Erik blev forelsket en måned efter sin kones død: Ingen skal pege fingre ad mig

Fotograf Erik Bjørns kræftsyge kone havde næsten lige sagt farvel til livet, da han forelskede sig til op over begge ører i en ny kvinde. Det har vakt forargelse i omgangskredsen, men det hårde sygdomsforløb har lært ham, at livet skal leves. Nu.

Artiklens øverste billede
Fotograf Erik Bjørn er flyttet sammen med sin nye kæreste, Cathrine Axel.

”Erik er i et forhold med Cathrine Palm Axel”.

Sådan lyder den statusopdatering, som Erik Bjørn delte med sine venner på Facebook sidste sommer om sin nye kærlighed.

Blot en måned tidligere var familie, venner og bekendte samlet ud for Taarbæk Kirke for at tage afsked med Erik Bjørns kone Maj, som han havde dannet par med i knap 30 år. De forudgående fire og et halvt år havde hun kæmpet mod kræften, men måtte til sidst opgive. 48 år gammel.

”Det ville jeg sikkert også selv gøre,” siger Erik Bjørn, som ikke desto mindre valgte at stå ved sin nye kærlighed uden skam eller skyld.

”Jeg har elsket og æret Maj. Jeg har gjort alt for hende, og det vidste hun også godt. Og så er der altså ikke nogen, der skal pege fingre ad mig, fordi jeg prøver at leve mit liv videre. Hvis Majs sygdom har lært mig noget, så er det, at man skal leve livet, mens man er her. Der er bare ingen garanti for, at vi alle bliver 90 år.”

Et ændret forhold

I det sidste halve år af Majs levetid, ændrede deres forhold sig helt naturligt, fortæller han.

”Vi var stadig meget tætte og fortrolige, men fra at være meget elskende og sensuelle, fysisk tætte, blev det mere et patient/plejerforhold, eftersom det i høj grad var mig, der passede hende her i vores hjem. Der var selvfølgelig ikke overskud til noget intimt. Ingen havde nusset mig i nakken eller holdt mig i hånden. Jeg havde holdt i hånden…”

LÆS OGSÅ: Ekspert: Der er behov for en ny sorgforståelse

"Nogen har sagt"

Begge Erik Bjørns børn på 14 og 16 har taget godt imod den nye kvinde, fordi de hellere vil se deres far smile end have, at han sad og kiggede på gamle billeder af deres mor og græd, som hans søn formulerede det.

Men det faldt tydeligvis nogen for brystet, at Erik så hurtigt efter Majs død havde ladet sig indfange af en ny.

”Flere har brugt den med, at ”nogen har sagt” i stedet for at sige: ”jeg mener”. For eksempel ringede én og sagde, at nogen i omgangskredsen – mest kvinderne – er helt sikre på, at du har haft et forhold til Cathrine, før Maj døde.

Og der må jeg bare sige, at jeg synes, folk er utroligt dumme.

Hvis ikke jeg havde haft en kone, der skulle plejes i hjemmet, havde jeg pendlet frem og tilbage til hospitalet flere gange om dagen ind imellem arbejde og børn og indkøb og madlavning – samtidig med at jeg skulle passe både Majs og mit eget job… Hvornår skulle jeg have haft tid til at have en affære? Jeg kan slet ikke forstå, hvordan de kan få det over deres læber,” siger Erik Bjørn.

”De færreste har prøvet at være i et sygdomsforløb, der strækker sig over fire og et halvt år. Og jeg vil bare sige: I aner ikke, hvordan det er at pleje sin elskede, døende kone igennem et halvt år. Og nej, ingen skal fortælle mig, at jeg skal gå i sort skjorte i hverken syv måneder eller syv år. Det bestemmer jeg selv. Havde jeg mødt Cathrine efter et halvt år, havde de alligevel syntes, det var tidligt,” siger Erik Bjørn, som desuden fremhæver, at man sagtens kan savne og sørge, selvom man er i et nyt forhold.

LÆS OGSÅ: Kasper Holten: Hvorfor gøre sig umage, hvis det hele forsvinder?

"Du har tyktarmskræft"

Erik Bjørn mødte allerede sin Maj som 19-årig. De flyttede sammen, fik børn, blev gift, havde båd, startede eget fotograffirma, som Maj også kom med i, som administrationschef, og kastede sig tilmed ud i at købe et hus i Italien, kun et år før Maj blev ramt af en kræftsygdom. En septemberdag i 2008 fik hun beskeden: ”Du har tyktarmskræft med metastaser på leveren”.

Første sommer i huset – i 2009 – gik fint. Maj var blevet erklæret ”fri af sygdom”. Og herefter fulgte kontrolscanningerne, som gjorde, at de mellemliggende perioder blev endnu hårdere end sygdomsperioderne. Allerede til jul var den gal igen. Kræftcellerne havde igen angrebet leveren. Så det var forfra med stor operation og efterfølgende kemo.

”Jeg forstår godt, at nogen vælger at gå fra hinanden, for er du sindssyg, det er hårdt! Hvis ikke man har det så tæt, som vi havde det, og hvis man ikke har den historik sammen, så forstår jeg godt, at man flygter. Men vi skulle jo bare klare det her. Sammen,” siger Erik Bjørn.

Sammen i den sidste tid

Efter nogle op og nedture med sygdomsforløbet kom i 2012 den endelige og benhårde melding om, at lægerne ikke kunne gøre mere, og Maj gik derefter ind i en livsforlængende kemobehandling.

Kræften havde nu overtaget, og kiloene raslede af Maj. Hun kunne ikke længere optage væske, så Erik gav hende to liter intravenøst hver dag, ligesom han også smertestillede hende med morfin det sidste halve år.

Personalet på Herlev havde oplært ham, så Maj kunne være så meget hjemme som muligt den sidste tid.

I påskeferien 2013 tog Maj afsked med sit elskede hus i Italien. Hun vidste, at hun ikke kom tilbage til deres drømmehus. Det gjorde hun også klart både for Erik og for børnene. Og de græd alle over den barske virkelighed, som nødvendigvis måtte ses i øjnene.

Søndag den 28. april 2013 døde Maj.

Det blev en fin og smuk søndag, hvor de allernærmeste kom og sagde farvel.

Den sidste besked

Det var ikke meget, de havde talt om døden. Det ønskede Maj ikke. Hun ville kun tale om livet. Men Erik vidste dog, at hun ønskede at blive brændt og få sin aske spredt i Øresund. Sådan blev det.

En smuk forårsdag sejlede de ud, og da de lå lige ud for huset, slog de motoren fra, og Erik tømte asken ud i det spejlblanke hav, mens der blev kastet buketter og drysset blomster ud.

”Det så fantastisk ud, og det var et dejligt punktum at sætte oven på en svær og hård tid. Under den sidste tur til huset i Italien havde Maj betroet sig til Eriks tante, Lene. I en stille stund i solen uden for huset havde hun sagt: ”Lene, jeg tror ikke, jeg er her ret meget længere, og jeg tror ikke, jeg kommer her mere. Vil du ikke gøre mig en tjeneste at sige noget til Erik, når jeg ikke er her mere….Vil du ikke godt sige, at mit største ønske er, at han finder en så hurtigt som muligt?”

Tårerne flyder ned ad kinderne på Erik, da han fortæller det.

” …Så på vej ind i døden var Majs sidste ønske, at jeg ville få det godt og finde en kæreste igen. Efter knap 30 år kendte hun mig godt. Jeg er rigtigt glad for at være sammen med andre mennesker og være noget for andre. At have en kæreste at være sød ved, købe blomster og en gave til, sidde en sommeraften til klokken 2 ude på terrassen og drikke lidt for meget vin... Det vidste hun jo. Dét var hendes sidste ønske. Og det skete jo så.”

"Lives skal leves videre"

Over nytår flyttede Erik sammen med sin nye kæreste i et nyt hus kun et stenkast fra det gamle, hvor han boede sammen med Maj. Her er der er plads til deres fire teenagere.

”Dette forløb med Majs sygdom har lært mig, at man skal gøre tingene nu. Det er fandeme vigtigt. Man må sørge sideløbende med, at man lever sit gode liv færdigt. Livet skal leves videre, og jeg tror kun, at jeg er her én gang. Jeg sammenligner det lidt med en bog, som jeg har fyldt med mit liv sammen med Maj. Og vi har haft en meget, meget smuk bog sammen. Den er nu skrevet færdig, der var desværre ikke flere sider i den, og nu har jeg sat den over på hylden, hvor den kan passe godt på alle vores gode minder. Og så har jeg åbnet en ny, som jeg kun er nået et par sider ind i. Jeg ved ikke, hvad den ender med, eller hvor lang den bliver.”

LÆS OGSÅ: Julie Zangenberg: I disse situationer føler jeg mig tit lidt forkert

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.