Fortsæt til indhold
Livsstil

Mindre Gud og mere Kim Larsen på den sidste rejse

Det er kun hver anden dansker, der ønsker sig religiøst indhold på den sidste rejse - uanset trosretning.

Selvom otte af ti danskere er medlem af folkekirken, så er det blot hver anden dansker, der ønsker sig religiøst indhold under begravelsen.

Det viser en ny undersøgelse fra som Kompas Kommunikation har foretaget for BedreBegravelse.dk i december 2014.

Undersøgelsen, som er lavet blandt 1.245 danskere over 18 år, viser, at kun halvdelen af danskerne (51 pct.) ønsker en begravelse eller bisættelse med religiøst indhold. Det kan f.eks. være en snak om Gud, en prædiken, deltagelse af præst eller lignende. Hver tredje (33 pct.) svarer, at de helt vil frabede sig religiøst indhold til sin egen begravelse eller bisættelse.

Religionssociolog Peter Lüchau fra Københavns Universitet nikker genkendende til undersøgelsens resultater.

”I takt med at flere danskere fravælger religionen i livet, kommer vi med al sandsynlighed også til at opleve, at flere fravælger religionen ved døden. Vi kan givetvis forvente, at flere og flere danskere ønsker at begraves eller bisættes helt uden gejstlig indblanding,” siger han.

Kim Larsen

Per Holm, der er bedemand og stifter af den familiedrevne bedemandsforretning Bedrebegravelse.dk, er heller ikke overrasket over undersøgelsens resultater:

”Vi står over for et paradigmeskift i måden, vi ønsker at sige farvel på. Kim Larsens ”Om lidt bliver her stille” er næsten lige så populær som salmerne, og det er bare ét eksempel på udviklingen,” siger han.

Ifølge undersøgelsen ønsker 26 pct. at blive begravet til Kim Larsens ”Om lidt bliver her stille”, mens 28 pct. vil begraves til en eller flere salmer.

Der er faktisk slet ingen regler for selve begravelsesceremonien, kun for hvor man faktisk bliver begravet
Per Holm, Bedmand

Undersøgelsen viser også, at kun hver femte (19 pct.) har nedskrevet, hvordan de ønsker, at begravelsen skal forløbe.

Ifølge Peter Lüchau kan en del af forklaringen på danskernes manglende dokumentation af den sidste vilje være, at vi traditionelt set har ladet os begrave eller bisætte gennem kirken, der følger en fast rutine.

Bedemand Per Holm mener, at de mange traditionelle begravelser beror på manglende vide: ”Mange tror fejlagtigt, at en begravelseshandling kun kan ske fra en kirke eller et kapel. Der er faktisk slet ingen regler for selve begravelsesceremonien, kun for hvor man faktisk bliver begravet,” siger han.

I følge loven om begravelse og ligbrænding skal selve begravelsen ske på folkekirkens kirkegårde eller andre godkendte gravpladser.

Hvis et lig kremeres, kan asken dog blive spredt over åbent hav, hvis afdøde skriftligt har ønsket dette. En biskop kan derudover tillade, at asken spredes eller nedsænkes på anden vis, hvis der foreligger et bestemt udtalt ønske herom fra afdøde.

Peter Lüchau tror at antallet af danskere, der tager aktivt stilling til egen begravelse eller bisættelse, vil stige i de kommende år.

"Religion bliver mindre vigtig for os samtidigt med, at vi bliver mere og mere individualiserede. Så vi kommer givetvis til at se flere, der tager aktivt stilling til den sidste rejse. Vi bliver også i stigende grad opmærksomme på, at der er nogle ting, vi vil have, og andre ting vi ikke vil have. Begravelsen skal også være unik, så mon ikke vi kommer til at se flere, der får nedfældet ønsker og tanker om deres egen begravelse eller bisættelse over de næste år," siger han.