Mens Anne og Martin kæmper, betaler deres datter den dyreste pris

Anne Jensen og Martin Pedersen var ungdomskærester og har haft et stormfuldt forhold. Hun var 17 år og han 19, da de flyttede sammen. Og hun var 19 og han 21, da de flyttede fra hinanden igen.

Året efter fandt de igen sammen, og kort tid efter droppede Anne p-pillerne. I 2005 kom datteren Alma til verden som et ønskebarn. Parret havde et lille rækkehus, som det selv satte i stand.

Martin Pedersen var mekaniker og Anne Jensen frisør, men hun gik hjemme hos Alma. Det gik hurtigt op for hende, at forholdet ikke blev lettere af, at der var kommet et lille barn, og da Alma var to år, flyttede Anne med hende.

Allerede der startede slagsmålet om Alma. Selv om Anne følte det naturligt, at Alma skulle bo hos sin mor, ville Martin ikke uden videre gå med til, at Alma skiftede bopæl. Efter råd fra sundhedsplejersken indgik parret en aftale om en fire/fire løsning, hvor Alma var skiftevis fire dage hos mor og fire dage hos far. Det gik i kort tid, men så blev det til en slags weekendordning, hvor Alma var hos far i weekenden.

»Men allerede der havde vi en lang kamp om bopælsadresse og samvær. Statsforvaltningen kom ind over, for vi var slet ikke enige. Vi var slet ikke enige om noget. Det havde vi ikke været inden, vi skiltes, og det var vi heller ikke efter. Men den eneste hjælp, vi fik, var opslidende møder, hvor vi kunne sidde og smide lort i hovedet på hinanden og fortælle en masse skrækhistorier, som kunne være mere eller mindre sande og i hvertfald ikke særlig konstruktive i forhold til at samarbejde om Alma,« siger Anne Jensen, der i dag er leder i en børnehave.

I otte år har kampen bølget frem og tilbage med kortere eller længere våbenhviler ind imellem. Med adskillige møder i Statsforvaltningen, hvor der blev lavet nye aftaler om samvær, weekender, udvidede weekender, fem dage hver fjortende dag. Der har været perioder, hvor Martin i frustration har valgt at trække sig helt, og Anne senere har forsøgt at få ham på banen igen, og andre, hvor Anne har kæmpet mod samvær.

Der er kommet nye partnere og nye søskende til Alma. Der har været kamp om økonomi og indberetninger til de sociale myndigheder med beskyldninger om vold og svigt. Der har flere gange været politi inde over, og aflevering og hentning er foregået på neutral grund, da Martin og Anne ikke kunne enes om at ses. Der har været møder i Statsforvaltningen og i kommunen. Konfliktmægling med korttidseffekt.

For halvandet år siden blev konflikten yderligere tilspidset, og parret endte i retten med hver sin advokat.

»Et opslidende forløb, hvor man bliver hevet helt derud, hvor man ikke kan kende sig selv igen. Det er ydmygende at sidde i en situation, hvor man kæmper mod hinanden, og man bare kan se éns barn krakelere mere og mere,« indrømmer Anne Jensen.

»Jeg tror ikke længere på systemet. Man ser det gang på gang; når konen skrider, bliver barnet lavet om til en kniv, der bliver sat i ryggen på manden,« konstaterer Martin Pedersen bittert.

At parret overhovedet har valgt at deltage i denne artikel, skyldes kun én ting. At de håber, det kan spare andre fra at havne i samme situation. For igennem alle disse år har Anne og Martin kun oplevet ét tilbud om hjælp, der har virket konstruktivt. Og det var et kursus i fælles forældreansvar, som de forpligtede sig til at deltage i i forbindelse med retssagen.

»Jeg tror på, at hvis vi havde fået tilbudt det kursus allerede dengang, vi gik fra hinanden og skulle aftale bopæl og samvær, så havde vi sluppet for de opslidende år, som har kostet vores datter så dyrt. Der var virkelig mange oplysninger på kurset, hvor jeg tænkte, at det kunne have været rart at have vidst dengang, men efter otte år er der slået så dybe skår, at det kan være svært at hele,« siger Anne.

Og Martin er enig.

»Noget af det, jeg lærte, var, at man bliver nødt til at fortælle hinanden, hvordan man føler. Hvis man er ked af det, så går man i forsvarsposition og bliver vred, hvor man burde sige til den anden; ved du hvad, jeg er ked af det, vil du ikke godt tage hensyn til det i den her situation. På kurset får man en masse værktøjer, man kan bruge, og man bliver opmærksom på ikke at bruge barnet som våben. Alle forældre ønsker jo at beskytte deres børn, men det kan man kun, hvis man hjælper hinanden og samarbejder. Ellers bliver børnene let det våben, man har,« siger Martin.

»Der var en periode på et par år, hvor jeg slet ikke så Alma overhovedet, fordi jeg var blevet overbevist om, at jeg var en dårlig far. Så jeg valgte det fra for Almas skyld. I dag kan jeg jo godt se, at det var en fejl. Dengang var det Anne, som kontaktede mig igen. Hun syntes, at jeg skulle begynde at se min datter igen. Allerede dengang foreslog jeg, at vi skulle sætte os ned og sammen finde nogle retningslinjer for, hvordan det skulle foregå. Hun og hendes mand og jeg, men det kunne der ikke blive tale om, og lige siden har det været en rutsjetur ned ad bakke,« siger han.

Martin og Anne har mange gange sagt til hinanden, at de må starte forfra med at bygge et godt forhold op. Men der ligger hele tiden noget fra fortiden. En grundlæggende mistillid til hinanden og til systemet. Hvad pønser han/hun nu på.

»Jeg har gang på gang forsøgt at få et møde med både Anne og hendes nye mand, fordi han åbenbart ikke bryder sig om mig. Og jeg tror ikke på, at forholdet bliver bedre, inden vi får renset luften. Men der er ingen hjælp at hente fra kommunen eller Statsforvaltnignen. De lytter kun til moderen og er gået med til, at vi skal have forskellige familievejledere - selv om det er det samme barn, det drejer sig om. Det er hele tiden mig, der får skylden for det negative, der sker i Almas liv. Ingen interesserer sig for, at hun faktisk gerne vil være hos mig og selv giver udtryk for det. Så får man nogle raserianfald og siger nogle ting og laver noget, man ikke skulle have gjort. Men når man får taget ens børn fra en, så kan alt andet være lige meget. Så er der en overlevelsesmekanisme inde i hovedet, som slår til. Det er der på alle,« mener Martin Pedersen.

Alma har reageret på situationen. Der har været problemer i skolen, og det er svært for forældrene at se på.

»Hun er ved at miste respekten for voksne mennesker. Det er jo heller ikke de bedste rollemodeller, hun har haft. Men jeg har svært ved at se, hvad jeg kunne have gjort anderledes. Martin og jeg har altid været meget forskellige med meget forskellige værdier, og det gør det jo ikke lettere for Alma at navigere i. Det er svært, fordi jeg ved, at jeg har del i hendes udfordringer lige så vel som hendes far har det. Og at tingene kunne være anderledes. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det må være for hende at opleve, at de to mennesker, som har fået hende i kærlighed, nu på ingen måde kan finde ud af at være sammen, men bare skaber problemer for hende,« siger Anne Jensen.

En del af kurset går ud på, at parrene får nogle samarbejdsøvelser, men det var svært at nå hinanden efter otte års krig.

»Men jeg iagttog nogle af de andre par og kunne se, at der var en helt anderledes dynamik mellem dem, der var blevet skilt for nyligt,« siger Anne, der mener, at hun ved det efterfølgende møde med en terapeut fik noget, hun kan bruge fremover.

»Mit mål var at få nogle gode råd til, hvad jeg kan gøre anderledes i min kommunikation med Martin. Er det noget ved mig, som gør, at det hele tiden går galt. Og der sagde terapeuten, at jeg skal tænke på, jeg jo ikke kan ændre på andre end mig selv. Og han kom ind på, at jeg fremadrettet bør bruge flere kræfter på den familie, jeg har nu. For det har naturligvis været hårdt for vores familie at have en eksmand, der hele tiden spøger i kulissen. Jeg bliver nødt til at acceptere tingene, som de er, og prioritere og bruge noget energi på at få mit nuværende forhold til at køre, ellers risikerer jeg jo, at det forhold heller ikke holder. Men jeg har jo hele tiden følt, at jeg har været nødt til at kæmpe kampen. At det er Almas kamp, jeg har kæmpet.«

Selv om Martin og Anne ikke har formået at ændre deres relation og begynde at samarbejde efter at have været på kursus, så anbefaler de begge, at der burde være en instans, som pålagde fraskilte at deltage i et kursus.

»Kurset var rigtig godt, og jeg har lært noget om kommunikation. Hvordan man blot ved at ændre en ordre til et spørgsmål kan ændre hele situationen. I stedet for at sige; ”Husk nu Almas skoletaske”, så ændre det til; ”Vil du ikke huske at give Alma sin skoletaske med?” Hvis vi havde fået kurset tidligere, så ville det måske have hjulpet os til et bedre samarbejde. Men jeg tror måske, at det også ville være en god idé, hvis man har sin nye partner med, hvis der er sådan én. Hvis der sidder en jaloux partner derhjemme, så kan det være svært at komme hjem og genfortælle nogle ting, som man måske ikke har lyst til at fortælle partneren. For mange gange er det den nye partner, som er årsagen til, at samarbejdet ikke fungerer,« siger Martin.

Anne ærgrer sig også over, at de ikke havde fået tilbud om kurset for flere år siden. Inden grøfterne blev gravet så dybe.

»Det er vigtigt at lære at se sagen fra den andens side. Hvordan er det at blive forladt? Hvilke følelser følger der med? De instanser, hvor fraskilte mødes efter en skilsmisse, er jo typisk i Statsforvaltningen eller i retten, og det er jo rene kampladser, hvor man ikke må vise svaghed. Det er ulideligt. Og du kan lyve, så meget som du vil, der er ingen, som tjekker det, du siger. Og helt slemt bliver det, når der kommer advokater ind over. De er skruppelløse. Det er på ingen måder børnenes tarv, man varetager. Det drejer sig mere om at dele sol og vind lige, og så kommer barnet i anden række og bliver hurtigt taberen i systemet,« siger hun.