havde ingen kontanter. Vi endte med at veksle flasker, så vi kunne tanke. Vi ramte virkelig et lavpunkt her. Steffans forældre lagde ud for en bårebuket. Vi havde altid haft en tro på fremtiden, men den begyndte at vakle«, fortæller Tina.

Forsøget på at få hverdagen til at fungere sled her i stigende grad på deres evne til at være noget for hinanden. Især Steffan havde svært ved at finde overskuddet i hverdagen. Han var vred, når han kom hjem fra arbejde, og parkerede sig foran fjernsynet.
»Når vi havde det værst, levede Steffan stort set kun for at arbejde, og det eneste, han magtede, var Maslows vigtigste niveauer: mad, drikke og søvn. Det betød, at børnene i perioder trak sig fra ham og kun ville have mig. Det var hårdt for os begge. Hans stress skubbede ham ud på kanten, og jeg levede stort set som alenemor«.

Steffans chef tilbød ham en erhvervscoach, men først da Tina satte ham stolen for døren, takkede han ja. Enten begyndte han at arbejde med sig selv – eller også gjorde hun alvor af at forlade ham. Hun kunne ikke længere holde diskussionerne og alle hensynene ud.
»Jeg havde jeg intet mål med det, jeg lavede, og jeg havde en opfattelse af, at jeg skulle pleases – det var mig, der var gået konkurs og dermed mig, det var synd for. Det var ekstremt svært for mig ikke at kunne sørge for min familie og skulle leve af Tinas dankort. Tredje gang, jeg var hos coachen, var det som om, han holdt et spejl op foran mig. Da jeg kom hjem, spurgte jeg Tina: ”Er du klar over, at jeg er et af de mennesker, jeg afskyr allermest. En af dem, der har ondt af sig selv, og som ikke gør noget ved det”«, fortæller han.
Også Tina kørte på pumperne. Da Silkeborg Kommune meddelte, at familien alligevel ikke var berettiget til fripladser i børnenes daginstitutioner og skulle betale tilbage, sagde hendes krop fra.

En advarsel

Det startede med svimmelhed og udviklede sig til voldsomme rysteture. Tina læste til eksamen og nåede med hjælp fra en medstuderende at få bragt børnene hjem fra børnehave, før en ambulance hentede hende og med udrykningssignal kørte hende til Viborg Sygehus. Hendes infektionstal var tårnhøje, og hun blev indlagt på organkirurgisk afdeling. Undersøgelserne viste imidlertid intet, og Tina selv erklærede, at det var stress, og at hun havde brug for hjælp. Hjemme igen opsøgte hun sin egen læge, der opfordrede hende til at se en psykolog akut. Da hun og Steffan ikke havde råd til egenbetalingen på 300 kr. per gang, tog hun på kommunen. Hun fik her at vide, at sagsbehandlingstiden ville tage en måned.
»Jeg kunne ikke vente en måned på at komme til psykolog, jeg skulle tage mig af min familie. Det var så ydmygende, og jeg tænkte: Er det dét, vi betalte topskat til i alle de år,« fortæller hun.

En underviser på biopat-studiet tilbød hende coachingsamtaler for et symbolsk beløb, og i samarbejde med ham vendte hendes syn på sig selv og de daglige udfordringer.
»Jeg kommer fra en kernefamilie, hvor vi stort set aldrig har skændtes, så jeg har aldrig lært at håndtere modgang. Jeg har altid haft svært ved at takle, hvis nogen omkring mig ikke trives. Jeg pressede mig selv for hårdt, og jeg skulle lære at passe på mig selv. Samtidig gik det op for mig, hvor stærk jeg egentlig er.«

Steffans erhvervscoach opfordrede ham til – for første gang i mange år – at træffe valg ud fra lyst frem for pligtfølelse. Kort efter faldt Steffan over en istandsat længe af en proprietærgård ved Ugelbølle nær Aarhus til leje med adgang til en stor køkkenhave, hjælpsomme naboer og udsigt ud over Aarhusbugten fra børnehaven. Det mindede dem om de landmiljøer, hvor de selv var vokset op, og denne gang besluttede de sig for at gøre alvor af en ny start. Fremgangsmåden blev at udskifte alt det, der relaterede til konkursen.
»Jeg skiftede job og blev sælger hos en anden virksomhed i en periode, men vendte efter seks måneder tilbage til en anden stilling som teamleder og key account manager hos JS Danmark – denne gang i en rolle, jeg trivedes i, fordi jeg var blevet en anden igennem mit arbejde med coachen. Vi flyttede væk fra Silkeborg, hvor vi aldrig faldt til, vi lånte penge til en ordentlig bil, og så ændrede vi vores mønstre for at kommunikere. Helt grundlæggende begyndte vi at bruge hinanden igen og fokusere på det, vi havde, frem for alt det negative, der skete for os,« fortæller Steffan.

I perioden inden de flyttede til Ugelbølle, havde de overordnet set levet to separate liv under samme tag, og også Tina oplevede skiftet til Djursland som et vendepunkt.

»Set i bakspejlet havde vi aldrig forestillet os, at det ville blive så hårdt, eller at noget kunne fjerne os fra hinanden, og det væltede os længe omkuld. Men langsomt fik vi startet en proces, hvor vi arbejdede os hen imod hinanden. Det var ikke en overnight ting, det krævede mange lange og hårde snakke at finde sammen igen og bryde med de mønstre, der opstod i Silkeborg. På en eller anden måde lykkedes det at holde op med at tage hinanden for givet for i stedet at fortælle, lytte og gøre os umage - også som kærester. Vi øver os stadig i det, og i dag formår vi at gribe hinanden, når vi er ved at falde. Måske mest af alt fordi, at respekten og samhørigheden er vendt tilbage,« vurderer hun.

7. januar 2015: Afgørelsen

De havde levet i uvished i næsten to år, og da de satte sig i bilen og kørte mod skifteretten i Viborg, rustede de sig til en hård dag. De kendte andre konkursramte fra Nordborg, der havde fået afslag på gældssanering, men Tina og Steffan havde børn, måske ville det spille ind. Da de ankom og mødtes med familie udenfor, kunne Steffans mor ikke overvinde sig selv til at gå med ind.
»Det tog dommeren 30 sekunder at sige gældssanering. Det er en følelse, man ikke kan sætte ord på, man har mest af alt lyst til at hoppe og skrige. Tina styrtede ud af salen, og alt var meget følelsesladet,« fortæller Steffan, der igennem hele forløbet har følt sig som en klods om benet for familien.

»Afgørelsen betød, at vi nu kunne begynde at bygge vores liv op igen.«

Gamle sjæle

Blandt venner, der har fulgt dem gennem hele forløbet, har det slået flere, hvor lidt parret grundlæggende har ændret sig igennem processen.
»Det har ofte undret mig, at de stadig er de samme mennesker. Den største forandring hos dem er nok, at de er kommet mere ned på jorden. Frem for ydre ting ligger deres fokus i dag i højere grad på relationer. De har gennemgået en sindssyg hård kamp, og de er blevet voksne undervejs,« vurderer Fie Bentsen.

Tina gik selvstændig som biopat og kostvejleder 1. januar 2015. I sommerferien 2015 traf hun en stor beslutning og nedlagde sin praksis.

»Jeg kunne ikke lægge mine klienters problemer fra mig, når jeg holdt fri, og jeg indså, at jeg ikke kan bruge mit liv på at beskæftige mig med smerte. Jeg havde brug for at få min umiddelbarhed og mit positive livssyn igen, og det har jeg fået med mit nye arbejde som stewardesse,« fortæller hun.

Hendes venner beskriver hende i dag som en gammel sjæl i en ung krop, og hun føler heller ikke selv, at hun kun er 28 år.

»Jeg er ikke den, jeg var, da vi forlod Nordborg. Jeg føler, at vi har fundet ind til kernen af, hvad vi er som familie. Hvad det er værd, at vi stadig er sammen, og hvad Steffan og jeg formår som mennesker, forældre og par – uanset hvilken situation, vi havner i«.

Steffan arbejder i dag fortsat som teamleder og key account manager ved JS Danmark. Om aftenen læser han en HD. Det koster på hjemmefronten, hvor de i perioder afløser hinanden i døren, men de forsøger at løfte sig over hverdagen og se fire år frem. Om to år udløber perioden, inden for hvilken de skal betale af på en promille af gælden. Lige nu glæder de sig til fremtiden.

»Jeg tror, at det, der helt overordnet har holdt os oppe, er vores evne til at drømme og finde løsninger. Spørgsmålet har faktisk aldrig været, om vi kom op af hullet, men hvordan. Og så at vi har kunnet kommunikere, hvilket især er Tinas fortjeneste. Det er også hende, der har taget møderne i vuggestue og børnehave og sørget for, at alt har kørt. Hendes kombination af overbærenhed, konsekvens og krav fik mig videre, da jeg havde behov for det. På et tidspunkt indser man, at det bliver mindre hårdt, hvis man står sammen, og tingenes betydning ændrer sig. Jeg kan ikke længere irriteres over, at mælken er sur,« vurderer Steffan.

De er i dag begge glade for, at børnene var små, da konkursen fandt sted.

»Børnene har ikke kendt til livet før konkursen. Det har betydet, at de ikke har haft en forventning om nyt tøj eller ture i Legoland. I stedet har de været 50 gange på Himmelbjerget, og jeg kender ikke andre børn, der kan bliver så beskidte som dem. Hvis vi går forbi en butik, siger de at ”de ønsker sig” frem for at de ”vil have”. Det er for os at se en sund værdi i et samfund, hvor vi ofte snakker om curlingbørn og børns behov for mærkevarer. Jeg ville da ønske, at det havde været anderledes, men jeg har lært at elske og acceptere det liv, vi har pt., og vi har fået nye værdier undervejs. Udeliv og nærvær er nogle af dem,« fortæller Tina.

Selvom de har lagt mange kræfter i ikke at lade sig mærke med noget over for børnene, har det ikke været muligt at skjule alle følelser, og det har ifølge Tina heller ikke været meningen:

»Vi har aldrig lagt skjul på, at vi har været kede af det, eller når vi er blevet rørt, f.eks. over hjælp fra familien. Dog har vi altid først ført diskussionerne om aftenen, når de sov. Vores ældste datter mærker med det samme, når vi ikke har det godt. Det har betydet, at hun i perioder har lidt af night terror – natlige angstanfald fremkaldt af følelsesmæssigt stress, hvor hun vågner og er utrøstelig. Hun har heldigvis ikke været ramt i over et halvt år, og vi har i dag meget velfungerende børn, siger både familie og børnehaven. Det gør mig stolt.«

»Så sent som i går aftes talte vi om vores liv og der, hvor vi er nu. Jeg var lykkelig, inden vi gik konkurs, men i dag har lykken fået helt nye dimensioner. Vi er gået fra et liv i velstand til et liv, hvor vi følte os ydmygede, var ludfattige og skændtes alt for meget - til et liv i dag, hvor alt er mere simpelt. Vi er dybt taknemmelige for den chance, vi har fået. For første gang længe har vi kunnet give børnene julegaver, vores kærlighed til hinanden er større, end den har været i årevis, vi er raske, har fantastiske job, og vi har mødt nye dejlige mennesker«.

Hverken Tina eller Steffan har i dag lyst til at vende tilbage til Nordborg, men de ser frem til at flytte tættere på familie og gamle venner.
»Hvis vi skulle gøre noget om, så var det at holde bedre fast i venner undervejs og være åbne om det, vi gennemgik, frem for at vende os imod os selv. Det, vi har været igennem, er ikke noget tabu, og vi havde ikke behøvet at bygge alt op fra bunden,« vurderer Tina.