Koldt gys over Biscayen

I Miguel de Cervantes’ fortælling om Don Quijote, den kløgtige adelsmand af La Mancha, undrer folkene omkring Don Quijote sig ikke kun over adelsmandens galskab, men også over hans tro væbner, Sancho Panzas, enfoldighed. Da jeg sad i stormvejr på Biscayen og var våd og kold, ikke havde været i bad eller skiftet tøj i flere dage, og mit hår var blevet til en filtret hårbolle, følte jeg sammenligningen med netop Sancho Panza nær, for det kan kun være en enfoldig tåbe, der tager med sin herre ud på et sådant vanvittigt eventyr. Jeg tror ikke, jeg havde hørt om Biscayen, før jeg begyndte at sejle med Henrik, men siden er det gået op for mig, at Biscayen er en frygtet strækning, som altid omtales med ærefrygt blandt sejlere.

Vi havde lagt en rute for sommeren 2012, der skulle tage os fra Marseille til London, og da vi ikke ville sejle gennem kanalerne, måtte vi af sted over Biscayen. Jimmy Cornell skriver i ”World Cruising Routes”, langturssejlerens bibel, at man aldrig skal begive sig ud i Biscayen uden en god vejrudsigt, og at man helst skal gøre det i maj, juni og juli, da vejret her er mere stabilt.

Vi var godt nok først kommet til Nordspanien i slutningen af august, men vejrudsigterne spåede os medvind fem dage frem, så vi lagde fra havn i Baiona i Nordspanien og satte kursen mod Falmouth i England, en strækning på ca. 550 sømil. Henrik havde spurgt, om jeg i stedet ville flyve hjem og lade ham og et par sejlererfarne venner sejle strækningen, men jeg ville selvfølgelig ikke stå tilbage. Set i bakspejlet vidste jeg vist heller ikke, hvad jeg sagde ja til. Jeg vurderede bare, at det ikke kunne være så slemt. Men naivitet og overmod går jo sjældent ustraffet hen.

I løbet af andet døgn blæste det op, hvilket vejrudsigten også havde spået. Men 17-20 s/m med stød op til 25 s/m er meget vind. Og bølgerne blev gradvist større og større, 5-6 meter høje, og jeg blev helt paralyseret af at sidde og kigge på de enorme vandmasser, der rejste sig som en mur over båden bagfra.

Jeg måtte tvinge mig selv til at kigge væk, da konsekvensen af min vedholdende overraskelse over, at vandmasserne rent faktisk forsvandt under båden, gjorde mig temmelig ræd. Og desværre forsvandt alt vandet heller ikke under båden, for store bølger er også ensbetydende med store, skæve bølger. Den første knaldede ind i båden med et kæmpe smæld og sendte litervis af vand ind over Henrik, der sad i cockpittet, og ned i kahytten, fordi vi ikke havde fået sat de skodder op, som ellers var blevet klargjort i Baiona. Vores soveposer, som vi allerede havde haft god brug for på vagterne i cockpittet, var nu gennemblødte, og det samme var Henriks tøj, som aldrig nåede at blive tørt, før vi kom i land.

Overraskende kulde

Dette viste sig at blive lidt af et problem, for nok var vi forberedte på, at det ville blive koldere, end vi hidtil havde været vant til, men vi var ikke forberedt på, at det ville blive så koldt. Og som om havet ville sætte os på en prøve, sendte det endnu en bølge ind over båden – og denne gang, mens Henrik sad på dækket i nyt, tørt tøj. Hundrede liter af vand skyllede ind over både båden, Henrik og mig selv, der havde formået at stå, så vandet havde lettest mulig adgang inden for mit regnsæt. Jeg stod tilmed med åben mund, så nu ved jeg også, hvordan Biscayen smager (salt!).

Alt Henriks tøj var gennemblødt, hans sko var smurt ind i dieselolie, da en af dunkene på dækket have revet sig løs og var væltet, og jeg havde på trods af mit regnsæt fået vådt undertøj. Heldigvis var de to par strømper, jeg havde på, stadig tørre. Men efter at jeg havde grinet (ad Henrik), begyndte det hele at blive mindre sjovt. Jeg frøs, tiden gik så uendelig langsomt, og jeg begyndte virkelig at længes mod land.

Havde jeg sagt ja til det?

Da vi nærmede os udsejlingen af Biscayen med kun 100 sømil til Falmouth, foreslog Henrik, at vi fortsatte de i stedet 250 sømil til Brighton, da vinden var perfekt til det.

På det tidspunkt var jeg allerede ved at glæde mig meget til at komme i land for slet ikke at tale om at få et bad og få rent tøj på. Men da vi jo var på vej til London og skulle sejle de ekstra sømil før eller siden, kunne jeg vel klare to døgn mere. Henrik beroligede mig med, at vi her kunne slippe for det dårlige vejr og de store bølger, men det kunne vi ikke, viste det sig. Vi fik igen 15-20 s/m vind med vindstød op til 25 s/m, og nu var vejret samtidig blevet nordeuropæisk fugtigt og koldt. Alt i båden var klamt, selv min hovedpude og dyne.

Og uden særlig meget søvn og et koldt og klamt hjem, der føltes, som var det fastspændt på en rutsjebane, blev det let at finde noget at småskændes om. Jeg måtte tage mig sammen for ikke at give Henrik skylden for vind, vejr, bølger, temperaturer, bådens bevægelser, min søsyge etc., hvilket kun delvist lykkedes, og jeg syntes i det hele taget, at jeg befandt mig temmelig langt fra den tur, jeg havde sagt ja til.

Jeg var langt ude af min komfortzone.

Land i sigte

Vi nåede Brighton omkring midnat på den syvende dag – hvilken vidunderlig følelse endelig at sejle i havn. Jeg var dog millimeter fra at falde i havnebassinet, da jeg lidt for ivrigt sprang fra båden og ind på broen. Jeg nåede kun lige at holde fast i søgelænderet, samtidig med at havnepersonalet havde fat i min krave. Men heldigvis klarede jeg det med tørre sko, og Brighton bød os velkommen med Englands største Gay Pride, der var dejlig farverig og festlig, og som stod i skarp kontrast til syv dages gråvejr. Og med turen lidt på afstand blev jeg igen klar til nye eventyr – hvilket måske siger mere om min enfoldighed end Henriks galskab ...

Epilog

Turen over Biscayen var min første lange og hårde off shore-sejlads, som først blev overgået det efterfølgende efterår, da vi sejlede over Atlanten. Denne første sejlads over Biscayen står dog stadig som en af de hårdeste og mest udmattende sejladser, jeg har været med på – dels pga. det dårlige vejr, dels fordi jeg ikke havde noget at give mig til.

Siden har jeg ikke sejlet nogen steder uden krydsord og korsting.